’Jeppe på Bjerget’ triumferer i Aarhus med knivskarp samtidsteater
Jeppe, der drikker er på besøg i Aarhus. I Christian Lollikes hænder overraskes der igen og igen. Alt imens man hiver klassikeren helt ind i vores samtid.
Aarhus Teater har valgt at servere en de af absolut tunge klassikere i denne sæson. ’Jeppe på Bjerget’ er på programmet med Christian Lollike bag kontrolpanelet. Der bliver trykket på et væld af knapper. Forestillingen får alt, hvad den kan trække og overrasker sit publikum igen og igen. En klassiker i særdeles relevante klæder direkte til samtiden.
Pik, blow og sæd – så er vi i gang
Tæppet går op. Vi ser et udsnit af et arketypisk socialt boligbyggeri. På balkonen står Jeppe og hans datter, de ryger, imens vi igennem lamelgardinerne kan se Nelle som prostitueret blive pulet af en kunde.
Der er erigeret lem, blowjob og sædspytklat udover gelænderet. Alt imens klassisk musik brager ud af højtalerne.
Vi er havnet midt i “Jeppe på Bjerget” anno 2025.
Forestillingen virker på så mange måder kompromis- og grænseløs. Den er total for meget og fyldt med dybt klichefyldte karikaturtegninger. Der er drysset en kæmpe portion selvfedme udover det hele. Undervejs undres og forvirres man. Man burde sidde irriteret tilbage – rystende på hovedet.
Men det gør man ikke, for f**k, hvor er det lækkert.
Christian Lollike nyfortolker ikke bare, han smadre fortællingen direkte ind i vor samtidig anno 2025 med en uhørt direkte In Your Face kraft. Man kan ikke andet end at blive væltet med omkuld.
Man vil altid kunne anfægte såkaldte fejl, mangler eller andre retninger.. Men det vil intet ændre noget i forhold til at vi her er i selskab med et hold, der hele vejen er tro mod sin fortolkning samt de valgte greb. Samtidig fuldføre dem til perfektion med stor styrke.
Derfor drikker Jeppe
Hvorfor drikker Jeppe? Et vel refereret spørgsmål, vi her med det samme får svar på. Det gør han fordi han har været i krig. Han har traumer og lider af PTSD. En plaget mand og sjæl, der i øjeblikke helst vil slippe for livet. Vil lade det slutte.
At han er krigsveteran er undersøgt og leget med før. Det står også som en sidebemærkning i den oprindelige tekst. Men det har vist aldrig været trukket så meget frem i fokus som her. Zoombie-soldater-dæmoner jagter Jeppe i mareridts aktige vrangforestillinger. Traumerne æder ham.
Jeppe på bunden
Uanset hvor Jeppe placeres, eller hvilke privileger han får og prøver sig af i, flytter han sig ikke. Han er langt fra bjergtoppen. Han har ramt bunden og der bliver han.
I denne bearbejdelse er der fjernet en del af Jeppes lange monologer. Det giver umildbart det, at noget af rollens dybde er blevet fjernet. Det er ikke i de mange ord og klassiske refleksioner deri rollen skabes. Det kan man godt mangle, men præmissen er en anden. Det må vi forstå. For faktisk er Jeppe egentlig ikke hovedpersonen i denne fortolkning. Han er på mange måder bare et værktøj. Han er omdrejningspunktet. Ham alle vil have, bruge og udnytte, samt profilere sig på hans autencitet. Men ændre de noget for ham? Nej de har kun sig selv for øje. Han er intet.
Thure Lindhardt, er ud fra den førnævnte præmis glimrende i rollen.
Man sidder måske ikke tilbage med følelsen af, at det en urkraft af præsentation som leveres, som mange ellers forventer af en der bliver sat til at spille Jeppe. Ingen stor wow-effekt. Mange gange er det en skuespiller der med alt sin saft og kraft skal vise hele sit store dramatiske virke. Se alt det han kan, nu topper hans karriere.
Men alt det behøver Thure Lindhardt ikke. For han spiller i det små, med solid kontrol, humor og sårbarhed. Han kan sagtens slå ud med armene og gør det, men det er i detaljerne han skaber rollen, og viser det der gør at man alligevel er ramt af benovelse.
Han er også ganske morsom. Men vi griner faktisk mindre på rollens bekostning end så ofte før, men mere på hele persongalleriet vi ellers bliver præsenteret for.
Kultureliten ristes
Kunstneren ’Baronen’ og hans medkulturelle lakajer er eliten i denne udgave, med privilegieblindhed og selviscenesættelse for fuld udblæsning. De finder Jeppe og lader ham indgå i deres kunstprojekt som en manifestation på det autentiske et hvert projekt af sådan en art skal have og alle derfor evigt jagter. For deres egen skyld naturligvis.
Jacob Madsen Kvols er som Baronen herlig pompøs i sit spil og bevidst narcissistisk kvalmende. Det er kosteligt.
Sammen med slænget der spiller lakajerne skabes der nogle vidunderlige scener.
Der er skud ud til nær og fjern fra hele det kulturelle gruppering som Christian Lollike og co. selv er en del af. Queer og identitet bevægelsen og Glenn Bech er også nogle af dem der får et lille svirp og glimt i øjet med på vejen.
Det er generelt et velfungerende og fortræffeligt spillende ensemble.
