Skal du stemme på en LGBT+ kandidat?

Foto: Frank Holm
Den 16. november skal danskerne til stemmeurnerne og sætte deres krydser hos dem, de mener skal styre kommuner og regioner de næste fire år. I weekenden var der så kamp om de eftertragtede lygtepæle, der hurtigt blev fyldt op med kandidaternes valgplakater. Men er det overhovedet vigtigt at stemme på en LGBT+ kandidat?
Out & About har fået en snak med den radikale byrådspolitiker Tommy Petersen, der efter otte år slutter sin karriere på Københavns Rådhus, når den nye Borgerrepræsentation er blevet valgt. Tommy Petersen er en af de politikere, der gik forrest i kommunens udarbejdelse af en LGBT+ politik.
Næste års budget i Købehavns Kommune er forhandlet på plads. Det ser ud til at der ikke er sat ret mange penge af til LGBT+ formål. Er LGBT+ området blevet overset? Hvis ja, hvad tror du grunden dertil er?
Det var enormt skuffende at se resultatet af budgetforliget for det næste år. Ud af 5 milliarder kroner kunne det kun blive til sølle 300.000 kroner til at dække lidt løn til medarbejdere i kommunen. Og hos AIDS-fondet til arbejdet med at nå det vigtige 2030 mål om ‘nul nye hiv-smittede’. Det er kun lidt over 3 år siden, at det lykkedes at få vedtaget en omfattende LGBT+ politik med 50 konkrete initiativer. Initiativer til at forbedre levevilkårene for LGBT+ gruppen i hovedstaden, og så er alle de fine ord og løfter allerede glemt. Det viser, hvor sindssygt vigtigt det er at have såkaldt ‘repræsentation’ på de bonede gulve. Altså, at have LGBT+ personer eller allies, som brænder for sagen. Folk som er villig til at kæmpe for sagen i forhandlingsrummet, når det kommer til stykket. De sidste mange år har jeg siddet med ved bordet og kunnet løfte LGBT+ prioriteter i forhandlingerne. Men i år deltog jeg ikke i forhandlingerne, da jeg ikke genopstiller. Det må bare siges at have haft en betydning, at der ikke var nogen, som så løftede området som en prioritet.
Er det ikke op til de folkevalgte at sørge for at der også er penge til minoriteter?
Jo, det er det helt bestemt. Jeg anser det for en fuldstændig afgørende del af tillidshvervet som folkevalgt, at man hver dag arbejder for, at flest mulige mennesker har det bedst muligt. Og det kræver især fokus på minoriteter og marginaliserede grupper, som har brug for indsatser, der øger deres levevilkår, så de kommer mere på niveau med resten af befolkningen.
Er det vigtigt at stemme på LGBT+ personer til det kommende kommunalvalg?
Jeg vil sige både ja og nej. Der er ingen tvivl om, at LGBT+ politikere kan have en bedre forståelse af vigtigheden i at finansiere indsatser til LGBT+ gruppen grundet egne og venners oplevelser. Men jeg har skam også set LGBT+ politikere på Københavns Rådhus som ikke har arbejdet for at bidrage til området, og sågar nogle der direkte har modarbejdet det. Så det vigtigste er at stemme på nogle, der har bevist, at de kæmper for LGBT+ området og ikke bare holder fine taler om det. Det vil jeg personligt selv kigge efter, når jeg skal sætte mit kryds til kommunalvalget i november.

Er politikernes seksuelle observans/ kønsidentitet overhovedet vigtig i den sammenhæng?
Der er ingen tvivl om, at en politikers personlige erfaring med en problemstilling har en betydning for den politikers indsigt i emnet. Men det er desværre ingen garanti for, at vedkommende vil prioritere emnet politisk i for eksempel nogle budgetforhandlinger. Der er dog bred enighed om, at ‘representation matters’. Altså at minoriteter i f.eks. politik har en betydning for, om minoriteters levevilkår og udfordringer prioriteres.
Mener du LGBT+ organisationerne er gode nok til at gøre opmærksom på LGBT+ problematikker?
Det er lidt et blandet billede, som afspejler, at de frivillige der er i de enkelte organisationer kommer med forskellige forudsætninger og udskiftes regelmæssigt. I nogle perioder gør enkelte organisationer det virkelig godt. I andre perioder er det andre organisationer, der er dygtige til at opnå indflydelse og resultater. Generelt så ser jeg et behov for en øget professionalisering af LGBT+ lobbyismen for at opnå større resultater. Det gælder om at lobbye sammen for at have større muskler. Men det gælder også om noget så simpelt, som at have styr på, hvilke datoer diverse forhandlinger finder sted. Og ikke mindst, hvornår man skal have fat i de enkelte partier for at påvirke deres forhandlingsprioriteter. Så skal man også kunne tale med alle politikere uanset overbevisning. Nogle gange kræver det blot én kontrær politiker i et forhandlingslokale for at en LGBT+ prioritet ryger ud af forhandlingerne. Men alt i alt så synes jeg, at de samlede LGBT+ organisationer godt kan klappe sig selv på skulderen over de sidste mange års flotte, politiske resultater både lokalt og nationalt, også selvom man ikke kan lykkes hver gang.
Både LGBT+ Danmark og Copenhagen Pride afholder i den kommende tid LGBT+ vælgermøder.
Datoer og sted finder du her.
Læs også : Stem til Danish Rainbow Awards