De vil lede LGBT Danmark
Hvis LGBT Danmarks Landsledelse væltes søndag eftermiddag, hvem skal så lede den gamle organisation? Ingen har ville udtale sig om emnet, men nu står oprørernes kandidater frem.
Hvis man er klar til det dramatiske træk at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling for at få fjernet Landsledelsen og især den daglige ledelse personificeret i forperson Peder Holk Svendsen og generalsekretær Henrik Hynkemejer, så må man være indstillet på at blive stillet overfor spørgsmålet: Hvem skal så lede den 71-årige organisation?
Det har været svært at få svar på. I forskellige sammenhænge har initiativtagernes talsperson Susanne Branner Jespersen nølende svaret, at man har et stærkt hold på vej.
Hvem bliver forperson og generalsekretær?
Lørdag aften fik Out & About endelig kandidatlisten tilsendt fra Susanne Branner Jespersen:
Anna Wandal-Petersen – 26 år.
Ask Ulrich Petersen – 29 år.
Jackie Vesterhaab Kristensen – 27 år.
Lorraine Hayles – 46 år.
Susanne Branner Jespersen – 46 år.
Sørine Vesth Rasmussen
Out & About har fået en del henvendelser omkring krisen i LGBT Danmark. Nogle har været konkrete informationer, og flere af dem har omhandlet hvem oprørerne ønsker skal udgøre den daglige ledelse af LGBT Danmark. Fra flere sider har vi gentagne gange hørt, at Susanne Branner Jespersen selv stiler efter posten som generalsekretær, og Ask Ulrich Petersen efter posten som forperson. På kandidatlisten fortæller hver kandidat om sig selv, og det er netop Susanne Branner Jespersen og Ask Ulrich Petersen, der bruger mest plads på dette. Måske tilfældigt eller måske en indikation af, at de satser på mere end menige pladser i en eventuel ny Landsledelse.
Susanne Branner Jespersen vil lørdag aften hverken be- eller afkræfte disse informationer, men henviser til at der er tale om et åbent valg hvor flere kandidater kan melde sig. Desuden mener hun ikke, at spørgsmålet er vigtigt, da det vigtige spørgsmål handler om hvorvidt generalforsamlingen har tillid eller ej til den siddende Landsledelse. Men naturligvis er det vigtigt for medemmerne, med en indikation af hvad de kan vente sig, hvis de vælter den siddende Landsledelse.
Hvis Landsledelsen væltes
Punkt tre på dagsordenen på dagens ekstraordinære generalforsamling efter valg af dirigent og referent er afstemning om mistillidsvotum til landsledelsen. Hvis et flertal stemmer for dette punkt, og dermed udtrykker mistillid til Landsledelsen, så går den, og en ny skal vælges. Forperson Peder Holk Svendsen har gjort klart, at hvis det sker, så melder han sig ud af LGBT Danmark.
Hvis Landledelsen ikke væltes, tyder alt på, at den fortsætter sit arbejde. Næste ordinære generalforsamling er på landsmødet til november.