Trods en udfordrende arbejdsproces, er Aarhus Pride ready to go

Lørdag er det endelig tid til Aarhus Pride.
Foto: Pressebillede

Aarhus er kendt for sin regnbue og på lørdag, breder den sig ud i byens gader og den nye bydel Aarhus Ø. Dem der tager kampen i hverdagen skal hyldes. Det er blevet tid til Aarhus Pride.

Du har sikkert nok allerede pakket tasken, lavet aftaler med vennerne og er klar til at tage af sted. Lørdag er det endelig atter tid til Aarhus Pride. Men tilblivelsen af årets Pride har ikke været uden problemer.

Sammen med resten af kultur og eventbranchen, holdt arrangørerne af Aarhus Pride længe vejret. Turde de satse, og hvor stort. Efter en lang Coronatid, så det nu ud til at blive muligt at afholde Aarhus Pride igen. De sidste restriktioner forsvandt først i februar og først her kunne den endelige planlægning for alvor begynde.

Som Out & About tidligere har beskrevet måtte Aarhus Pride i år holde flyttedag. Det grønne i Musikhusparken og Officerspladsen er skiftet ud med det mere rå Pier3, ved den gamle Molslinje terminal. Grunden er at kunstmuseet AroS skal udvide og har reserveret pladsen, til klargøring af dette. Man kan i år altså ikke slænge sig i græsset, men man skal lige et par skridt længere væk fra midtbyen. Pier 3 er en del af Aarhus Ø, den nye bydel, der de seneste par år har oplevet en rivende udvikling.

Ekstra tung administration og økonomi

I år har der været ekstra mange tilladelser, der skulle hentes hjem. Samt mange nye praktiske detaljer, som skulle afklares.

”Det har klart været et udfordrende år. Tiden har været presset og der var ekstra mange ting, der skulle falde på plads. Det har krævet en ekstra stor indsats fra gruppen og specielt vores administrative folk, har virkelig løftet en kæmpe opgave. Stor ros herfra”, fortæller talsperson for Aarhus Pride: Mona Linaa.

”Selv om mange næsten har glemt Coronaen, så er det ikke længe siden, at der stadig var en masse tvivl om hvilke restriktioner vi var underlagt. Vi vidste længe ikke, hvor vi stod og sammen med det, at vi skulle flytte til en ny plads, der ikke er indrettet til events, har gjort at vi er blevet skubbet noget rundt”, uddyber hun.

Tingene har skullet løbes i mål, langt hurtigere end normalt og det har klart kunnet mærkes.

Alle der arbejder med Aarhus Pride er frivillige, ingen får løn. Lig andre events på denne størrelse, er der altså intet sekretariat eller fuldtidsansat projektleder. Alt arbejde omkring Priden, sker altså ved siden af den almindelige hverdag, livets skævheder og for eksempel arbejde.

En Pride skal der til

Skønt arrangørgruppen, lig mange andre store events, har været på bagkant, har man stadig holdt modet oppe. For en Pride, det skal der altså være.

”Aarhus skal ha en Pride, det var vi slet ikke i tvivl om. Men vi har været godt vandt, ved vores gamle sted, hvor mange elementer allerede var planlagt og afprøvet. I år har vi selv skullet skaffe noget så lavpraktisk som toiletter, strøm og vand. Det lyder måske lige til, men det kræver en del ekstra arbejde. Så koster det også meget mere. Budgettet er meget større end andre år”, fortæller Mona Linaa.

Der har med andre ord været langt flere udgifter Aarhus Pride i år selv skulle afholde og finde midler til. En stor opgave, der skulle varetages, og løftes.

”Vi er glade for vores gode sponsorer, men vi er også nødt til at sige, at uden den store velvilje, vi har modtaget fra fondene: Kirsten og Gunnars Fond, Salling Fondene, Tuborg Fonden, så var den ikke gået. Stor tak til alle vores støtter. Det lyder måske som en kliche, men det passer – Uden dem, ingen Pride”, tilføjer Mona Linaa.

”Der er helt sikkert ting, der kunne være anderledes. Men alle har sat alle sejl til for at skabe den bedst mulige Pride, ud fra omstændighederne. Vi håber på folks forståelse og støtte. Jeg vil dog sige, at rammen til en helt igennem fantastisk dag er skabt”, slutter Mona Linaa.

Stemningsfuld Lounge og festligt sceneprogram

Smilets by, er med andre ord klar til at tage imod den store glitrende og farverige folkemængde. Men hvad kan vi se frem til på lørdag spørger Out & Abouts udsendte nysgerrigt.

” Man kan glæde sig til, at vi kan igen alle kan være samlet i en parade. Så er der hele stemningen i Pride Lounge området, hvor der udover stande, barer, Silent Disco også er sammensat et rigtig godt musikprogram i samarbejde med UncoverMusic. De gør en masse for lokale og up´n -coming artister”, fortæller pridens talsperson.

”Vi har i år en børnescene, hvor det meget livlige og anerkendte jazzband “Æsken”, kommer og giver den gas. Derudover er der også mulighed for at blive sminket og deltage i et “kreatelt”. Jeg glæder mig til en skøn dag”, fortæller Mona Linaa, der håber at rigtig mange har lyst til at fejre med på lørdag.

Aarhus Pride finder sted på lørdag d. 28. maj. Man kan gå med i paraden, der går fra Bispetorv kl.11.30, og/eller snuse rundt i Pride Lounge området på Pier3, hvor sceneprogrammet begynder klokken 12.40. Du kan blandt andet opleve Ella ℂostello, Gry Harrit, Trees In Toronto og Asbjørn.

Den bedårende Lathisya Adore er værtinde på den store Pridescene og underholder selv i løbet af dagen. Pride Lounge lukker kl.18.00. Herefter afholder steder som GBAR, Fatter Eskil, Kromosom og SLM afterparties.

God Pride til alle.

Følg Aarhus Pride her.

Læs også: Pride interview – Lathisya Adore: Aarhus Pride er noget særligt.