Dans i Holstebro: Danser hylder tvivlen og fællesskabet, der hvor han ikke troede det fandtes

LoneRider er en ny forestilling, mød manden bag. I Holstebro er der i påsken urpremiere på en danseforestilling om tvivlen, en hyldest til den. Samt ensomheden og det at finde sig selv og fællesskaber. Det hele vist med dansens væsen.

Den 28. marts er der urpremiere på forestillingen “LoneRider” i Holstebro. Et projekt der er båret af lokalt samarbejde og ihærdighed. Det er en rejse ind i en sammensmeltning af spørgsmål om køn og identitet. Og drejer sig om emnet at føle sig ensom, men gerne vil finde et fællesskab. Samt hvor man kan være sig selv.

Formålet er at give indsigt i en verden, som ikke kun er sort/hvid. En verden, hvor farverne kan udfolde sig og hylde forskellighed. Samt indsigt i den lærerige proces i identitetskriser, mangfoldighed og at være lige den, som man vil være.

Skaberen og idemanden bag forestillingen er Queer kunstner, koreograf og danser: Lucas Kruse Kristiansen. Han har en stil og æstetik, der blander det sarkastiske og det smukke ved livet. Hans udtryk er meget fysisk. Ofte inspireret af stemmebrug, personlige fortællinger, de splittede følelser, teatralitet og queerness.
Vi har hevet fat i Lucas, til en snak om hans kommende forestilling.

Hjemkomst gav ideen

Vi startede med hele opstarten, så første spørgsmål lød: Hvordan opstod ideen til forestillingen?

”Ideen har jeg haft i baghovedet siden jeg vendte tilbage til Danmark igen, efter fire år i udlandet. Den opstod i og med, at jeg fik en trang til at vende tilbage til det sted, hvor jeg blev født. Til at være tættere på min familie som er bosat i Midt- og Vestjylland. Jeg begyndte at tænke, samt at reflektere, over hvordan det mon er at være Queer person i provinsområderne. Jeg har altid gerne ville lave en forestilling om Queer fællesskaber, og hvor svært det kan være at finde dem. Hvis man altså ikke bor i storbyerne. Efter jeg blev en del af Holstebro Pride, fik jeg endnu mere blod på tanden, til at gå videre med denne ide”.

Hvor længe har den været undervejs og hvordan har den kreative proces været. Fra idé til færdig produkt?

”Det er en proces jeg startede med at udforme i starten af 2024. Ideer, æstetik og udformning af en skitse til forestillingen har jeg siddet med siden starten af året. Selve forestillingen bliver formet og udviklet i påskeugen og har premiere skærtorsdag i påsken”.

Manglen på Queer forbilleder. Der er håb, vi er på rette vej

Hvordan er du kommet frem til baggrunden for de spørgsmål og følelser forestillingen dækker over?

”Da jeg var teenager og voksede op i en provinsby, manglede jeg Queer forbilleder til at spejle mig i. Til at vise overfor mig selv, at jeg ikke var forkert. At det var ok, den jeg var. Men er det i virkeligheden sådan? Da jeg sidenhen besøgte Holstebro og byerne omkring. Her i nutiden. Ja, der blev jeg overrasket over, at der faktisk er en meget mere velkommen og åben snak omkring LGBT+ personer. Fordommene som man har hørt om provinserne, de holder faktisk slet ikke stik længere. Det er baggrunden for forestillingen. Både det at fortælle, at det ikke altid har været nemt at være Queer person i mindre byer. Men også det at der nu sker en meget god udvikling. Men er vi helt på plads? Og kan jeg nu være mig selv? Kontraster og tvivl. Vi vil gerne være med til at opbygge den udvikling der er i gang, ved at vise en danseforestilling som både stiller spørgsmålstegn og giver håb”. Forestillingen er både et billede på fortiden, men intet mindre et positivt billede på, at vi er på vej den rette vej”.

Hvad vil du gerne opnå og give med forestillingen?

”Jeg vil gerne lave en forestilling som først og fremmest er en hyldest til tvivlen om hvem man er. Jeg mener, at det er en kæmpe del af livet, at man skal være i tvivl, for at kunne finde sin rigtige vej i livet. Derfor hylder vi i forestillingen spørgsmålene om, hvem er jeg? Hvad skal jeg?

Dernæst skal forestillingen vise, at der er håb, og at der er mange flere fællesskaber og mange flere som én selv, end vi går og tror”.

En erfaren lokal verdensmand

Lucas er uddannet i moderne danse fra den 3-årige uddannelse, Contemporary Dance School Hamburg. Siden 2019 har Lucas stiftet eget freelance-kompagni, “dancing beasts” som har turneret i Danmark, Tyskland og Indien. Lucas har siden 2019 arbejdet både som koreograf og danser i Tyskland, Mexico og Indien, men er nu tilbagevendt med sin praksis i Danmark.

Han har altså prøvet lidt af hvert. Oplevet verden og dens kulturen. Mødt og danset med et hav af personligheder og nationaliteter. Han bor til daglig i Aarhus, hvor han udover sine egne projekter, underviser han hos, samt er en del af Aarhus Dance Collective og Dansestudiet Aarhus. Men lige nu er han i Holstebro. Midt i et kreativ opløb. I en by og dets område, han har oplevet på ny. Fællesskaberne han manglede som ung, dem har han fundet.

Om det er opvæksten. Sin seksualitet eller tvivlen om at høre til, der er dukket op i ny og næ. Oplevelserne fra mødet med livet derude. Ude, såvel som hjemme. Så har Lucas altid haft et behov for at bruge sig selv, sine egne følelser og oplevelser i sin dans. Det kredser vi om, i den næste spørgsmålsrække.

