Drags indtager Nørrebro efter homofobiskandale
Mizz Privileze har fået nok af had og dårlige nyheder. Fra stening af homoseksuelle i Brunei til homofobi på danske fodboldstadions. Nu kan det være nok!
Nok er nok, men frem for bare at like løs på ligesindede opslag på Facebook har Mizz Privileze besluttet at gøre noget mere håndgribeligt. Hun har derfor samlet nogle af sine drag-venner og -veninder, og sammen går de i morgen lørdag den 20. april ud i dagslyset med en ’free hugs against hate kampagne’ på Nørrebro, der skal sprede positivitet og vise folk, at ”We are here and we are queer”, som Mizz Privileze formulerer det.
Som vampyrer er drag queens sjældent set i dagslys i fuld krigsmaling, men Mizz Privileze mener, det er vigtigt at komme ud på gaderne og vise folk, at der er mange måder at være på, og at der skal være plads til alle.
”I Danmark kan, og skal vi ikke acceptere, at nogen bliver diskrimeret på grund af deres seksualitet. Og så er det noget fis, at ”bøsse” overhovedet bliver brugt som et skældsord. Jeg står jo hellere ikke, og råber ”heteroseksuel” af kassedamen i Netto, hvis jeg er sur over, hun har scannet en af mine varer forkert ind”, siger Mizz Privileze og uddyber meningen med lørdagens aktion.
”Vi vil gerne sende et budskab om kærlighed og vise, at selvom vi måske ikke ligner hr. og fru Danmark, så er vi mennesker, der ligesom alle andre ikke fortjener at blive diskrimineret, hverken indenfor eller udenfor et fodboldstadion. Selvom nogle af os er lidt nervøse for at gå ud i fuld drag i dagslys, så føler vi bare, at vi er nødt til at gøre et eller andet. Det er vores alles kamp, at der er plads til alle i Danmark. Det er en menneskeret at blive behandlet ordentligt”, slår Mizz Privileze fast og fortæller, at gruppen vil medbringe store kampagneskilte, musik, højt humør og tøj der skaber opmærksomhed, og vil gå i dialog med folk, for at skabe kærlighed, give krammere og vise, at vi alle bare er mennesker, der gerne vil accepteres.
Gruppen er en farverig blanding indenfor seksualitet og kønsidentitet og flere af de deltagende drag queens har selv prøvet både i og ude af drag at blive fysisk eller verbalt overfaldet. Den samlede gruppe er Di Di Cancerella, Harley Queen, Diana Diamond, Brynhildr, Pandora, Sascha Holiday, Ms Klueeless Queen, Queen Intervention, Rebelicious, Lily La Lune, Adriana La’Creme og altså Mizz Privileze.
Free-hugs happeningen finder sted lørdag den 20. april på Den Røde Plads på Nørrebro kl. 17-18 og ved Nørreport Station kl. 18-19.