Poul og kærligheden – en kontrærseksuels bekendelser

Poul og kærligheden er fortællingen om Poul Andræ (1843-1928). Han voksede op i det københavnske borgerskabs øverste lag som søn af statsminister C.G. Andræ, og allerede fra helt ung var han klar over, at han var homoseksuel.

Af Karl Peder Pedersen, historiker, dr.phil.

Poul kæmpede i lang tid med at komme til klarhed omkring sin seksualitet i en tæt dialog med datidens førende sexologer og psykiatere. Der var for ham ingen tvivl om, at hans homoseksualitet var medfødt, og i 1890’erne kastede han sig med fuld kraft ind i kampen for seksuel oplysning og ligestilling. Det gør ham til en enestående dansk pioner, hvis historie nu endelig kan fortælles.

Poul Andræ blev født 26. august 1843 i Kronprinsessegade 400 i København som søn af det nygifte officersægtepar Carl og Hansine Andræ. Få år senere gik faren ind i politik, og nåede hurtigt helt til tops som Folketingets allerførste formand 1850-52, finansminister 1854-58 og statsminister 1856-57.

At Poul skulle have en god uddannelse gav sig selv, og efter en flot juridisk embedseksamen blev han ansat i Finansministeriet, hvorfra han i 1889 forfremmedes til amtsforvalter i Skanderborg. Efter fem år i det jyske søgte og fik han sin afsked og flyttede omgående tilbage til hovedstaden, hvor han levede resten af sit lange liv – han døde først i 1928 – optaget af sit historiske forfatterskab og af kampen for homoseksuelles ligestilling.

Selvom Poul på mange måder hele livet igennem sad på den grønne gren, var der noget, der ikke var så godt. ”Min ulykkelige kærlighed” kaldte han den stærke drift, der nogle gange lammede ham fuldstændigt, andre gange æggede ham til udforskning og undersøgelse, men som også kunne fylde ham med stor, stille fryd, når han var i sine mandlige partneres kærlige vold. For Poul blev tilværelsen en lang kamp for at finde sig til rette med nogle følelser og en seksualitet, der var anderledes end flertallets.

 

Thi hvad er kærlighed andet end den heftigste glæde?

Blot 13 år gammel begyndte Poul at skrive dagbog, og her på de blanke, hvide sider fandt han plads til al det, hans hoved og tanker var fuldt af, og som han ikke kunne tale med nogen om. Her kan vi læse om hans glødende sværmeri for skolekammerater, og her ser vi også, hvordan han i de antikke tekster, han mødte i Metropolitanskolens græsktimer, fandt ord for det, han følte. Ikke mindst i Platons Symposion, hvor kærligheden mellem mænd er jo et helt centralt tema.

Det sidste år før Poul i 1862 blev student, var han glødende forelsket i den yngre skolekammerat Vilhelm Trap, og det udløste i juli 1862 dette hjertesuk i dagbogen: ”Min elskede Vilhelm! Jeg har følt alt, hvad den lidenskabeligste elsker kan føle. (…) Og dine øjne har jeg betragtet, trykket dine hænder i mine, trykket dit bryst til mit, og dig skal jeg forlade for måske aldrig mere at se dig. Af alle navne er mig intet nu så kært som Vilhelm; intet har den klang som det.

Altid har jeg før syntes, at grønne øjne var grimme, men siden jeg har set dine, forekommer de mig de dejligste. Lad mig da aldrig glemme dig. Og de andre tror, at jeg ikke kan glæde mig. Langt højere end de kan jeg beruses af den inderligste glæde, thi hvad er kærlighed andet end den heftigste glæde?”

 

Den kontrære seksualfornemmelse

Op gennem 1860’erne begyndte Poul også at lede efter moderne litteratur om emnet, og her fandt han snart frem til den tyske jurist Carl Heinrich Ulrichs, der i 1864 begyndte at skrive om den ”gådefulde” mandekærlighed, som han også selv kendte til. Efter Ulrichs’ mening måtte der ligefrem være tale om et særligt tredje køn, som han definerede som ”en kvindelig sjæl indesluttet i en mands krop”. Denne tolkning overtoges snart af psykiaterne, der kaldte disse personer ”kontrærseksuelle”. For Poul gav beskrivelsen dyb mening, og han insisterede hele livet igennem på at kalde sig kontrærseksuel.

