Ti år med homovielser i Folkekirken

Rejsekongen Stig Elling og Steen Andersen var det første par af samme køn som under stor mediebevågenhed blev viet i den danske folkekirke den 15. juni 2012.
Foto: Frank Holm

På onsdag er det ti år siden par af samme køn i Danmark fik ret til at blive viet i folkekirken. Den begivenhed kan du også være med til at fejre.

Den 7. juni 2012 vedtog Folketinget en ny lov, der gav homoseksuelle ret til at blive gift på traditionel vis i kirken. Indtil da havde det kun været muligt for homoseksuelle at indgå registreret partnerskab på rådhuset og få en velsignelse i kirken.

Folkekirken.dk vil gerne lave en festlig markering af denne historiske begivenhed. Det sker med en billedserie af skønne par, som gennem tiden er blevet viet eller velsignet i folkekirken.

”Det er en historisk begivenhed, som vi enormt gerne vil lave en festlig markering af på folkekirken.dk”, fortæller journalist Astrid Højbjerg fra folkekirken.dk.

”Vi har allerede modtaget mange flotte billeder af brudepar. Men vi vil rigtig gerne have endnu flere med, så kærligheden og mangfoldigheden kan få lov at fylde”, tilføjer hun.

”Så hvis du og din ægtefælle har lyst til at medvirke i billedserien, hører jeg meget gerne fra dig på “aho@km.dk”.

Out & About giver hermed opfordringen videre. Og vi glæder os til at se et mangfoldigt udvalg af skønne bryllupsbilleder fra hele landet.

Læs også: Party i provinsen – Gay Pop-Up Bar indtager Fredericia

Tjek folkekirken.dk ud her.