SAMFUND

Der bliver færre regnbueflag i gadebilledet

Rasmus Brygger.

Rasmus Brygger er blandt andet tidligere ligebehandlingschef i Institut for menneskerettigheder og har arbejdet for to arbejdsgiverorganisationer. I dag er han politisk chef i virksomheden Operate, som rådgiver virksomheder når det gælder inklusion og diversitet på arbejdsmarkedet af blandt andet LGBT+ personer.

Han ser allerede tydelige tegn på det, og mener at det politiske pres mod LGBT+ personer – ikke kun i udlandet, men også her i Danmark, bliver større.

”Jeg er pessimistisk på LGBT+ området når det handler om den offentlige debat og om, hvad der kommer til at ske politisk på området. Vi så det sidste sommer i forhold til optræden af drag på Frederiksberg, og lige nu er modstanden mest tydeligt imod transkønnede. Men det kommer også til at ramme homoseksuelle. Jeg er bange for, at det at arbejde for LGBT+ rettigheder bliver opfattet som noget radikalt”, lyder det med bekymrende stemme fra Rasmus Brygger.

Frygt for det bliver en værdipolitisk debat

Han har tidligere blandt andet arbejdet med etniske minoriteter, et politisk minefelt som i høj grad er præget af en stærk værdipolitisk debat. Han frygter, at det samme kan ske på LGBT+ området.

”Noget af det værste der kan ske for LGBT+ området er, at det bliver til en værdipolitisk debat. Jeg mener, at det er vigtigt, at diversitetsområdet har brug for en større faglighed, for det handler om hvad er det der virker, og om hvordan vi skaber mest værdi for virksomhederne og medarbejderne. Det mener jeg en måde at prøve at holde den identitetspolitiske debat ude af LGBT+ området.  Vi skal ikke kun arbejde med inklusion og diversitet, fordi det føles rigtigt, men fordi vi ved, at det virker ude på virksomhederne. Jeg tror også, at meget af forandringen på det her område kommer til at ske på arbejdsmarkedet. Derfor er det vigtigt, at vi fortsat arbejder med inklusion og diversitet”, understreger Rasmus Brygger.

Men hvis LGBT+ området og det at arbejde med inklusion og diversitet på arbejdsmarkedet, bliver til noget værdipolitisk, så er han ikke i tvivl om, hvad der vil ske:

”Så vil virksomhederne stoppe med at arbejde med det”, fastslår Rasmus Brygger, politisk chef i virksomheden Operate.

En økonomisk fordel for virksomhederne

Han er vant til at arbejde virksomheder i forhold til at arbejde med inklusion og mangfoldighed.

”Jeg ved godt, at man kan lægge noget værdipolitisk og alt muligt andet ind i det. Men for mig handler inklusion bare om. at der skal være plads til folk, som er forskellige, og det burde de fleste kunne blive enige om”, forklarer Rasmus Brygger.

Når han skal overbevise en topledelse i en virksomhed om, at de skal arbejde med inklusion og diversitet, så handler det først og fremmest om, at de kan se en økonomisk fordel i det.

”Der er også undersøgelser, der viser, at virksomheder der arbejder med diversitet, også performer bedre. At arbejde med inklusion og diversitet handler også for mange virksomheder om at kunne fastholde og rekruttere de rigtige medarbejdere. Hvis man skal kunne det, skal man også have en forståelse for, at mennesker har forskellige forudsætninger og nogle forskellige vilkår for trivsel”, påpeger Rasmus Brygger.

Både interesse og usikkerhed

Han oplever, at der er en stor interesse hos virksomheder for at arbejde med mangfoldighed og trivsel på arbejdspladsen, også når det drejer sig om LGBT+ personer. Men han kan også se, at det nu bliver sværere på grund af det større politisk tryk imod LGBT+ miljøet.

”Vi ser et identitetspolitisk modtryk mod LGBT+ miljøet fra blandt andet fra Donald Trump, men det har faktisk været på vej længe. Vi ser en større kritik af transkønnede men også af homoseksuelle. Der er en stigende kritik, som virksomhederne svært ved at navigere i, og hvis arbejdet med inklusion og diversitet ikke er så vigtigt for dem, så dropper de det”, lyder det fra Rasmus Brygger.

Han tilføjer:

”Jeg er mindre optaget af, hvad virksomheder siger, og hvordan de kommunikerer. Ikke fordi, at det er ligegyldigt. Jeg mere optaget af, hvordan man internt i virksomhederne arbejder med inklusion og diversitet i virksomhederne, og det er der mange måder at gøre det på. Nu hvor vi oplever et større pres mod LGBT+ miljøet, så taler man mindre om det. Men det betyder ikke, at man ikke arbejder benhårdt med det i virksomheden”, fortæller Rasmus Brygger.

Han ser også for sig, at der er flere virksomheder, som vil droppe det at arbejde med inklusion og diversitet, og som ikke længere vil gå med i prider.

”Det kan godt være, at den tid er forbi, hvor det var in at have regnbueflag. Men det er som sagt ikke ensbetydende med, at virksomhederne ikke arbejder med spørgsmålet. Nogle virksomheder begynder også at se lidt mere helhedsorienteret på det at arbejde med inklusion og diversitet. De har ikke kun fokus på fx LGBT+ personer, men på de strukturer, der er i virksomheden. Hvordan de kan sørge for, at der bliver en bedre for inklusion. Men det at vi kommer til at se færre regnbueflag i gadebilledet, det kommer selvfølgelig til at få betydning for den offentlige debat og politiske diskurs i forhold til LGBT+ personer”, mener Rasmus Brygger.

 

Se også: Stop importen fra USA: Tid til at sætte vores egen LGBT-dagsorden