90’er trip i strittende retninger

Med den pulserende lyd af 90’erne prøver Fredericia Musicalteater at fortælle historien om en tid, og et ungt bands rutsjebane tur i showbiz. Rejsen ind i berømmelsen, hvor valget mellem succes og den sande passion bliver en ting. En nostalgisk fest opstår. Men handlingen bliver klemt.

’What is Love’ er en jukebox-musical, hvor man har grebet musikken fra et årti, med ønsket om at hylde den. Fredericia Musicalteater står bag, i en samproduktion med AHA Creations, Vi Elsker og Chief 1. Det er der blevet en lettere blandet hybrid ud af. Ideen er god. Musikken er en fest. Fundamentet er godt, og der er mange gode takter at finde i produktionen. Men desværre stritter de forskellige elementer, så den fælles retning forsvinder. Hvad er det egentlig, man vil?

Det går op og ned i showbiz

På baggrund af Cheif 1’ s tidlige erindringer fra branchen har Magnus Juel Bergs ladet sig inspirere og skrevet manuskriptet. Chief 1 var i 1980´erne med til at danne rapgruppen Rockers By Choice. Sidenhen har han produceret en lang række populære danske kunstnere.

I ’What is Love’ starter vi på en skole. En lærerinde byder os velkommen til et foredrag med en af stedets tidligere elever. Peter, som han hedder står klar og begynder sin livshistorie. Han fumler med en CD. I det øjeblik den bliver sat på i den medbragte boomblaster, starter det helt store flashback. Han er vores guide og fortæller.

Den unge Peter (Vito Borggild Gram), er sammen med sin kammerat Amir ( Diluckshan Jeyaratnam) gået i stå ren musikalsk. De er fanget i 80’er rappens lænker. Inspiration er væk, og noget nyt skal ske. Nærmest ved en fejl får de sat beatet op, og startskuddet til en helt ny lyd og tid er opstået. Velkommen til 90’erne. Med ung gåpåmod kaster de sig ud i verden, og kæmper med at finde deres plads. Sangerinden Lisa (Mary Jean Moore) kommer til. De bliver opdaget, og får hul igennem til branchen. Successen vokser. Der opstår kærlighed og konflikter. Midt i stjernemagien begynder livet og bandet at smuldre. Branchens bagmænd vil lave penge. De kræver mere og tænker kun på sig selv. De ejer folk. Og langsomt mister vores hovedpersoner dem selv, hinanden og alt krakelerer lidt efter lidt.

Det er ikke den mest originale fortælling. Vi ved godt, at det går op og ned i showbiz. At et kendisliv kan være brutalt. En gammel traver som vi har fået så mange gange før. Men den holder på trods. For den fascinerer stadig væk.

Det er ikke i denne opsætning vi kommer i dybden. Men det er trods alt glædeligt, at der i en jukebox-musical er en handling, der fungerer. At man har et mål om at ville fortælle en egentlig historie.

Et farverigt årti

1990’erne er af flere blevet kaldt det ubekymrede og optimistiske årti. Det danske fodboldherrelandshold vinder EM-guld, kvindehåndboldlandshold stempler ind og vinder OL-guld. Cykelrytteren Bjarne Riis vinder Tour de France, dengang vi alle troede, at han var ren.

Dogmefilmene ser dagens lys og var man ikke i biografen sad man sikkert klistret til skærmen for at se hit-serierne Friends og Beverly Hills.

Modemæssigt var det individualitet og lysten til at eksperimentere, der var i højsæde. På mange måder et farverigt årti også musikalsk. Eksplosive rytmer strømmede ud af CD’ afspillerne. Man holdt sig opdateret på MTV og i blade som Mix eller Vi unge.

Det er blevet et årti som mange nostalgisk holder fast i. Temafester ser ofte dagens lys og nogle af folkene bag denne musical har gjort nostalgi-trippet til deres leve vej. ’ Vi elsker 90’erne’, der er endt som ’ Vi elsker ’ har skabt den ene koncertturne efter den anden på baggrund af musikken og stjernerne fra 90’erne og 00’erne. Næste år dropper de dog turen rundt i landet, men skaber til gengæld en to-dages festival i samme ånd.

Musikalsk opløftende

Det er de svedige og sprøde dunkende beats fra dengang, der er forestillingens opløftende oplevelse. Velproduceret og -sunget brager musikken derudaf. Og når de får lov til at fyre den af, løfter stemningen sig til det, mange nok er kommet for. Der klappes og danses med. Her rammes der unægtelig noget. Om man vil det eller ej, er det svært at komme udenom, her skabes der fest. Salen og musicalen lever. Det er nice.

Og nej, teksterne er måske ikke de mest indholdsrige og ja, sangene mister lidt energi, når det ikke er omkvædene. Men pyt, det lever vi med. For det virker og giver sig ikke ud for andet. Det er direkte og let afkodeligt.

Det får et ekstra skud energi af ensemblets sublime danseevner og koreograf Peter Friis stærke og sprudlende gribben fat i datidens udtryk.

Hele vejen rundt bliver der generelt spillet, sunget og danset gedigent og energisk.

