En verden fuld af svig og ondskab

Snarere end en roman, er det en lang novelle, Nikolaj Tange Lange begaver os med i Tættere på jorden end jorden.

Af Lars Henriksen

I en række kronologiske erindringsglimt følger vi drengen Ebbe fra den tidligste barnealder over skoleårene, og indtil han skal begynde i gymnasiet. Ebbe bor med sin mor på en mindre dansk ø, hvorfra der er landfast forbindelse til en købstad med gymnasium, Cafeer og en pladeforretning. Vi følger den lille dreng, som oplever verden gennem de voksne. Ebbe er et ængsteligt barn, for han lytter til sin mors advarsler om livets farer, og de lurer om hvert hjørne. Ebbes verden også uskyldig, men i mødet med Otto, nabosønnen, som kun er minimalt ældre end Ebbe, men så utroligt meget mere avanceret i sin måde at lege på, begynder Ebbe at forstå, at verden er fuld af ondskab, svig og mennesker, der hævder sig på andres bekostning.

Det tegner ellers godt for drengene, men virkeligheden trænger sig ind på dem i skikkelse af skolekammeraterne og den underlegne Ottos behov for at markere sig. De begynder som en symbiotisk helhed. Hurtigt bringer Otto en række avancerede lege på banen af seksuel karakter og muligvis er det netop disse, som gør Otto bange for selv at afsløre sig, og grunden til, at han ender med at gå forrest i mobningen af Ebbe.

Det ender med drab

På sin vis er der tale om en miniudgave af Harper Lees berømte roman ”Dræb ikke en sangfugl”. Som også ender med drab (jeg kan godt fortælle det, for det står på omslaget) og pludselig indgriben på børnenes vegne af en ensom skikkelse, som for børnene har antaget mytisk skikkelse og bliver forbundet med inde kræfter, men som i situationen, gør alt det rigtige for at redde vores unge hovedperson fra at bære konsekvenserne af deres handlinger.

Det er en charmerende bog, som bringer mange genkendelige minder på banen fra barneliv, om tidspunkter, hvor vi stod i udkanten af fællesskabet og stirrede ind. Hvor vi havde svært ved at forstå reglerne og deltage, fordi det vi bidrog med, ikke værdsattes af flertallet. Som Ebbes impostersyndrom er genkendeligt: Det er som om vi fælles hvisker: ”Om lidt går det op for dem, at jeg har sneget mig inden for. Jeg er ikke inviteret”.

Åben og definitiv

Bogens slutning er på én gang åben og definitiv. Otto er død. Men hvad med de andre? Ebbe og Iggi? Og børnelokkeren (Novellens Boo Radley) Slipper de afsted uden videre tiltale? Bliver de hele mennesker igen? Kan man leve med det, der er sket? Og kan tre mennesker holde på samme hemmelighed?

Det er en utroligt charmerende lille page-turner, Nikolaj Tange-Lange er udkommet med. Veloplagt, velkomponeret, vel doseret. Vi får præcis den mængde viden, der er nødvendig for at kunne lægge vore egne erfaringer og fortolkninger til, som mørtelen mellem Nikolajs mursten. Dermed får den også potentiale til at blive mange historier, når hver af os forener den med vores og genskaber den i vores eget billede.

Det håber jeg, mange vil.

Om bogen

Nikolaj Tange-Lange

Tættere på jorden end jorden, udkommer på forlaget Lycius/Gladiator

117 sider