De vilde og frie lesbiske
Forsker og underviser på Roskilde Universitet, Rikke Andreasen, giver lesbiske en plads i Danmarkshistorien med bogen ”De nye kvinder – Kærlighed og queers 1870-1920′.
Rikke Andreasen gik i mange år og ventede på, at andre ville skrive om kvinders kærlighed til hinanden. For det er næsten 40 år siden, at Karin Lützen skrev bogen ”Hvad hjertet begærer” – dog udgivet i en ny udgave i 2024. Men der skete ikke noget, så der var ikke andet for, at Rikke Andreasen selv måtte i gang ved tasterne.
Hun har i bogen ”De nye kvinder – kærlighed og quers” fokus på lesbiske i perioden 1870 til 1920. Det, som vi også kalder det moderne gennembrud herhjemme.
”Det er en vild periode her i slutningen af 1800 og i begyndelsen af 1900-tallet. Folk flyttede i stor stil fra landet og ind til de store byer, især til København. Det var mest enlige kvinder. Og halvdelen af kvinderne i København over 35 år var enten skilte, ugifte eller enker, det er ret vildt at tænke på. Så kvinder forsørgede sig og indtog alle mulige erhverv, også som håndværkere”, fortæller Rikke Andreasen til journalisten Bjarne Henrik Lundis i podcasten Regnbueland.
Frihed og progressiv periode
Mænds forhold til hinanden har været kriminaliseret, og de har været undertrygt og forfulgt. Det har kvinders forhold til hinanden derimod ikke været, understreger Rikke Andreasen:
”Lesbiskes forhold har heller ikke været stigmatiseret. Tit når vi taler om LGBTQ+ historie, så har vi en forestilling om en progressiv historie, hvor vi er gået fra, at det var hemmeligt og ulovligt, og man måtte leve i skjul og skam til, at vi senere blev mere frigjorte. Og i dag er vi blevet så frigjorte, at vi kan blive gift i kirken og få børn osv. Det er en progressionshistorie, som passer på mænd, men den er ikke rigtig for os kvinder. Jeg tror derimod, at kvinders historie har gået op og ned, og i perioden 1870 til 1920 gik det virkelig fremad. Der var meget frihed og progressivitet, og kvinder kunne åbent leve sammen uden de blev fordømt af omverden. Her i 1800-tallet var seksualiteten en praksis, ikke en identitet som det er i dag. Det gjorde derfor ikke den store forskel på, hvem man var sammen med. Det er først senere, fra 1930’erne og fremefter, hvor seksualiteten bliver til en identitet og ikke bare er en praksis, at der bliver set med fordømmelse på bøsser og lesbiske”, lyder det fra Rikke Andreasen.
Via hårdt arbejde og med hjælp fra kolleger fandt hun i arkiverne lidt efter lidt frem til en kvinde, som havde været kærester med en anden osv. Og på den måde dukkede der efterhånden mange kvinder op.
”Det overraskede mig, hvor normalt deres forhold til hinanden blev omtalt på. Der stod ikke noget fordømmende, eller at det var forkert. Det var beskrevet så hverdagsagtigt, og det kom virkelig bag på”, forklarer Rikke Andreasen.
Et lesbisk community
Nogle af kvinderne bor i København, og andre i Jylland, og kvinderne er både velintegreret i både hovedstaden og i Jylland. Nogle af kvinderne kommer og bor i den samme ejendom i Dybensgade nær Magasin i det indre København.
”Nogle af dem har været kærester med hinanden, og vi kan godt tale om, at der har været tale om en queer-community. Nogle kvinder møder også hinanden på dansesaloner, blandt andet på Valkyrien og Figaro på Vesterbro. Vi skal se for os nogle store haller, hvor der bliver solgt mad og drikke, og hvor man kunne danse til et live orkester. Her mødtes kvinder med hinanden og dansede sammen. Andre kvinder møder hinanden via kontaktannoncer. De lesbiske har fællesskaber og er venner. De er ikke bare ensomme eksistenser. Det glemmer vi tit, når vi taler om fortidens personer. Det er vigtigt at tænke på, at de har haft fællesskaber på samme måde, som vi har det i dag”, fortæller Rikke Andreasen.
Giver formødrene en krop
Noget, der også har overrasket Rikke Andreasen i arbejdet med at finde frem de lesbiskes historie i perioden 1870 til 1920 er, hvor progressive de i virkeligheden var.
”Jeg synes, at de var vilde, og at de gjorde, hvad de ville. Og de kæmpede nogle kampe, blandt andet for, at de som kvinder kunne få lov til at cykle, og desuden smed de korsettet. Og de adopterede sammen børn. Jeg synes, at de var vildere end, vi er i dag. Jeg har i mit arbejde med bogen været interesseret i kvindernes kærlighed til hinanden. Men også i deres begær, og jeg har prøvet at give mine formødre en krop. Tidligere blev de kun beskrevet som, at de var kloge og intellektuelle. Man skrev ikke om deres begær og sex. For mig har det været vigtigt at skildre kvinderne som hele mennesker med både intellekt og krop”, understreger hun.
