”Fra Deres hengivne veninde Laja” (1891)

Sophus Jacobsen som hovmester for en ung greve (tv), Sophus Jacobsen (mf) og Sophus Jacobsen som indisk prinsesse (th).
Foto: Det Kongelige Bibliotek

Juristen Sophus Jacobsen og hans venskab med Poul Andræ.

Af Karl Peder Pedersen, historiker, dr.phil.

En af de mange homoseksuelle, der i slutningen af 1800-årene søgte til København, hed Sophus Henrik Louis Peter Jacobsen (1851-1903). Han voksede op i Vejle som søn af byens amtsforvalter, og efter studentereksamen flyttede han til hovedstaden for at læse jura.

I 1876 blev han jurist og fik hurtigt ansættelse på byfogedkontoret i sin jyske hjemby. Hele tiden drømte Sophus dog om at vende tilbage til København, og det lykkedes i 1880, da han blev ansat i Finansministeriet.

Allerede tidligt var Sophus blevet klar over, at han var homoseksuel, men hvor meget eller lidt, han udlevede i studenterårene, ved vi ikke. Sikkert er det derimod, at det efterhånden stod ham klart, at han bedst kunne leve som homoseksuel i den store by ved Øresund. Oven i købet opdagede han snart, at han langtfra var den eneste af ministeriets embedsmænd, der var til mænd.

En af dem var den otte år ældre Poul Andræ, der i 1889 blev udnævnt til amtsforvalter i Skanderborg. Da de nu kun sjældent mødtes, begyndte de to at skrive til hinanden, og næsten mirakuløst er tre af Sophus’ breve fra 1891 bevaret på Det Kgl. Bibliotek.

”Kære Infelix”

I brevene tiltales Poul med ”Infelix”, dvs. ulykkelige, mens Sophus selv underskriver sig som ”Laja”. Det var naturligvis frygten for at brevene kunne falde i forkerte hænder, der dikterede denne forholdsregel.

Her berettes om de nyeste begivenheder i Finansministeriet, men derudover fortæller Sophus også Poul om deres fælles bekendte, og derigennem får vi indblik i det homoseksuelle netværk, de begge var del af.

I brevet skrevet den 28. august 1891 omtaler Sophus også sine private kærlighedskvaler, bl.a. forelskelsen i den – desværre heteroseksuelle – Axel:

”Han er den skønneste mand på jorden; en skønhed, der er nær ved at bringe mig til vanvid, da han samtidig er så kold og uforstående.

Det er forfærdeligt at gribes af en sådan lidenskab, som man ikke for nogen pris tør røbe for den elskede, idet man ved, at han så vil se ned på én med foragt, og at samfundet ville give ham ret dertil.

Det er sikkert de mest skrigende uretfærdighed, der findes i verden, at vor helligste, dybeste følelse betragtes som en fornærmelse af dem, som vi kun ønsker at gøre alt det gode, vi formår, og for hvem vi kunne hengive vort liv, om det kunne gavne ham.”

Sophus’ første store kærlighed

I sommeren 1891 brændte den da 40-årige Sophus Jacobsen – som det netop tydeligt er fremgået – af stærk, uforløst kærlighed til den smukke Axel, men i brevet den 16. november 1891 åbner han også døren for os ind til sit første kærlighedsforhold:

”Dernæst spørger De, hvem der var min første kærlighed. Han er død for flere år siden, men det smerter endnu stærkt at røre ved såret. Vi elskede hinanden med en inderlighed og en lidenskab, som De ikke gør Dem noget begreb om. Dog var der mere smerte end egentlig glæde i dette forhold på grund af hans overdrevne ængstelse og jalousi. Ved mange af vore sammenkomster græd vi mere sammen, end vi lo, og dog var det en så lykkelig tid, at jeg aldrig kan vente at opleve en lignende, og næppe kan tåle at tænke derpå. Måske skal De engang få nogle af hans breve at se; i alt fald et par digte, han har skrevet til mig.”

”Livet her på jorden skal være en lidelse”

Desværre kender vi intet mere til Sophus Jacobsens første elskede; ej heller til hin smukke Axel, og faktisk ved vi også kun hvem, der gemte sig bag ”Infelix” og ”Laja”, fordi Poul Andræ mange år senere dristede sit til at røbe hemmeligheden.

I 1891 sad Poul dybt deprimeret i Skanderborg, og flere gange overvejede han seriøst at lade sig indlægge på et sindssygehospital. Så vidt kom det dog heldigvis ikke, men at han havde drøftet dette indgående med vennen i København, fremgår af Sophus’ svarbrev den 15. juli 1891, hvor han giver ham denne tilbagemelding:

”Hvad endelig angår Deres plan om at underkaste Dem en kur, da kan en sådan naturligvis ikke forandre Deres medfødte natur; men en anden sag er det, at der kan gøres noget ved den sygelige, nervøse tilstand, hvori De for tiden befinder Dem. I så henseende må De blot huske på, at De aldeles ikke er stillet anderledes end alle vi andre, hvis natur er lige så medfødt, og hvis lidenskaber er lige så stærke og voldsomme. (…) Husk også at livet her på jorden skal være en lidelse – mere eller mindre for alle mennesker. Hver har sit kors, men vort er ganske vist af de tungeste! Venlig hilsen Deres Laja”.

Det hemmelige fotoalbum

I begyndelsen af november 1903 blev Sophus Jacobsen indlagt på Kommunehospitalet ramt af den blodprop, som få dage senere kostede ham livet. Allerede i 1891 havde han sørget for at skrive testamente, men mærkeligt nok undladt at lade det notificere hos Notarius Publicus.

Sophus Jacobsens fotoalbum.

Derfor blev det kort og godt i Skifteretten fejet til side af hans brødre, der derpå som nærmeste arvinger arvede den pæne formue. På uforklarlig vis overlevede Sophus Jacobsens private fotoalbum, hvor han lod sig fotografere i en række udklædninger, bl.a. i de to her viste situationer som ”hovmester for en ung greve” og som ”indisk prinsesse”.

Den 2. februar 2021 udkommer min bog Poul og kærligheden. En kontrærseksuels bekendelser på Gads Forlag. Her kan du læse meget mere om Poul, Sophus og mange andre af datidens homoseksuelle.

 

Læs også: Fortryllende København (1890)

Se også: Om amtsforvalter Poul Andræ