Kendt studievært springer ud
Den populære TV-vært Mikkel Fønsskov på DRs ’Aftenshowet’ springer ud som glad og lettet homoseksuel.
Den 32-årige Mikkel Fønsskov vælger at springe ud i ugebladet Femina, som primært henvender sig til kvinder. Valget af medie kan måske overraske, og dog. Mikkel Fønsskov forklarer, at han gennem tiden har fået mange mails og henvendelser på sociale medier fra kvinder, som gerne vil mødes med ham.
”For ret nylig begyndte jeg ganske enkelt at svare: ‘Tusind tak for tilbuddet, men jeg er til fyre. Så nemt kan det være, og det har været en stor befrielse at nå dertil”, fortæller Mikkel Fønsskov til Femina.
Men let har det ikke altid været.
Mikkel Fønsskov fortæller, at han i mange år har rejst meget rundt i verden i jagten på sig selv.
”Da jeg gang på gang sad derude i verden og dvælede ved det samme problem, gik det efterhånden op for mig, at jeg kunne rejse 7.000 kilometer, men jeg kunne ikke rejse væk fra mig selv. Det var jo komplet åndssvagt, at jeg godt kunne stå ved, at jeg var til mænd i Nicaragua, men ikke på Nørrebrogade. Mine mange rejser har helt sikkert været en måde at finde ind i mig selv på.”
Mikkel Fønsskov er født og opvokset i Svendborg i 80’erne, og det at være homoseksuelt blev opfattet som noget unormalt.
Efter at være sprunget ud er tingene ved at falde på plads for Mikkel.
”Alting er nemmere nu, også for mine omgivelser. Nu kan jeg jo gøre grin med mig selv på en anden måde og tale åbent om, hvad sker i mit liv. Jeg har en helt anden ro i mig selv. Jeg var længe om at nå herhen, og jeg må bare for mit eget vedkommende konstatere, at selv i et samfund, hvor det jo ikke er nogen kæmpe ting at være bøsse eller lesbisk, er det heller ikke nødvendigvis helt ukompliceret.”
DRs ’Aftenshowet’ sendes hver aften kl. 19.00 på DR1.
Kilde: Eb.dk