Der er stadig meget at kæmpe for på lgbt-fronten
De danske medier sprang let og elegant hen over, at det var den internationale dag mod homofobi, transfobi og bifobi den 17. maj. Omtalen i lgbt-medierne var ligeledes til at overse.
Af Kaj Erik Andersen
På verdensplan mobiliseres der på den internationale dag mod homofobi, transfobi og bifobi, og antallet af deltagere vokser. Den 17. maj er dermed verdens største lgbt-manifestation, som markeres i over 120 lande.
Formålet er at stoppe homofobi, transfobi og bifobi, at forebygge diskrimination på grund af seksuel orientering og kønsidentitet. Det er også formålet at beskytte de grundlæggende menneskerettigheder og frihedsrettigheder for lgbt-personer og øge anerkendelsen af lgbt-personer.
Den 17. maj 1990 ophørte Verdenssundhedsorganisationen – WHO, med at klassificerede homoseksualitet som en psykisk sygdom. Til minde om det store øjeblik, blev der i 2004 besluttet, at denne dag skulle fejres, derfor blev dagen til den internationale dag mod homofobi, transfobi og bifobi.
Verdenssundhedsorganisationen – WHO (World Health Organization) er et FN-organ til varetagelse af international sundhed.
I modsætning til tidligere, var det så som så med fejringen af den 17. maj i år i Danmark, selv omtalen af den måtte man lede længe efter, det fik mig til at skrive følgende debatindlæg:
Den 17. maj var der international dag mod homofobi, transfobi og bifobi, men det kunne vi ikke læse om i det borgerlige dagblad JydskeVestkysten eller i den røde avis Arbejderen, selv om 77 lande stadigvæk straffer homoseksuelle handlinger med fængsel, enkelte sågar med dødsstraf.
Vi kunne heller ikke læse om, at der er homo-, trans- og bifobi, diskriminering og hadforbrydelser i alle verdens lande.
Der er stadig meget at kæmpe for, når det drejer sig om at bekæmpe kriminaliseringen af seksuelle minoriteter i hele 77 af verdens lande. Det samme gør sig gældende i de lande som godt nok tillader homo- og biseksuelle og transpersoner, men som alligevel besværliggør livet for seksuelle og kønsmæssige minoriteter, med forbud mod ”propaganda” for en anden seksualitet og kønsidentitet end flertallets.
Men der er også meget at kæmpe for, når det angår oplysning og bekæmpelse af homofobi, diskriminering og hadforbrydelser i Danmark og de andre lande, hvor man bryster sig af, at man tager menneskerettighederne for seksuelle minoriteter alvorligt. I langt de fleste af disse lande har transpersoner slet ingen menneskerettigheder.
Indlægget blev sendt til Arbejderen og JydskeVestkysten, som er de aviser jeg abonnerer på.
Det blev bragt i JydskeVestkysten den 26. maj. Debatredaktøren havde dog valgt at forkorte indlægget. Han mener åbenbart ikke, at det er nødvendigt at gøre opmærksom på, at der også er meget at kæmpe for i Danmark og de andre lande, hvor man bryster sig af, at man tager menneskerettighederne for seksuelle minoriteter alvorligt.
Den manglende omtale gælder sikker også andre af de borgerlige medier.
Men mere overrasket er jeg over, at den progressive webportal Modkraft, som også huser QueerKraft, samt lgbt-medierne XQ28, PROUD!, Pridenews, Homotropolis og Out & About slet ikke omtalte den internationale dag mod homofobi, transfobi og bifobi.
LGBT Danmark har sat tre link på sin website om emnet, men de er alle på engelsk, der er kun en kort introduktion på dansk.
Homotropolis havde et billede: ”17. May International Day Against Homophobia and Transphobia ” og en kort tekst på deres facebookside.
På facebook havde LGBT Danmark delt billedet: ”#may17because bisexuality is not a choice” med teksten: ”Når den internationale dag mod homofobi og transfobi holdes rundt omkring i verden, glemmer de fleste biseksuelle – som rammes af de samme fordomme.”.
Lgbt.dk havde desuden delt AllOuts billede med en engelsk tekst og tilføjet den danske tekst: ”Alvorlige fakta – 77 lande straffer homoseksuelle handlinger med fængsel, enkelte ligefrem med dødsstraf.”
Det må nok betegnes for et forholdsvist magert statement fra lgbt-medierne på den internationale dag mod homofobi, transfobi og bifobi. For slet ikke at tale om, at der overhovedet ikke var manifestationer på dagen i Danmark.
Det er selvfølgelig svært at bebrejdede mainstream medierne for den manglende omtale, når vore egne medier ikke gør mere ud af at omtale dagen.
Det må kunne gøres bedre næste år, for der er stadig meget at kæmpe for!