Tidligere biskop Kjeld Holm er død
Tidligere Biskop Kjeld Holm er død 79 år gammel. Kjeld Holm var i en årrække biskop i Aarhus Stift. Frem for alt må han tilskrives en stor andel i at homoseksuelle i 2012 fik et kirkeligt vielsesritual.
Kjeld Holm, der også var en ivrig samfunds-debattør fik i 2014 Aarhus Pride- prisen for hans utrættelige arbejde for homovielser i Danmark. I mange henseender er det biskoppens fortjeneste at Danmark i dag har en ægteskabslovgivning. En lovgivning, der giver lige rettigheder til hetero- og homoseksuelle par, lød Pridens begrundelse dengang.
Det gav i den grad genlyd i medierne, da Kjeld Holm gik i åben diskussion med siddende ministre og egne kolleger i folkekirken om homoseksuelles ret til at få et kirkeligt vielsesritual.
Med udgangspunkt i ordene “størst af alt er kærligheden” tog han de teologiske diskussioner inden for folkekirken. For at få kirken til at anerkende, at to menneskers kærlighed til hinanden af natur er ens uanset køn og kombinationer.
Men Holm tog også kampen op med de folkevalgte politikere for at få dem til at tage deres ansvar i sagen. Holm mente at sagen var en ligestillingsdebat, som både politikerne og befolkningen burde tage stilling til. Sagen var ikke kun et kirkeligt anliggende, mente Holm.
I erindringsbogen “Samklang og misklang” fra 2017 fortæller Kjeld Holm om sin tid som biskop i Aarhus Stift. Her beretter han om nogle af de meget kontroversielle beslutning han til tider tog som biskop. Han åbnede blandt andet domkirkens døre for vielser af homoseksuelle.
Kjeld Holm fortæller også historien om den aften han besluttede sig for, at de homoseksuelles kamp for anerkendelse og ligestilling også var hans kamp. Det kom efter en aften, hvor hans datter havde besøg af et homoseksuelt vennepar. Her fik Holm spørgsmålet “Tror du virkelig, at Gud tillægger det så stor vægt, at vi er homoseksuelle, at vi og vores samliv er udelukket fra hans velsignelse?”
Ære være hans minde.