Er vi ikke af samme stof som de kropsnormative?
Der er ikke lighed og frihed for kroppe i LGBTQIA+spaces. Vi er en gruppe mennesker med normbrydende kroppe og med erfaringer, som lægger sig op ad hinanden.
Vi har hver især skrevet vores tanker og følelser ned. Sammen udgør vores ord et opråb. Et opråb om lighed for kroppe; retten til kropslighed og stoflighed.
Tykfobi og racisme
Af Maren Felina Uiloq Celeste Kristensen
Det har ingenlunde været en dans på diversitetsroser at begå sig i LGBTQ+foreninger, events og andre typer spaces. Et vilkår, jeg altid har skullet være bevidst om – og ikke mindst være alt for overbærende over for andre med – er, at jeg er af grønlandsk afstamning, og at jeg er tyk.
Hvis jeg havde fået en krone, hver gang jeg skulle finde mig i den anti-grønlandske racisme gennem tiden i disse spaces, ville jeg have en ubehageligt stor opsparing lige nu. Der er for eksempel de evindelige jokes og antagelser om alkohol.
Jeg orker simpelthen ikke længere den racistiske overraskelse over, at jeg ikke drikker guldøl! Og derudover den evindelige tykfobiske dyrkelse af det normative kropsideal, og hvordan man skal høre på, at folk ”arbejder på deres strand-kroppe” og skal tabe fem kilo inden sommeren.
Hvis man har en krop – og befinder sig på en strand – så har man en strand-krop. Tykke mennesker er ikke et spejl, som I kan bruge til at beundre jeres egne privilegerede kroppe. Stop jer selv!
Tykfobisk anti-racisme
Når der så er nogle, som vælger at sætte fokus på racisme i LGBTQ+spaces – og dem er der jo en del af – så glemmer de ofte den særligt danske kolonialistiske anti-grønlandske racisme, som ellers trænger ret meget til fokus.
Og hvis de trods alt vælger at inkludere den, så fastholder de alligevel tykfobien. Fordi tykfobien florerer altid alle vegne. Hvis man er en tyk, grønlandsk LGBTQ+person, er det typiske LGBTQ+space ikke et safe space!
Tykfobisk frihed for de slanke
Racisme og tykfobi i LGBTQ+ spaces og tykfobi i anti-racistiske spaces – hvad hjælper det, når man er tyk og har andre andetheder?
Hvad skal man som tyk bruge det til, når tyndhedsidealer og skønhedsidealer ser ud til at være en grundlæggende del af den nærmest performative handling, som ligger i at ville racismen, xenofobien, islamofobien, postkolonialismen, homofobien, transfobien, queerforbien m.m. til livs – for slanke mennesker?
Fri mig for jeres tykfobiske anti-racisme, og fri mig for jeres tykfobiske LGBTQ+frihedskamp!
Tilgængelighed og åbenhed eller mangel på samme
Af Gabi Buzadzic
Jeg var 19 år, da jeg for alvor kom ind i det københavnske queermiljø. Helt grøn uden nogen som helst viden om, hvad queer var, troppede jeg op på Kapelvej 44, hvor jeg blev mødt med åbne arme, hvor jeg kunne stille alle de spørgsmål, jeg havde brug for, for at blive klogere, hvor der ikke blev set skævt til mig og min handikappede krop.
Sådan er det desværre ikke længere. På sociale medier er kapabelisme ikke noget, man taler om, og hvis der endelig står noget om det, er det os, som er crip, der kalder ud. Hver gang!
Trapper, universitetet og spidse albuer
Jeg er crip, kommer aldrig til at gå på uni, og føler mig som en dårlig aktivist, fordi jeg ikke har energi til at gå med i demo’erne.
Jeg kunne jo selvfølgelig tage til støttefest i BumZen, men der er bare den hage ved det, at Bumzen for det første har trapper, for det andet er lokalet så småt, at der hurtigt bliver vildt crowded, og for det tredje ved jeg, at det vil kræve langt flere kræfter, end jeg har, at holde mig oprejst på krykker, når gulvene er våde og glatte af spildt øl, og folk står så tæt sammen, at jeg er ude af stand til at bevæge mig, og hvis jeg spørger pænt, bliver folk sure og skubber.
Glimtvis tryghed
Måske jeg er så heldig at møde en, jeg kender til festen/demoen, og så går vi sammen lidt, og personen hjælper mig med at sige fra og skubbe igen, hvis folk bliver for pushy.
Det giver tryghed. Og jeg kan nyde at være der, hvor jeg er. Lidt. Lige til min ven møder en anden ven, og de falder i snak og begynder at danse. Og jeg sidder alene tilbage og kan ikke være i mig selv for den konstante strøm af indtryk, der flyver gennem min krop.
Hetero-, homo- og queernormativitet
Af Dina Amlund
Heteronormativitet er et begreb, som florerede i visse normkritiske kredse og blev gjort tilgængeligt for læsere af queerteoretiske værker i 1991, da Michael Werner brugte og beskrev begrebet.
