Læserkonkurrence: Halloween i Tivoli

Når Tivoli åbner for Halloween den 3. oktober, fejrer forlystelseshaven en af årets mest uhyggelige – og samtidig hyggelige – højtider.
Som altid kan gæsterne glæde sig til tusindvis af græskar, DM i kæmpegræskar og scaryhouses. I år er sæsonen udvidet med en ekstra uge, så Halloween kan opleves fra 3. oktober til og med 2. november.
Som en fast tradition kan børn og voksne finde inspiration i Tivolis mange Halloween-boder med alt fra sjove overraskelser, blodige godter og kravlende monstre til håndlavede varer og delikatesser. Undervejs møder gæsterne drillesyge hekse klar til at underholde og over 21.000 græskar.
Glassalen byder på musical
På åbningsdagen for Halloween den 3. oktober er der forpremiere på Eventyrteatrets familieforestilling Tag med Alice til Eventyrland i Glassalen. Forestillingen spiller til 19. oktober og følger Alice ned i kaninhullet til en verden fuld af magiske væsner og udfordringer. For første gang står Silas Holst bag som manuskriptforfatter, koreograf og instruktør.
Gys og grin i efterårsmørket
Tivolis prisvindende scaryhouse, Villa Vendetta, er igen klar til at sætte gang i pulsen hos både større børn og teenagere med sin særlige blanding af hyggelig uhygge. Denne Halloween venter skrækindjagende karakterer på de mest modige gæster, der kan forvente kuldegysninger i rigelige mængder på den 150 meter lange tur gennem 12 mørke rum fyldt med gru. Villa Vendetta er så skræmmende, at børn under 12 år ikke har adgang.
Under den ikoniske 111 år gamle Rutschebane venter en endnu mere intens oplevelse i Skærsilden, som under Halloween er forvandlet til endnu et scary-house med navnet Det Hjemsøgte. Her træder gæsterne ind på et hospital for mislykkede eksperimenter, hvor de ildevarslende beboere kommer faretruende tæt på. Det Hjemsøgte er en eksklusiv Halloween-attraktion, hvor børn under 12 år ikke har adgang.
Læserkonkurrencen er slut.
