Stjernebesat Cirkusrevy har flere gode numre

Foto: Henrik Petit
Danmarks suverænt største revy. Sådan lød det fra scenen, da Cirkusrevyen 2022 havde en forsinket sæsonpremiere. Fakta er da også, at det er revyen med flest antal gæster pr aften, men også målt på sæsonen. Flere end 1.000 publikummer er på plads når revystjernerne går på scenen hver aften, og allerede på nuværende tidspunkt er solgt over 72.000 billetter.
Som Danmarks største har Cirkusrevyen også adgang til nogle af de absolut bedste tekstforfattere, men også til nogle af Danmarks bedst profilerede revystjerner.
I år er det de garvede cirkusrevyskuespillere Niels Olsen og Henrik Lykkegaard, de har medvirket henholdsvis 9 og 21 gange, der indtager scenen sammen med Merete Mærkedahl, der debuterede på den store scene sidste år. De får i år selskab af debutant i teltet på Bakken, Carsten Svendsen. Han har tidligere prøvet kræfter med blandt andet Rødvig Revyen.
Endelig, sidst men ikke mindst, vender Pernille Schrøder, tilbage på revyens store scene. Hun tog over fra revyens kvindelige stjerne gennem 34 sæsoner, Lisbeth Dahl, der blot fem dage før den første forpremiere måtte sygemelde sig for resten af sæsonen. Den sæson, der skulle have været revydronningens sidste.
Pernille Schrøder sprang også til sidste år, da hun sammen med Ditte Hansen på skift dublerede for Merete Mærkedahl, da hun måtte sygemelde sig. Schrøder var også med i revyteltet i årene 1997 til 2003, og ved hvordan en tekst skal fremføres, hvilket hun viste flere gange på premiereaftenen.
Baggrunden for en særdeles underholdende revy er således til stede, og der er da også medtaget nogle gode numre. Numre der giver stof til eftertanke, til refleksion, men også til smil og til grin.
Vanen tro har det været Lisbeth Dahl, der har stået i spidsen for instruktionen, om end hun i forbindelse med sin sygemelding fem dage før første forestilling, måtte lade instruktørkasketten gå videre til Joy-Maria Frederiksen, der i forvejen var udset til at være instruktør i 2023.
Putin, og landevejens herskere – to spot on tekster
Dagen efter Cirkusrevyen havde premiere var det tre måneder siden at Putin beordrede sine tropper ind i Ukraine. Og hele tre ud af revyens 23 tekstnumre handlede netop om krigen, Putin og Oligarkerne.
I Ny dag truer, fremført af Carsten Svendsen, skrevet af Jan Svarrer og Søren Anker Madsen, blev der sat ord og tanker på, hvad mange tænker om den aktuelle situation og om Putin: At han lever i sin egen lille verden, sin egen lille boble, omgivet af få, der nok ikke nødvendigvis er af samme mening som ham, men som ikke tør sige ham direkte imod. En fin lille tekst spot on tekst.
Spot on tekst var også Henrik Lykkegaards Vi fylder hele vejen. Den var åbningsnummeret i anden akt, hvor Lykkegaard i bogstavelig forstand lå på hjul med Carsten Svendsen og Niels Olsen.
Iført knapt så klædeligt stramtsiddende lycra, der dækkede svulmende maver, rumper og genitalier, kom de cyklende rundt i cirkusteltet. De gjorde en dyd ud af at fylde hele vejen, og lod ingen tvivl: Det var deres vej, og bilister fik fuckfingeren, hvis de prøvede at komme uden om.
Jeg tænker de fleste, der har bevæget sig rundt i landskabet ad mindre veje har haft den fornemmelse, at det var de motionerende midaldrende mænd, der mente, at vejen var og er skabt for dem, med stor irritation for bilisterne til følge. Rigtig god og sjov tekst, der sammen med teksten i Vase & Fuglsangs Sorry var blandt aftenens morsomste.
Den britiske Boris og den danske Mette
Sorry handlede naturligvis om Partygate og den munterhed, der har været i den britiske premierminister Boris Johnsons embedsbolig Downing Street 10. Teksten handlede om fester i embedsboligen, i en tid, hvor landet var fyldt med corona-restriktioner.
Vase & Fuglsang har skrevet teksten, der morsomt blev fremført af Niels Olsen, som en fuld Boris.