Sidste år ved Holstebro Pride var der upremiere på forestillingen: Lucas. Det var et selvportræt portrætteret gennem dans, og handlede om at være professionel danser og koreograf i kampen mod ærlighed, altid skulle imponere og passe ind. Det var en rejse, hvor Lucas tog publikum med gennem sit liv og virke som Queer performer.

Det er smukt at have sig selv med

Du har tidligere blandt andet lavet en selvbiografisk forestilling med navnet: Lucas, i forbindelse med Holstebro Pride. Hvad giver det dig at bruge dig selv og din fortælling i kunsten/dansen?

”Når jeg performer generelt. Eller laver mine egne danseforestillinger, bruger jeg altid egne oplevelser som inspiration. Jeg synes, det er meget smukt, når en performer deler ud af hvem det er, man ser. At der er en historie bag pupillerne. Derfor føler jeg både, det er en slags pligt, men en god en, at være med til at fortælle historier gennem dansen. Om det handler om noget specifikt i ens liv, eller temaer som man relaterer til personligt. Så mener jeg det giver en dybde. Derfor vil jeg gerne lave forestillinger, hvor jeg og performerne har noget på hjerte. Udover bevægelser og teknisk kunnen”.

Hvad giver det for dig at formidle og viderebringe Queer fortællinger?

“Det betyder meget, at jeg kan formidle det, og jeg føler også at det er et drive jeg har i min egen karriere, at jeg faktisk kan det. Som jeg før nævnte betyder det at danse for mig med egne personlige erfaringer/relaterbare tematikker meget, og at kunne fortælle både min historie og viderebringe nye nuancer betyder alverden.

Jeg føler, at rammerne er begyndt at blive større og til dels visket ud. Men der er stadig en vej at gå, og derfor føler jeg, det er vigtigt at lave en forestilling, som omhandler disse emner og er visuelle i en mindre by som Holstebro, sådan at dem, som måske stadig mangler at se diversitet i deres by kan få det igennem dansen”.

Man kan ikke flygte fra ensomhed

Et af temaerne i forestillingen ‘LoneRider’ er det at føle sig ensom, men gerne vil finde et fællesskab. Har du selv været der? Har du mærket den følelse?

“Jeg har mange gange i mit liv følt mig ensom. Både som teenager. Men også nu som 29-årig. Da jeg var yngre troede jeg, at det at flygte til storbyerne ville kurere ensomheden. Det gjorde det til dels. For en kort stund. Jeg mødte mange nye mennesker. Mange mennesker i samme situation som mig selv. Jeg lærte hurtigt at de store byer kan være lige så hårde som de mindre. Hvis ikke sværere at finde fællesskaber i. Det kan være svært at finde ro og oprigtighed i storbyens stress”.

Fællesskab, hvad betyder det for dig?

”Fællesskab for mig betyder, at man kan finde en gruppe af mennesker, som man kan spejle sig i. Lære af hinanden og føle sig tryg. Nu når jeg besøger byer som eksempelvis Holstebro kan jeg se, LGBT+ fællesskaber blomstre. Det er faktisk muligt at finde dem der, hvor jeg aldrig troede de ville være. Det giver mig et kæmpe håb for unge og fremtiden”.

Solid lokal opbakning

Prøv at sætte er par ord på den lokale opbakning projektet og du har mærket?

“Holstebro har været fantastisk de seneste år. Lige siden jeg lavede min første forestilling på Slagteriet i Holstebro. Der er et stort drive til at værdsætte dans, kunst og kultur. Det kan man mærke, når man er der.

At mærke den store opbakning lokalt fra Slagteriet, hvor vi skal afholde forestillingerne er meget rørende. Derudover at få støtte fra Holstebro Kommune til at lave forestillingen i forbindelse med Holstebro 750 års – byjubilæum. Ja, det understreger, at kommunen bakker op om diversitet. Forestillinger som berører disse emner. Jeg er meget berørt, og dybt taknemmelig over dette”.

I er jo, i provinsen. Nogen vil mene det er sværere at komme til udtryk og vise sig frem, som LGBT+ stemme, hvad mener du om dette?

“Det er det til dels fordi der er færre steder at gøre det. Det skal ikke sætte en stopper for at gøre det. Min erfaring er, at man skal turde at stå frem og vise sin stemme. Man kan blive overrasket over, hvor stor en opbakning der faktisk er. Også selvom man ikke nødvendigvis kan se den så tydeligt som i større byer. Jo, mere man viser sin LGBT+ stemme, jo, mere er man med til at være et forbillede. Vise, at det er helt ok. Det er i særdeleshed vigtigt at gøre”.

Om LoneRider

Spillested: Slagterriet, Holstebro.
I samarbejde med Kondomeriet og Holstebro Pride.

Kunstnerisk team
Koreograf/Danser: Lucas Kruse Kristiansen.
Dansere: Luis Jespper Fogh, Maria Berg Olsen, Susan Frøsig Grønning, TBA.
Musiker: Casper Preisler.

Spilletider
28-03-2024 – 19.30 Forestilling + debat.
29-03-2024 – 19.30 Forestilling.

Der er gratis entré. Billetter skal dog bestilles. Billetbestilling kan ske her.

Der vil være en debat efter premieren, hvor der vil blive snakket om at være LGBT+ person i en provinsby. På godt og ondt. I perspektiv. Før, nu og udviklingen.