Et karikeret valg

Man har truffet et valg. Birollerne er særdeles karikerede, komiske og spillet med stor ironisk distance. Der er den ultra homoseksuelle producer assistent Janus. Han er både løshåndet og skarpskåret. Den kække DJ Buffalo med et evigt glimt i øjet, mens han konstant scratcher sig igennem sine sætninger. Musikproducenten John John i guld, pels og store smykker.

Det er sjovt. De giver gode grin og egentlig en ganske skøn kulør. Skuespillerne spiller det fuldt ud og udfylder præmissen præcist. Problemet er bare, at det ofte kolliderer med den alvor, man også gerne vil have frem. Den udebliver, fordi rollerne aldrig rigtig formår at skrue ned, så sammenspillet og ping ponget overfor hovedrollerne forbliver på overfladen. Vi kommer ikke spadestikket dybere. Det gør det svært for de tre i front, for der er ikke meget at spille op imod når musicalens følelser skal formidles. Derfor bliver det svært at folde fortællingen helt ud. Så vi mærker den ikke rigtig. Vi kører bare med dem  igennem.

De tre hovedrolleindehavere gør det ganske godt

De hovedroller prøver på bedste vis og giver, hvad de kan. De gør  det ganske godt. De leverer frisk og ligetil energi. Ganske charmerende. Men det er en svær forestilling at få lov til at vise nuancer eller større kompleksitet i rollernes følelsesmæssige rejse og relationer. Spillet er der. Der er bare ikke meget plads til lade tingene bundfalde sig.

Mary Jean Moore er den, der får mest ud af sin rolle. Med sin monolog om sexisme, og når hun synger sangen ’I’m Beautiful ’ (også selvom, at det er en af de største kliche-sange), eller ’ Torn’ får vi lov til at mærke den nerve, og inderlighed, man så gerne vil have haft mere af, hvis den alvorlige del af dramaturgien skulle være fuldendt.

Rasmus Fruergaards er som den voksne Peter både reflekterende, troværdig og nærværende som fortæller.

Scenografisk prøven af

Man har brudt med sin norm i Fredericia. Scenografien er placeret på podier midt ude i salen. Området, der normalt huser scenen er nu indtaget af publikum.

Tre gennemsigtige elevatorer er det centrale i Eilev Skinnarmos scenografi. Der er publikum på begge sider.

Podier og trapper rundt om, samt storskærme, hvor handlingen undervejs filmes og projekteres op på. Greb der gør scenen både spændende og velfungerende. Specielt til musicalens koncertøjeblikke, hvor det er med til at skabe en spektakulær vibe. I samspil med lysdesignet af Peter Løvenhardt.

Med en scenografi som denne, er præmissen også, at ikke alle kan se alt og man får dele set bagfra. Lamper eller stolper kan dække dele af udsynet. Alle får derfor ikke alle detaljer.

Fredericia Teaters rum er nok ikke det nemmeste at eksperimentere i. Man gør dog alligevel et forsøg om end en smule klodset. Dets scenografiske udtryk og scenegangene bliver også en anelse ensformig. Men point for at prøve og at lege. At turde gå med en ide.

En festlig flad fornemmelse

Overordnet er det lidt svært at se, hvad man egentlig vil med forestillingen. Vil man hylde musikken og skabe en fest. Eller være komisk og få folk til at grine og more sig. Eller vil man fortælle en ganske rørende beretning. Takterne er som skrevet gode. Man finder desværre bare aldrig helt balancen. Man er underholdt, fyldt godt op af musikken, som bliver siddende lidt i kroppen. Men til slut sidder man alligevel med en lidt tom fornemmelse. Hvad er det egentlig man skal have med hjem fra denne forestilling?.

Du får dit nostalgifix. Der er også rig mulighed for at lade dig indhylle i det musikalske fra dengang. Festligt og fornøjeligt. Det er nok også grunden til mange har købt billet, og det er også grunden til at man skal smutte vejen forbi Fredericia Musicalteater. Men er det godt nok? Bestemt.

Der er bare potentiale til så meget mere. Og det er desværre den følelse man forlader teateret med, når sidste nummer på den lidt ridsede cd toner ud. Vil man være en rendyrket fest og komik eller en nuanceret musical med handling? Man får desværre ikke taget valget og det skæmmer helheden.

Bag om forestillingen

Instruktør: Anna Schulin-Zeuthen: Scenografi og kostumer: Eilev Skinnarmo. Koreograf: Peter Friis. Manuskript: Magnus Iuel Berg. Musikproduktion: Chief 1. Vokalarrangementer: Morten Kjær. Musikalsk ansvarlig: Kristoffer Nybye. Lyddesign: Peter Løvenhardt. Lysdesign: Jeppe Lawaetz. Produceret i samarbejde mellem Fredericia Musicalteater, AHA Creations, Vi Elsker og Chief 1. Udviklet i samarbejde med Musical Nordic.

Medvirkende: Rasmus Fruergaard, Vito Borggild Gram, Mary Jean Moore, Diluckshan Jeyaratnam, Teit Samsø, Patrick Terndrup, Emma Fauerby Lauritsen, Emil Asbjørn Madsen, Christian Collenburg, Helene Duch Kjær, Oliver Aagaard-Williams, Minou Deilert, Benjamin Dupont Igens, Isabel Brogaard Petersen, Amanda Frederikke Traun og Ebba Hulterström.

“What is love” spiller på Fredericia Musicalteater 20. september – 25. oktober 2025.