Den uendelige kamp for gratis kondomer
Tilskud til gratis kondomer til uddeling i LGBTQ-miljøet har de sidste år været et af stridspunkterne i budgetforhandlingerne på Københavns Rådhus. Sådan er det også i år.
Radikale Venstre, anført af gruppeformand Tommy Petersen, er efterhånden godt træt af den uendelige kamp om gratis kondomer til LGBTQ-miljøet.
”Det er snart en joke, at jeg hver gang skal kæmpe så meget for at få de småpenge sat af i budgettet til de gratis kondomer. Når man tænker på, at hele ordningen årligt koster det samme som HIV-medicin til to personer årligt cirka, så er det virkelig penge godt givet ud. Og så beskytter kondomerne jo også mod kønssygdomme, så det er win-win”, siger Tommy Petersen.
Beløbet det drejer sig om er cirka 120.000 kr. For det samme beløb kan man få medicin til omkring halvanden hiv-smittet i ét år.
AIDS-Fondet uddeler kondomerne
Det er AIDS-Fondet som står for den praktiske fordeling af de 400.000 kondomer, som hvert år uddeles.
Kondomerne distribueres af frivillige, og hovedparten uddeles i saunaer samt de erotiske oaser, hvor mænd mødes og har sex. En mindre del uddeles på byens homobarer.
AIDS-fondet har i mere end 20 år samarbejdet med Københavns Kommune om uddeling af kondomer og glidecreme blandt bøsser og andre mænd, der har sex med mænd. En målgruppe, hvor udbredelsen af hiv er høj, og risikoen for at blive smittet er stor.
Vi har bedt Børne- og Ungdomsborgmester Pia Allerslev, som leder Venstres gruppe i Københavns Borgerrepræsentation om en kommentar, da Venstre forventes at stemme mod en bevilling til gratis kondomer.