Heteronormativitet er et tanke- og praksissystem, som går ud på, at heteroseksualitet, praktiseret i konventionel kønsbinær form, er den sande og naturlige seksualitet og livsstil.
Heteronormativitet kan give sig til udtryk i form af homofobi, som indebærer for eksempel fordomme og hadforbrydelser mod homoseksuelle alene på grund af seksualitet, eller i form af heterosexisme, som kan give sig til udtryk i for eksempel en forventning om, at enhver er heteroseksuel, indtil vedkommende giver udtryk for andet.
Homonormativitet er et begreb, som blev brugt af transaktivister i 1990’erne, og som blev udbredt i 2003, efter Lisa Duggan brugte og beskrev begrebet.
Homonormativitet betyder, at homoseksualitet bliver et privilegie i assimilationen af heteronormative idealer og konstruktioner, for eksempel ægteskab, familieforøgelse, dyrkelse af neoliberale produktionsværdisæt m.m.
Homonormativitet bruges i beskrivelsen af, hvem der har opnået inklusion i en normativ verden, der opdeler mennesker i køns- og seksualitetshierarkier, hvor homoseksuelle ciskønnede personer i nogle samfund kan indgå som en del af normen, såfremt livsstilen findes acceptabel.
Homonormativitet blev identificeret af transaktivister, og er et begreb, der ligeledes kan bruges til at sætte fokus på racistiske strukturer, som reproduceres i LGBTQIA+miljøer.
Homonormativitet kan afarte sig i homonationalisme, hvori racisme, xenofobi og islamofobi dyrkes. Homonationalisme er et begreb skabt af Jasbir K. Puar i 2007.
Queernormativitet er et begreb, jeg aldrig før har set eller læst, men ofte har tænkt, sagt og vist også hørt nogle få gange. En google-søgning viste mig, at flere har lavet denne modstridende sammensætning af ord.
Det ældste søgeresultat gik helt tilbage til 2013. For mig betyder queernormativitet, at en teori om at gå imod enhver normativitet, som hersker over køn og kroppe, er svær at udleve i praksis.
I queerfemistiske og queeraktivistiske spaces vil man ofte møde en skarp retorik og et stort ønske om at bekæmpe ufrihed for kroppe. Men i kampen mod bestemte strukturer overser man alt for nemt andre kropsundertrykkende strukturer, som således kommer til at stå endnu stærkere.
Kapabelismen og tykfobien bliver en aktiv inkorporeret del af queernormativiteten, som ser ud til at praktisere samme tyndheds-, skønheds- og kropskapable idealer, som også er væsentlige strukturer i hetero- og homonormativiteten.
Opnåelig alliance er bedre end uopnåelige idealer
Af Morgan Hemmingshøj
Det er nærmest umuligt at finde rum og fællesskaber, hvor risikoen for tykfobi ikke er tilstede. Heller ikke i queer spaces har jeg som tyk queerperson altid kunnet føle mig tryg. Som så mange andre queers har jeg følt mig ekskluderet i det heteronormative samfund, og derfor søgte jeg LGBTQIA+miljøet.
Men her har jeg oplevet et andet sæt normer og koder, som jeg heller ikke helt har kunnet passe ind i eller performe. Idealet eller ”queernormen” har jeg oplevet som værende tyndt og androgynt.
Derudover har jeg oplevet, at hvis man påpeger tykfobi i miljøet, vil man ikke blive bakket op på samme måde, som hvis man påpeger for eksempel racisme.
Vær en god allieret
I mine øjne skal LGBTQIA+miljøet og queer spaces være et forbillede for resten af samfundet i at inkludere. Derfor synes jeg, at vi skal begynde internt i miljøet med at være gode allierede for hinanden. Sige fra over for tykfobi, transfobi, kapabelisme, racisme, hvor end vi hører eller ser den og uanset vores egen identitet.
Dette gælder også til et Pride-event, hvor en medqueer udtaler sig tykfobisk – vær en god allieret og sig fra. Siger eller gør vi selv noget problematisk, så vær åben over for kritikken, reflektér og ret dig selv.
Især hvis du har privilegierne hvidhed, kropskapabilitet og tyndhed, har du store chancer for at blive en virkelig god allieret for medqueers uden disse privilegier.
Inklusion
Når vi skaber kulturelle produkter som events, podcasts, debatter, så prøv at gøre dit allerbedste for rent faktisk at inkludere.
Sørg for tilgængelighed til lokalet, hvor queer-eventet bliver afholdt, brug de 10 sekunder ekstra, det lige tager at tilføje INGEN TYKFOBI + INGEN KAPABELISME i eventbeskrivelsen efter de andre retningslinjer for aftenen – og læs eventuelt op på andres aktivisme for bedre at kunne forstå deres kampe.
I sidste ende kunne vi stå så meget stærkere over for det heteronormative samfund, hvis vi kunne kæmpe på tværs og sammen. Og det kunne også skabe et endnu stærkere miljø internt, da mange af os har flere forskellige andetheder og queeridentiteter.
