Cabaret hitter under åben himmel i Nyborg!
De fleste inden for LGBT+ miljøet kender Cabaret. Historien om livet i og omkring fräulein Schneiders pensionat og natklubben Kit Kat Club i 1920´ernes Berlin. Kitkat Club, hvor enhver om natten, når der var varieté, kunne leve som han eller hun ville. Og netop Cabaret kan man opleve på Nyborg Voldspil.
Berlin var i 1920´erne og frem mod Hitlers magtovertagelse en by, hvor der var plads til dekadence, og hvor romancer opstod på kryds og tværs. Uden skelen til køn, til alder, til religion, eller til seksualitet. Det skete dog i et Berlin og et Tyskland, der var under forandring: Hitler fandt stadig større tilslutning, og da først hans tanker, og idéer, blev ført ud i livet, ændredes den sorgløse tilværelse som mange ellers havde levet, markant.
Baseret på roman fra 1939 – men stadig aktuel
Historien Cabaret bygger på den engelsk-amerikanske forfatter Christopher Isherwoods delvist selvbiografiske roman fra 1939, Farvel til Berlin. Cabaret blev til såvel en populær musical, som en mindst lige så populær film. Sidstnævnte med blandt andre Liza Minelli og Joel Grey i hovedrollerne, hvilket nok nærmest var med til at udødeliggøre historien.
Og nu har musicalen Cabaret indtaget scenen i Nyborg Voldspil. En udendørs produktion, med borgvold og træer som delvis kulisse for den historie, der er så farverig, livsbekræftende, og samtidig så uendelig trist. Trist fordi livsidealer, troen på kærlighed mellem mennesker, uden skelen til førnævnte køn, alder, seksualitet, og ikke at forglemme religion, lider en trist skæbne. For selvom Cabaret handler om 1920 érnes Berlin, må vi desværre konstatere, at den nok er mere aktuel, end da den første gang gik sin gang over scenen.
Rundt i verden strammes livsmulighederne markant for LGBT+ personer, men også for religiøse minoriteter. Senest har vi set det ved den højredrejning, der finder sted, rundt i verden, senest i støvlelandet Italien.
Rusker op i livet med en flot farverig produktion
Med al dette in mente, er det helt berettiget og på sin plads, at Nyborg Voldspil, Danmarks ældste friluftsteater og friluftsscene, nu har Cabaret på plakaten. For Cabaret er en forestilling, der i den grad rusker op i vores tilgang til livet, og er samtidig historien om, at ikke alt er så selvfølgeligt, som vi gerne ser det være. At der fortsat skal kæmpes for rettigheden til at være menneske, og til at være den man er. Uanset køn, seksualitet, alder, eller religion!
Og sikke da en flot produktion, der sættes op i Nyborg. Der er en overdådighed i kostumer, en koreografi og ikke mindst scenografi, der fungerer perfekt, et otte mand stort orkester, der i den grad giver liv og ikke mindst vellyd til de velkendte sange. Og så må vi bestemt ikke glemme, de mange skuespillere på scenen: De leverer i den grad en flot og absolut seværdig forestilling. En forestilling, der er hele turen værd, uanset hvor i landet man kommer fra. Om man kommer gående, er på cykel, i bil, eller tager toget til den østfynske havneby.
Flotte sang- og skuespilpræstationer
I rollen som Kit Kat Clubs stjerne Sally Bowles, oplever vi en særdeles velsyngende og -spillende Louise Dencker Rasmussen. Hun går i den grad ind under huden på en. Det samme med en vidunderligt velspillende Benjamin Holmstrøm Nielsen i rollen som Emcee, Kit Kat Clubs karismatiske sprechstallmeister. Emcee er i forestillingen her, der og alle vegne, og er skyggen, der følger og binder det hele sammen. Elegant og velspillet af Benjamin Holmstrøm Nielsen, der lige som Louise Dencker Rasmussen er med for 13. gang i en af Nyborg Voldspils opførelser.
Som den amerikanske forfatter Cliff Bradshaw, der også flirter med seksualiteten, ses en lige så velspillende Mikal Korsgaard Larsen. Lasse Rasch har rollen som den Hitler- og nazivenlige Ernst Ludwig, og leverer ligeledes en fin fin præstation. Og så er der stykkets to seniorer, den jødiske grønthandler Herr Schultz, elegant spillet af Henrik Madsen, og som sit modstykke, pensionatsejeren Fräulei Schneider, vidunderligt spillet af Merete Beltofi.
De to sidstnævnte er nu med på tredje år som voldspiller og leverer fine troværdige præstationer.
Den med sine 10 år på scenen i Nyborg mere erfarne Emma Normann Hansen ses som den flirtende og morsomme Kit Kat Club – og glædespige Fräulein Kost.
Endelig skal også fremhæves omkring førnævnte persongalleri en perlerække af andre gode Voldspillere, der i den grad er med til at få forestillingen ud over scenekanten. Det hvad enten de spiller Kit Katpiger – eller Kit Katdrenge, sømænd, toldbetjente, nazisoldater, eller noget helt andet.
Fortsat brand aktuel
Cabaret er kendetegnet ved en spændende historie, der desværre stadig er brandaktuel. Men det, der ikke mindst løfter forestillingen, er den lange række af sange, der understøtter fortællingen. Sange, som de fleste af os nok primært kender fra filmversionen af Cabaret: Wilkommen, Two Ladies, The Money makes the World go around, den ikoniske smukke og samtidig så ”farlige” Tomorrow belongs to me, og ikke mindst titelnummeret Cabaret.
Ingen tvivl om at instruktør Jesper Dupont, sammen med sang- og korinstruktør Johnny Jørgensen, har skabt en absolut seværdig forestilling, hvor alt i den grad spiller. En forestilling, der også er seværdig grundet de mange helt igennem fantastisk flotte kostumer skabt af Michael Nøhr, scenografien ved Camilla Bjørnvad, og ikke mindst de mange aktører på, foran og bag scenen.
Forbehold blev vekslet til fem stjerner
Jeg skal gerne indrømme, at jeg var lidt forbeholden ved tanken om en friluftsforestilling under åben himmel, der omhandler noget så intimt, nærværende, og intenst, som livet omkring et pensionat og en natklub i Berlin. Jeg må dog overgive mig totalt, og konstatere, at Cabaret i den grad fungerer for Nyborg Voldspil, hvorfor jeg ikke tøver med at give 5 fine stjerner. Tillykke til Nyborg Voldspil med Cabaret, der hitter under åben himmel i Nyborg!
Kort om forestillingen
Instruktør Jesper Dupont
Sang- og korinstruktør Johnny Jørgensen
Koreograf Peter Friis
Co-koreograf Anete Lotus Jensen
Musikalsk ansvarlig Kristoffer Nybye
Kapelmester Tuomas Korhonen
Kostumier Michael Nøhr
Scenograf Camilla Bjørnvad
Medvirkende:
Louise Dencker Rasmussen: Sally Bowles
Mikal Korsgaard Larsen: Cliff Bradshaw
Benjamin Holstrøm Nielsen: Emcee
Merete Beltofi: Fräulein Schneider
Henrik Madsen: Herr Schultz
Lasse Rasch: Ernst Ludwig
Emma Normann Hansen: Fräulein Kost
m.m.fl.
Cabaret kan opleves frem til 12. august. Billetter og spilletider finder du her.
Læs også: Cirkusshow i alle regnbuens farver