Hverken Ulrichs eller Poul var det mindste i tvivl om, at deres seksuelle drift var medfødt, og derfor ikke noget, der kunne lægges dem til last, eller som de skulle straffes for. Når folk i almindelighed betragtede mandeelskere med afsky og afstandtagen, var det derfor udtryk for uvidenhed og fordomme, og det måtte man gøre noget for at ændre. Mens Ulrichs efter 1864 agiterede voldsomt for sagen i pjecer og bøger, var Poul mere forsigtig.

Først i 1891 vovede han sig frem under pseudonymet Tandem, der betyder ”omsider”. Den konkrete anledning var en artikel om ”pervers seksualitet” af overlægen Knud Pontoppidan, som Poul svarede igen på med den store artikel: ”Den kontrære Sexualfornemmelse. Fragmenter til Oplysning”, der blev bragt i det fine tidsskrift Bibliothek for Læger. Her gik han i rette med overlægen, og her blev betegnelserne ”homoseksuel” og ”heteroseksueI” for første gang brugt i en dansk kontekst.

 

Overlæge Gædeken på Kommunehospitalets 6. Afdeling

I modsætning til overlæge Pontoppidan opbyggede Poul et langt venskab til forgængeren, Carl Gædeken, som han kontaktede umiddelbart efter oprettelsen af Københavns Kommunehospitals 6. Afdeling i 1875. Ikke fordi han følte sig syg, men fordi han ønskede at finde ud af, hvad overlægen vidste om kontrærseksualitet. Det viste sig hurtigt at være så godt som ingenting, og derfor indgik de to snart et praktisk samarbejde, hvor den belæste Poul løbende holdt Gædeken opdateret med den nyeste viden, mens han til gengæld forventede, at overlægen lod sin holdninger præge positivt, og her blev han ikke skuffet.

Deres samarbejde kan ikke mindst følges i de breve, Poul sendte hjem til Gædeken, da han opholdt sig flere måneder i det skønne, fordomsfrie Italien, hvor han uden angst kunne realisere sin seksualitet. I et brev fra 13. juni 1879 beskriver han, hvordan ”jeg har jo været idealet så nær, som man vel kan komme det i virkeligheden. Dog, for at omtale det, må De jo forestille Dem, at det er en kvinde, der skriver til Dem, og der vil da ikke være noget anstødeligt i hvad, der er passeret mig”. Samtidig forklarede han den undrende overlæge, hvorfor det var så nemt for homoseksuelle at få kontakt indbyrdes: ”De ved, at vi kender hinandens øjne, og forstår de små vink”.

 

Pouls eftermæle

For Poul tog det tid at finde ud af sig selv, men det er ikke så mærkeligt for en pionér, der må begynde helt på bar bund. Uden tvivl blev mødet med Ulrichs vigtigt for ham, for her fandt han ro i forklaringen om sin medfødte, skjulte kvindelighed. Ulrich gav ham også mod på at kæmpe for homoseksuelles rettigheder, og her kan vi iagttage, hvordan den ellers konservative Poul på sine gamle dage forstod at skabe nye alliancer.

Socialdemokratiet var i hele hans levetid massivt fjendtligt indstillet over for homoseksuelle, så her var der ikke noget at komme efter, men det var der til gengæld hos de Radikale. I 1916 tog Poul kontakt til redaktør Valdemar Koppel på Politiken, og de blev snart gode, private venner.

Ved Pouls 80-års fødselsdag i 1923 fremhævede Koppel, hvordan Poul ”med stolthed hævder om sig selv, at han er radikal, og han er det mere end de fleste, fordi hans tankegang er dybt human, og ikke lader sig standse af nogen bestående skranke”. Også i nekrologen i Politiken skrev Koppel, der nu var blevet bladets chefredaktør, lige ud af posen om den afdøde: ”Han skjulte sig jo ikke. Han var den første herhjemme, der vovede offentligt at tage til orde for homoseksualisters ligeberettigelse i offentligt omdømme. Han havde selv lidt under fordomme”.

 

 

Læs også: Professorsagen (1885-86)

Se også: Den kontrær­seksuelle