Det lesbiske miljø i Aalborg eksisterer på egne præmisser
Lesbisk synlighed: Det giver et stærkt netværk men også en følelse af, at det kan være svært at finde en kæreste
af Pernille Rübner-Petersen
Cecer Bjørk Mortensen, 32 år, er lige blevet færdig som sociolog med speciale i køn og seksualitet, søger arbejde og bor sammen med sin kæreste i Aalborg.
Der er oplagt situationer, hvor jeg er mere synlig som lesbisk. F.eks. ved Priden eller når jeg ellers er i byen med min kæreste. Jeg tror, folk er mest bevidste om, at vi er lesbiske, når vi holder hånd. Vi oplever også, at de kigger mere på os for at finde ud af hvilket køn vi har. Mennesker som ikke kender os har troet, at vi var bøsser.
Der er tidspunkter, hvor jeg kan mærke at den lesbiske identitet træder tydeligere frem for mig selv, end den måske gør for andre.
I disse situationer, kan jeg mærke, at der er en hel strukturel forskel på mig og mine heteroseksuelle venner. F.eks. når de taler om udfordringer, de har med datinglivet. En fortalte, at hun pga. af corona-restriktioner, savnede at gå i byen og score. Det med at møde fyre. Det er nærmest et ta’ selv bord.
Nu har jeg selv en kæreste, men det kan jeg ikke relatere til. Sådan synes jeg ikke, det er i vores lokale lesbisk fællesskab. Det er det sikkert for nogen, men da jeg var single, var dating ikke et ta’ selv bord.
I min optik er der en gruppering af Aalborg for lesbiske som eksisterer på andre vilkår end i andre byer. Vi taler også internt om det. Jeg tror, det er fordi, vi ikke har sådan noget som LGBT Huset, GBAR, Vela eller Lambda i Aalborg. Det, der sker, eksisterer mere på eget initiativ.
Intenst netværk
Jeg antager ikke, at det er sådan i alle landes lesbiske miljøer, men det er klart, at i et sådan lille intenst netværk, som her Aalborg, så er der venners venner og venners eks-kærester. Indimellem skaber det selvfølgelig også konflikter.
Det er virkelig fedt, at man har det dette tætte netværk, men hvis man er single og søger en kæreste, tænker man, at nu kender jeg alle dem, der er i byen! Det gør man jo ikke, men det er en følelse, man får. Så kan man føle sig lidt ensom. Nu fandt jeg også min nuværende kæreste, Tanya, i Randers, men tidligere mødte jeg en i miljøet, som lige var sprunget ud.
Dem jeg kender er ret aktive brugere af dating apps, Tinder og Her. Det var også her, jeg mødte Tanya. Det, synes jeg, taler man meget om, sådan indforstået: ”Har du også set den profil på Tinder?”
Jeg outer mig selv
Sådan som jeg ser ud og med mit CV – så outer jeg mig selv. De fleste der ved bare en lille smule om det, vil nok antage, at jeg er queer-person. Også fordi at jeg har arbejdet frivillig i så mange LGBT-foreninger – LGBT Danmark, i deres AURA og LGBT-Nordjylland.
Selv en meget hurtig google-søgning vil også vise ret tydeligt, at jeg er queer.
Men der er arbejdssammenhænge, hvor jeg har forsøgt at nedtone det. F.eks. undladt at bruge min kærestes pronomen eller hendes navn. Det kommer ubevidst. Det er først noget jeg lægger mærke til, efter at jeg har gjort det.
Det ender oftest med, at jeg banker i bordet overfor mig selv. Og gør det modsatte. Siger højt, at jeg er lesbisk. Jeg har haft et behov for at fremhæve det overfor mig selv. Nok for at blive komfortabel med det. Det har taget noget tid for mig at acceptere, at jeg er den, jeg er. Da jeg ligesom kom frem til den accept eller erkendelse, fik jeg også et behov for at sige det højt uden skam – ’gay den op’ på en måde. Det har ikke nødvendigvis været stereotype ting som at klippe håret eller gå med skovmandsskjorte. Det har mere været at sige det i en social kontekst, sige min kæreste – hun!
Det kan også være til en jobsamtale, hvor jeg føler, at jeg blev nød til at oute mig selv overfor chefen. Hvis jeg kan mærke ubehag ved, om det nu er trygt for mig at sige i det her forum, at jeg er homoseksuel, så kan det godt blive sådan, nu gør jeg det, nu siger jeg det.
Det bliver lidt en fandens i voldsk-agtig handling. Det kommer også et sted fra skam, at man overhovedet er nervøs for at sige det. Jeg skammer mig jo ikke over for at være lesbisk. Men hvis homofobi ikke var en ’ting’, så ville jeg jo heller ikke have den tankeproces i sådan en formel kontekst, som en jobsamtale er.