Stang stiv, dårligt gående, vrøvlene og med Johnsons karakteristiske frisure forsøgte Boris at fortælle om dagen i Downing Street, alt mens diskolysene lyste embedsboligen op, og diskotoner drønede ud ad højtalerne.
En sjov tekst, der dog ikke spillede på dobbeltmoralen i at lave love og regler for folket, for så ikke selv at følge dem.
En publikummer sagde faktisk på vejen ud, at vedkommende ikke vidste, at Boris Johnson havde et drukproblem. Hvilket heller ikke var budskabet, selvom det kunne opfattes sådan.
Fra den britiske andedam til den danske. Adam Price havde forfattet en fin og rammende tekst om, hvem der aktuelt styrer Danmark, nemlig statsminister Mette Frederiksen. Merete Mærkedahl har tidligere fået et rigtigt fint tag på rollen som Mette Frederiksen, og gentog det i årets revy. Adams bror, James havde lavet musikken til nummeret.
I Adam Prices tekst kom vi tæt på nogle af de sager, som Mette har taget på sig, men også har måttet stå på skud for håndteringen af. Hun var på scenen assisteret af Carsten Svendsen og Niels Olsen som de to ledende oppositionspolitikere, Jacob Ellemann og Søren Pape. De havde dog ikke meget, at skulle have sagt, men lod sig trække, eller trak sig selv i slipset, som hunde efter statsministeren. Spot on.
Messerschmidt og Pia
Premiereaftenen for årets Cirkusrevy var på dagen, hvor der var afslutningsdebat i Folketinget. Derfor var der kun få toppolitikere at finde blandt publikum.
Dog skulle publikum ikke snydes for yderligere et politisk nummer ud over det med Frederiksen, Ellemann og Pape, nemlig et nummer om Morten Messerschmidt og Pia Kjærsgaard. Sidstnævnte var selv til stede i salen på premiereaftenen.
De to blev fint portrætteret af Pernille Schrøder og Henrik Lykkegaard i Carl-Erik Sørensen gode tekst Kun os to. En tekst, der bragte et godt – og realistisk ?, indblik i situationen i Dansk Folkeparti.
Nå ja, så var der da også lige et hip til venstrefløjen i Vase & Fuglsangs Klar i spyttet. Venstrefløjen, der som bekendt har været, bemærk ordene har været, modstandere af Nato, EU, Barsebäck, med mere, men som aktuelt går lidt nye veje. Teksten fint fremført af Merete, Henrik og danserne.
Særdeles flotte dansenumre
A propos danserne. Andreia Antunes, Kathrine Klindt, Vivian Pöldoja, Helene Duch Kjaer, Frederik Levin, og Matthew Balley, havde to særdeles flotte selvstændige dansenumre: Kitty Catty 1 og Kitty Catty 2.
Den særdeles gode og iørefaldende musik var af Peter Düring, mens idé og koreografi var af René Vinther. Begge dansenumre var 6-stjernede gode, og flot, flot udført. Ren nydelse og fornøjelse! Dejligt at opleve dansere, der ikke blot skulle være del af holdet, men også havde deres egne numre. Tak for det!
De traditionelle
Cirkusrevyen rummede selvfølgelig også de mere traditionelle forvekslingsnumre, ligesom der også var et par numre, hvor man tænkte, ja ok, fint, men vi havde nok også levet uden. Men som bekendt smag og behag er forskellig.
Årets Cirkusrevy har flere numre, der klart er godkendt for deres satire, morsomme indhold, og fine udførelse. Det helt store bid, mangler dog i årets udgave, der derfor henter 4 stjerner hos Out & About.
Fakta om Cirkusrevyen 2022:
Instruktør: Lisbet Dahl, og Joy-Maria Frederiksen
Medvirkende: Niels Olsen, Merete Mærkedahl, Henrik Lykkegaard, Carsten Svendsen, Pernille Schrøder
Direktørpar: Sanne & Torben Pedersen
Kapelmester: James Price
Scenograf: Niels Secher
Koreograf: René Vinther
Kostumierer: Rikke von Qualen
Instruktørassistenter: Jytte Shapley og Line Lillegaard Staustrup
Cirkusrevyen spiller frem til den 21. august 2022.
Billetter og spilletider finder ud her.
Læs også: Boy George – fra vinyl til canvas