Skrotter omdiskuteret nattelivsplan for København

En ny plan om det københavnske natteliv ville lukke mange LGBT+ steder.  Foto: Pilu Ottosen

Et flertal i Københavns Borgerrepræsentation dropper nu den meget stærkt kritiserede plan for hovedstadens natteliv. En plan, der ville betyde at mange LGBT+ steder måtte lukke.

Et bredt flertal i Borgerrepræsentationen i København er nu enige om at skrotte et meget omdiskuteret udkast til en ny plan for restaurations- og nattelivet. En plan, der indebar at barer måtte lukke ved midnat. En plan, der ville lukke mange LGBT+ steder i hovedstaden.

Udkastet til den nye nattelivsplan stod forvaltningerne bag kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde fra Alternativet samt teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen fra Enhedslisten for. Det udkast var dog ikke spiseligt for et stort flertal på Københavns Rådhus.

Planen fik derfor dødsstødet af et bredt flertal bestående af Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Venstre, Konservative, SF og Dansk Folkeparti. I en fælles pressemeddelelse skriver de seks partier, at det ikke er tid til at introducere yderligere stramninger i forhold til lukketider og bevillinger. I stedet er det tid til at understøtte den gode genåbning med udvikling af et bedre ”gå i byen” miljø, hedder det videre i meddelelsen.

Barchefen på Jailhouse, Niels Holm er selvfølgelig glad for at forslaget nu er nedstemt.

”Men jeg er stadig bekymret over italesættelsen af at lukke barerne kl. 24, som en løsning på problemet med støj i gaderne”, udtaler barchefen.

Hvornår bylivet får lov at åbne op igen er der endnu ikke meldt noget ud om. Men alt tyder på at nattelivet er noget af det allersidste som igen får lov at åbne.

 

Læs også: Det lesbiske miljø i Aalborg eksisterer på egne præmisser

Mere om Københavns Borgerrepræsentation her.