Voldtægten fylder meget – men det er det mindste af mig…

Tankevækkende og tidsaktuelt . En historie om vold på Aveny T.   Foto: Emilia Therese

Scene: Denne forestilling bliver vist ikke mere aktuel. Voldtægt og skam. Anmeldelser og ydmygelser. Lidenskab der løber af med dig. Skam og vrede. Svigtende dømmekraft og efterfølgende vold.

Det begynder med en flirt på gaden, lidt spil og en tilsyneladende fræk ’quicky’, men noget går galt for de to mænd – det ender med et mordforsøg og en fuldbyrdet voldtægt. Mænd kan også voldtages.

Hele stykket kører mellem nutid og fortid ivrigt kommenteret og skyggefortolket af søsteren til den voldtagne Édouard.

Eddy er flygtet fra provinsen og flygter stadig, selvom han indser, at det intet nytter. Hans familie vil altid være en del af ham. Først i forestillingen er Édouard klartseende, og han nærmest messer, ’Mennesker ændrer sig ikke – det vil også være alt for stort et arbejde at ændre alle mennesker. Det er VERDEN, der ændrer sig – og så tilpasser mennesker sig. Det er det, vi kan, os mennesker. Vi tilpasser os.’ Meget aktuelt i denne tid.

Sidst i forestillingen siger Édouard, at ’Voldtægten fylder meget, men det er faktisk det mindste af mig’. Sikkert noget tidens debat og flere af de voldtagne kan leve sig ind i. Og det er ikke helt uden alvor, når lægen siger, at voldtægt er værre end døden. Du skal leve med voldtægten. Den fylder meget, men er det mindste af mig.

Indlevende skuespilspræstationer

Skuespillerne præsterer indlevende. Hovedrolleindehaveren Andreas Jebro er ekstremt nærværende i sin skildring af den voldtagne mand i sin kamp for at komme hel videre. Voldtægtsmanden Reda (Patrick Baurichter) er den måske selvhadende homo, som gerne vil og kan være nærværende, men så fortryder han. Han svinger fint mellem nærvær og sin vrede.

Karin Bang Heinemeier er Édouards søster, som er fortælleren og fortolkeren, så vi ledes rigtigt igennem både historien og deres familieforhold med de scener af repressiv tolerance, mange sikkert kan nikke genkendende til.

Anders Budde Christensen har en svær rolle, som han udfylder som ramme i historien. Han er  politiefterforsker og vagtlæge for den voldtagne.

’En historie om Vold’ er gribende og med måske lidt for lange kunstpauser. Voldtægten og mordforsøget er så udførligt spillede, at vi fatter dem ret hurtigt. Scenografien er enkel, men jeg forstod aldrig, hvorfor scenen skulle drejes to gange med så få grader. Ellers fungerer scenografen Nicolaj Spangaas lille Pariser-lejlighed fint og troværdigt.

Det er tankevækkende og tidsaktuel skuespil, som er et par diskussioner værd til et par flasker vin i et mindre selskab. Tag et par venner med og sæt jer med afstand.

’Histoire de la violence’ (2016) af Édouard Louis, Instruktør og dramatisering Anders Lundorph, Scenograf Nicolaj Spangaa, Kostumedesigner Michael Nøhr, Lysdesigner Malte Haugaard, Lyddesigner Rasmus Overgaard Hansen, Skuespillere Andreas Jebro, Patrick Baurichter, Anders budde Christensen og Karin Bang Heinemeier, Sidste opførelse 3. oktober 2020.

Billetter her

Læs også: Homoseksuelt volds teater – overgreb og dets konsekvenser