Et stærkt samarbejde
I over tyve år har Aarhus Teater og Christian Lollike levet i et tæt og fast åbent forhold. Fra 2005-11 var han husdramatiker på stedet og efterfølgende har de sæson for sæson stadig livligt valgt at flette fingre. Sidste år var forestillingen Skolekomedien på plakaten og den vandt ved Reumert prisuddelingen tilbage i prisen som Årets forestilling.
Christian Lollike blev ved samme lejlighed tildelt en Hæderspris, blandt andet med begrundelsen:
”Dansk teaters enfant terrible, der i årevis har begejstret, provokeret og udfordret publikum og landets politikere med sine brutale, barske og rasende-begavede bud på samtidsteater, aktionskunst, musikdramatik og ikke mindst klassikerfornyelse.”
Hans udgave af ’ Jeppe på Bjerget ’ er indbegrebet af de ord.
I 2017 blev en nyfortolkning af Erasmus Montanus skabt . En kæmpe succes, som står tilbage for mange i og uden for branchen som en ikonisk forestilling. Den vandt tre Reumert-priser og blev genopsat året efter, samt i 2022 i forbindelse med Dansk Teaters 300 års jubilæum.
Sidste år havde hans udgave af ’ Jeppe på Bjerget’ premiere på Nationalteatret i Oslo. Nu har man så videreudviklet og tilpasset til Aarhus og tilføj nye kreative legekammerater.
Den røde lampe lyser
’Jeppe på Bjerget’ blev første gang opført i 1799 på Lille Grønnegadeteater i København og sidenhen er den jo som bekendt af de fleste blevet en af de helt tunge klassikere.
Udover utallige opførelser rundt om på landets teatre, er det også blevet til flere filmudgaver. I 1981 blev en film med Buster Larsen som Jeppe kåret som årets film ved den årlige Bodil uddeling. En film der på daværende tidspunkt var den dyrest produceret film herhjemme nogensinde.
Aarhus Teater har haft forestillingen som en del af deres repertoire 12 gange i dets levetid. Senest tilbage i år med Jens Albinus i hovedrollen.
Den nuværende forestilling i Aarhus har mødt ekstra stor interesse fra pressen, også steder hvor kulturen ellers sjældent kommer til øre. Det skyldes selve ’ Jeppe på Bjerget ’ stykkets ophøjethed, men også i høj grad tilfældet at Det Kongelige Teater i samme nu også har en særdeles hybet udgave af stykket at finde på deres scene. Det har givet nyhedsværdien ekstra kulør.
Begge teatre har længe før hver deres premiere kunne melde om røde lamper på samtlige opførelser. Spændingen, interessen og forventningerne har været og er tydeligt store.
Når vi snakker æren for bearbejdelse skal Anders Thrue Djurslev og Njål Helge Mjøs også klart nævnes, da de med Christian Lollike har dannet trekløveret bag nyfortolkningen.
Visuel kreds
David Gehrt og Ida Grarup der står i spidsen for henholdsvis scenografien og kostumerne er med på legen og skaber de perfekte rammer. Det er tydet at der er kælet for hver en detalje. Det larmer, men overtager aldrig, der skabes alt det der præcist understreger spillet.
’Jeppe på Bjerget’ har fået stemplet komedie. Tit diskuteret, for er det i virkeligheden en tragedie. Men sandheden er jo de ej kan skilles, for det er i det tragiskkomiske det absurde opstår og den skarpeste satire findes. Der skabes til tider groteske scenarier. Hvor der ikke er tvivl om at Christian Lollike mestre det, skal der heller ikke være tvivl om de visuelle gaver David Gehrt og Ida Grarup giver som ekstra krymmel og hjælpemidler i den forbindelse. Faktisk til hele forestillingen som helhed. Godt hjulpet på vej af Jeppe Lawaetz der står for lysdesignet og sammen med David Gert de inkorporerede videoelementer. Og ikke at forglemme lyddesigner Lars Gaarde. Der kredses om os.
’Jeppe på Bjerget’ er underholdende og sjov. Grin er der masser af. Komedien lever. Men der sker hånd i hånd med det groteske og absurde. Det er vidunderligt, det er relevant, det er overrumplende.
Som skrevet er der total udsolgt. Til de der ej har fået billet, er der kun at håbe på en genopsætning, det vil den også fortjene.
Seks velskænket stjerner herfra. Skål.
Bag om:
’Jeppe på Bjerget’
Spillested: Aarhus Teater, Store Scene.
Præsenteres i samarbejde med Holstebro Dansekompagni.
Af Ludvig Holberg
Bearbejdet af Christian Lollike med Anders Thrue Djurslev og Njål Helge Mjøs
Iscenesættelse Christian Lollike
Scenografisk koncept & Kostumedesign David Gehrt & Ida Grarup
Koreografi Marie Brolin-Tani, Luke Hodkinson
Scenografi & video content David Gehrt
Lysdesign & video content Jeppe Lawaetz
Lyddesign Lars Gaarde
Dramaturg Hanne Lund Joensen
Foto Rumle Skafte
Medvirkende Thure Lindhardt, Jacob Madsen Kvols, Nanna Bøttcher, Olaf Højgaard, Amanda Friis Jürgensen, Oskar Salvatore, Anders Baggesen, Christian Hetland, Cecilia Gosilla, Alvilda Lyneborg Lassen*, Andreas Bruun Pedersen*, Luke Hodkinson**, Kateryna Kuznetsova**, Illia Miroshnichenko**, Lina Valantiejute og Aarhus Teaters Kor.
*Studerende ved DDSKS, Skuespil, Aarhus
**Danser fra Holstebro Dansekompagni
