SAMFUND

Årets laks uddelt

LGBT+ Danmarks pris Årets Laks går i år til medarbejderne i virksomheden Chr. Hansen.
Foto: Frank Holm

Årets Laks går i år til medarbejderne i Chr. Hansen. De får prisen for at turde gå op i mod ledelsens tilbagetog i støtten til Copenhagen Pride. Arbejdslegatet Søhesten gik til Karla Rosalina, for hendes arbejde med at give voksne regnbuebørn en stemme.

For 21. gang kunne LGBT+ Danmark i dag uddele Årets Laks. I år går prisen for at turde gå imod strømmen til medarbejderne i firmaet Chr. Hansen for at have modet til at kritisere virksomhedens ledelses tilbagetog i støtten til Copenhagen Pride.

Det er hverken behageligt eller risikofrit at kritisere ledelsen på ens arbejdsplads. Men det var alligevel det en gruppe ansatte i Chr. Hansen gjorde i juni måned, da deres ledelse uden varsel fjernede deres synlige støtte til Copenhagen Pride. 400 medarbejdere skrev under på et protestbrev til ledelsen og insisterede på en intern dialog, som ledelsen vist helt ville være fri for. Prisen får medarbejderne også for deres mod til at holde virksomheden op på sine egne løfter og vise omverdenen, hvordan medarbejdere kan spille en aktiv rolle i kampen for mangfoldighed på arbejdspladserne.

Arbejdslegatet Søhesten også uddelt

Arbejdslegatet Søhesten går i år til Karla Rosalina.
Foto: Frank Holm

For tredje gang kunne LGBT+ Danmark også uddele arbejdslegatet Søhesten. Legatets 10.000 kr går i år til Karla Rosalina for hendes arbejde med at give voksne regnbuebørn en stemme. Karla Rosalina, der selv er vokset op i en regnbuefamilie med tre mødre og en far har i den offentlige debat om rettigheder til regnbuefamilier gjort opmærksom på at børnenes perspektiv er helt fraværende.

 

Årets Laks har LGBT+ Danmark uddelt under Copenhagen Pride siden 2003 til personer og organisationer som tør svømme mod strømmen. Prisen er en hyldest og en anerkendelse til personer og organisationer, som kæmper sagen fra en uventet kant og tør svømme mod strømmen.

Arbejdslegatet Søhesten på 10.000 kr. tildeles en person eller organisation, der yder et særligt stykke arbejde for at fremme LGBT+ personers rettigheder og trivsel. 

Mere om LGBT+ Danmark finder du her.

Læs også: ”Jeg skal ikke i bad med en lesbisk”