Nonbinær lesbisk med make up
I forhold til min egen kønsoplevelse, kan jeg lege med make-up på en måde, som kan bekræfte mig i, hvordan jeg har det med mig selv. Men det kan også få resten af samfundet til at møde mig på en måde, som jeg måske ikke ser mig selv. Det gælder også i det lesbiske miljø. Tit forbinder man lesbiske, der bruger make-up, med typificeringer såsom lipstick og femme.
Det identificerer jeg mig ikke med, så derfor bliver make-up noget, jeg bliver nødt til at finde ud af at navigere i. Hvordan kan jeg finde en balance mellem at have den interesse og bruge det, så det bekræfter min egen oplevelse af mig selv uden at andre læser mig på en måde, jeg ikke ønsker?
Mange af de venner jeg har, de ved hvem jeg er og de ved at jeg er nonbinær. De ved også, at jeg ikke identificerer mig som kvinde men stadig som lesbisk. Jeg tror, at nogle af dem har nemmere ved at forholde sig til og forstå det end andre har, men der er ingen, der tager afstand fra mig eller ekskluderer mig af den grund.
For dem, som kender mig godt, er det sgu nok lidt irrelevant, om jeg har læbestift på eller ej. Nu optræder jeg f.eks. som drag-queen og mine bedste venner er mine største fans, det er klart. De ser mig jo som den samme Cecer. Uanset om jeg ser ud, som jeg gør nu på billederne eller er i drag.
Drag queen som outlet for køn
Det ville være mere forudsigeligt eller normativt., hvis jeg optrådte som drag king. Der er ikke mange lesbiske, som vælger at optræde som drag queens, men for mig er drag performance mit outlet for køn. Jeg kan imitere det, lege med det og forme det uden begrænsninger.
Når jeg er drag, bliver jeg kønnet mest som en mand, og det synes jeg egentlig er super befriende. Det er ikke fordi at jeg har et ønske om at være en mand, eller andre nødvendigvis læser mig som mand. Men det er rart at mit køn pludseligt bliver overflødigt i den sammenhæng og tvetydigt.
Lesbisk maskulinitet
Jeg føler mig hjemme blandt andre queerpersoner, hvor jeg nemmere end ude i det gængse samfund, kan vise mine maskuline sider og være komfortabel i min identitet som nonbinær.
Jeg har flere lesbiske veninder, som er ret heteronormative. De ønsker sig det, som også leverpostej-danskerne ønsker sig: villa, Volvo og vovse. Men de er stadig mere eksponeret for kønnet tvetydighed og den form for maskulinitet, som den lesbisk maskulinitet kan være. De er vant til at se den i miljøet.
De meget feminine lesbiske kvinder, jeg kender i det lesbiske miljø, ser mig nok mere som ligesindet, end de meget feminine heteroseksuelle veninder, jeg har.
Faktisk ved jeg ikke hvordan de ser mig, men jeg kan nogle gange haft en følelse af at være afvigeren og den, der skiller sig ud fra resten af gruppen. I et lesbisk miljø er jeg ikke den, der skiller mig ud. Det er jeg selvfølgelig alligevel ved, at jeg har store huller i øerne, og når jeg optræder som drag-queen. Men det er i hvert fald ikke min maskulinitet, der gør det.
I forhold til mange jeg kender, er jeg overhovedet ikke så maskulin repræsenterende, som de er. Jeg er måske maskulin i forhold til mine heteroseksuelle venner. Men ikke i forhold til mange af mine lesbiske venner. På den måde, har jeg her et miljø, hvor det ikke har nogen betydning eller er afgørende i relationen.
Samme livsfortælling
Blandt mine venner, og når jeg taler med andre lesbiske i hele miljøet, så har vi mange af de samme referencer. F.eks. joken ’Hvad har lesbiske med på anden date? – en flyttevogn!’ Det er selvfølgelig jokes, som beror på stereotyper, men jeg oplever det som noget internt, der kan give en følelses af at høre til – et tilhørsforhold.
Nu vil jeg ikke selv have børn, men de af mine veninder, som vil have børn og har børn, har stået overfor samme udfordringer i forhold til barsel. Hele den proces er enormt kønnet i samfundet. Det kan man så dele med hinanden.
Det kan også være noget så simpelt som frygten for at blive diskrimineret på en arbejdsplads. Når jeg har talt om det med mine heteroseksuelle venner, kan jeg føle, at de tillægger det, at jeg har en negativ indstilling. Mens de venner, som også er queer-personer, langt nemmere relaterer til det, ”Det kan jeg godt forstå, sådan har jeg det også”. Det handler jo om at blive mødt i den samme livsfortælling.
Læs også: Er lesbiske usynlige?
