Vegetaren serverer kødelig kropslighed

Skildringen af en kvinde, der sulter sig selv for at blive til et træ er ikke hverdagskost. Men lige nu kan du opleve det på Aarhus Teater, der præsenterer det sydkoreanske værk: Vegetaren. En fængende kødelig omgang, dog med distance.
Aarhus Teaters nye sæson er startet for fulde huse. På Store Scene brager Christian Lollikes forrygende fortolkning af Jeppe på Bjerget derudad. På Scala-scenen er det den storslåede Stolthed og Fordom, der folder sig ud. Og på en af stedets mindste scener, nemlig Studio, husserer et sydkoreansk Nobelprisforfatters værk. Alle med lysende røde lamper i front. Udsolgt, udsolgt, udsolgt. Mic drop.
Stolthed og Fordom: Aarhus Teater leverer et ægte kærlighedssuk
Denne anmeldelse handler om stykket Vegetaren. Skabt som roman af Han Kang, fra Sydkorea. Iscenesat og bearbejdet af den ny huskunstner Rebekka Boyding
Han Kang betragtes som Sydkoreas største nulevende forfatter. I 2024 modtog hun Nobelprisen i litteratur. I 2016 fik hun Den Internationale Bookerpris for Vegetaren.
Ønsker at forlade sit kødelige legeme
Ligesom bogen bliver historien fortalt i tre afsnit og fra tre familiemedlemmers (Mandens, svogerens og søstrenens) synspunkter, ikke hovedpersonens Yeong-hye egen.
Omdrejningspunktet er, at hun ønsker at forlade sit kødelige legeme. Hun ønsker at blive et træ og lade blomster gro ud af sit skridt. Hun er stoppet med at spise kød, og siden helt stoppet med at spise. Hun vil ikke længere bare være vegetar, hun vil helt ophøre med at være menneske. Hun vil fjerne sig fra det blodige, den kødelige omgang med alt den vold og smerte, som vi mennesker forvolder som følge. Og som hun har oplevet så rigeligt af på egen krop.
Hendes valg starter en voldsom spiral af magtkampe, begær og misforståelser. Yeong-hyes oprør mod samfundets normer bliver gradvist mere ekstremt. Familien tager afstand og har svært ved at forstå hende. Ligesom systemet. Hun bliver til sidst indlagt på en psykiatrisk afdeling. Men hun følger kun tanken om at forlade denne verden.
Et kig udefra
I og med, at vi ikke får historien fra Yeong-hyes synsvinkel. Er ordene også knappe. Det er en yderst fysisk karakter. Mette Klakstein leverer rollen med en nærmest grænseløs urkraft og styrke. Intens og dirrende. Det er dragende og en smule ubehageligt på en og samme tid, når hun for eksempel ligger og vrider sig i alle retninger med fråde om munden. Der er en vild stædighed i hendes øjne hele stykket igennem. Man sidder som tilskuer og kigger på hendes lidelse udefra og det kræver ekstra meget, med få ord, at få os til at mærke hendes indre oprør, uden at det føles koldt og fjernt. Det lykkes i det store hele. Sådan cirka.
I udstrakt arm
Bogen beskriver et sydkoreansk samfund. Den dybe, koreanske samfundsskam ( for eksempel over ikke at spise kød) og det familiære pres, som er altafgørende i bogen, er ikke helt så brutal i den vestlige verden, så det bliver til tider en mere generisk fortælling om spiseforstyrrelser eller psykisk sygdom i stedet.
Der er en lidt ubeskrivelig distance hele vejen igennem stykket. Om det er de mange ord i monologerne eller det lidt integrereren skuespillerne og fortællingerne imellem, er ikke helt til at sætte fingeren på. For det fungerer jo sådan set. Det er bare som om, der mangler nogle lag. Det poetiske forsvinder desværre også i længden. Vi får det lige til allersidst, i sin reneste form men ellers er det råheden, der har taget helt over.

Søsterlig sårbarhed
Mændene i stykket bliver hurtigt til skurkene. Bevares de er ikke videre sympatiske. Nicklas Søderberg Lundstrøm og Thorbjørn Hedegaard gør det udmærket, men lidt flere nuancer vil have givet dem mere dybde. Det får vi ved søsteren der så fin og nuanceret bliver spillet af Carla Eleonora Feigenberg. Hun giver os en blødhed midt i, og på trods af alle frustrationerne. Det sårbare åbner sig. Det hjælper til forståelsen, ikke mindst af hovedpersonen. Det er her vi for alvor bliver rørt.
Altid en interessant oplevelse
Vegetaren på Aarhus Teater er ikke for sarte sjæle. Det er en barsk, men absolut seværdig oplevelse. Stykket bæres af Mette Klaksteins kropslige præsentation. Det er brutalt og medravende også selvom det hele holdes lidt ud i udstrakt arm undervejs. Vi lukkes ikke helt ind.
Aarhus Teater fortsætter deres imponerende stime af udsolgte sale, og med denne forestilling har de endnu en gang bevist, at de helt små scener også altid er et interessant besøg værd, uanset hvad. Studio i særdeleshed. Fire stjerner formet i kalv og flæsk herfra.

Bag om forestillingen
Tekst: Han Kang. Oversættelse: Juliane Wammen (Gads Forlag). Dramatisering & iscenesættelse: Rebekka Boyding. Scenografi & kostumedesign: Ida Grarup. Assisterende scenograf: Oda Vad. Lyddesign: Jacobe Suissa. Assisterende lyddesigner: Michael Buchardt Steffensen. Lysdesign: Kim Glud.
Medvirkende: Mette Klakstein, Thorbjørn Hedegaard, Carla Eleonora Feigenberg og Nicklas Søderberg Lundstrøm.
Vegetaren spiller på Aarhus Teater, Studio, 9. september-13. oktober 2026.
’Jeppe på Bjerget’ triumferer i Aarhus med knivskarp samtidsteater

