De nye kvinder
De nye kvinder er en tour de Force gennem kvindeliv i en periode, som ikke bare er stærkt underbelyst, men også, som Rikke Andreasen på forbilledlig vis illustrerer, misforståede. Bogen rammer en velunderbygget pæl gennem postulatet om, at kvinders forhold til kvinder i fortiden, kunne eksistere, fordi de ikke erkendtes som seksuelle og romantiske, men udtryk for nødvendighed, og at de, af samtiden, forklaredes med, at de var udvejen for ”stakkels ” pebermøer, som ikke havde sikret sig en mand.
Af Lars Henriksen
Kvinderne, og der er mange, og på tværs af samfundsklasser, lever åbent sammen, udlever deres romantiske liv og deres kærlighed accepteres, af omgivelserne i videste forstand, som ligeværdig med andre kærlighedsrelationer. Når nogle af dem, alligevel, kommer i klammeri med loven, skyldes det deres ekspeditioner ind i det heteroseksuelle liv. Dem ønsker samfundet at kontrollere.
Bogen tager sit udgangspunkt i miljøet omkring de kvindelige sexarbejdere i København, byens udpegede prostitutionsgader, og de påtvungne undersøgelser, kvindelige sexarbejdere var påtvunget på Rudolph Berghs hospital. Klinikkens minutiøst førte journaler over tusindvis af kvinder, danner en betydelig del af kildematerialet til denne del af bogen. Rikke Andreasen har afdækket helt nye sider af den historie, som, mig bekendt, ikke har været fortalt før.
Kvinder i middelklassen
Næste afsnit af bogen handler om de mange kvinder, i middelklassen, som danner par, adopterer børn og driver virksomheder. Der opstår et helt miljø med udgangspunkt i de unge lærerinder, som uddannedes på Natalie Zahles skoler og sendtes videre ud over landet. Med frk. Zahle som den centrale figur, skabes et helt netværk af kvinder, som er indbyrdes forbundne i lærergerningen og deres ”gamle klassemoder”, og som alle er lesbiske. Helt til Norge strækker det sig. Ærgerligt at bogens eneste trykfejl, skulle komme til at kalde Mary Archer for Ancher. Hun fortjener at kunne slås op.
Ikke nok med at disse kvinder, for manges vedkommende, lever med andre kvinder i et livs-og arbejdsfællesskab og danner familier med børn, de forbinder sig, viser bogen også med hinanden, og – finder Rikke Andreasen, ganske overraskende kilder til – også med de kvindelige sexarbejdere. Mellem disse tro, i udgangspunktet ret ulige grupper, er der, trods de sociale normer, kontakt og en fælles optagethed af det, som i samtiden kaldes emancipation – kvinders frigørelse. Det er dæleme interessant!
Frisættelsen
Det er temaet for bogens tredje del, som beskriver denne frisættelse, og hvordan de lesbiske og queer miljøer blandt både kunstnere og sexarbejdere er med til at flytte tidens normer og skabe grundlaget for, at kvinder, med tiden, får frihed til at tage del i samfundet på lige fod med mænd. Det lykkes Rikke Andreasen på eleganteste vis at trække tråde mellem de to forskellige grupper af kvinder og vise, at selvom det er vanskeligt at flytte sig indenfor rammerne af de sociale hierarkier, er der alligevel noget, som kan danne bro over de samfundsmæssige barrierer, der er mellem dem: Trangen til frihed overstråler den sociale norm.
Den kobling sætter queerpersoners indbyrdes forbundethed og indflydelse på samfundets udvikling i et langt mere fremtrædende lys, end jeg har set det fremstillet før og det er en væsentlig pointe at tage med ind i den videre fortolkning af kvindernes samtid. Kvinders ligestilling er fra begyndelsen (også) et queer projekt!
Bogen er imidlertid ikke udelukkende en fortælling om frisind og muligheder, som kvinder, der forelskede sig i kvinder, i langt højere grad havde end mænd, som forelskede sig i mænd. Det er også en grum fortælling om fattigdom, tvangsprostitution, groft grænseoverskridende behandling af kvinder og en udnyttelse af dem i forsøget på at gøre livet mere sikkert for mandlige sexkunder og deres hustruer. Det er ikke smukt. Ikke hæderværdigt. Men hvor er det godt, at det kommer frem.
Medrivende forskning
Udover Rikke Andreasens medrivende forskning og glimrende beskrivelser, har forfatteren Merete Pryds Helle bidraget med nogle små scener af skønlitterær karakter, som tjener til at skabe billeder i hovedet på læseren og lade os nærme os samtiden og personerne. De er velskrevne og charmerende. Jeg er klar over, at det er en smagssag, og jeg kan udmærket forestille mig, at det kan tiltale nogle læsere. Personligt er jeg ikke så begejstret for grebet, som for mig, afbryder min læsning af det væsentlige og egentlig bare bliver mindre vedkommende gentagelser af det spændende, som allerede er foldet ud i Rikke Andreasens tekst.
De nye kvinder er en bog, vi har manglet. Da Chantal al Arab og jeg i 2021 udsendte ”Bøssernes Danmarkshistorie 1900-2021” var det netop med et udtrykt ønske om, at den ville inspirere til meget mere LGBTI+ historie. Vi skrev i samme bevidsthed, som Rikke Andreasen, at selvom vores historie som bøsser, lesbiske, transpersoner osv., også har træk og ting, som er fælles for os, er vore historier vidt forskellige og kan ikke fortælles en bloque. Det står med denne bog lysende klart, og gudskelov den er skrevet. Det er spændende. Det er klogt, og det er en udvidelse af vores samlede forståelse af vores alsidige, mangfoldige LGBTI+ historie.
En imponerende og nødvendig bog!
Om De nye kvinder
Rikke Andreasen og Merete Pryds Helle
De nye kvinder – kærlighed og queers 1870-1900 udkommer på Politikens Forlag
289 sider
