SAMFUND

Politiker til minister: Bekæmp homofobi blandt nydanskere

Politiker Yildiz Akdogan oplever at blive kontaktet af unge nydanskere LGBT-personer, der bliver fordømt og udstødt af familien. Derfor er hun gået sammen med foreningen Sabaah om at bekæmpe homofobi.
Foto: Facebook

Politiker Yildiz Akdogan og foreningen Sabaah har givet ligestillingsministeren tre anbefalinger til bekæmpelse af homofobi og stigmatisering af nydanske LGBT-personer.

En oplysningskampagne rettet mod etniske minoriteter i Danmark og workshops om Islam og køn.

Sådan lyder anbefalingerne fra foreningen Sabaah og medlem af Folketinget for Socialdemokratiet, Yildiz Akdogan, som de videregav undervisnings- og ligestillingsminister Ellen Trane Nørby (V) på et møde i sidste uge.

Anbefalingerne skal skabe et stærkere fundament for bekæmpelse af homofobi og stigmatisering med særligt fokus på minoritetsetniske miljøer, ifølge Fahad Saeed, kommunikationsansvarlig i Sabaah, der er en organisation for LGBTQ-personer med anden etnisk baggrund.

Initiativtageren til anbefalingerne, Yildiz Akdogan (S), siger til til Out&About:

“Der er så meget berøringsangst og mange fordomme på det her område, så det er vigtigt at gode initiativer som Sabaah ikke bare bliver taget for givet.”

“Det er en kæmpe udfordring at være for eksempel homoseksuel og muslim. Man er en minoritet i minoriteten og er dobbelt sårbar,” fortsætter hun.

Ministeren var positiv

Under anbefalingen om en oplysningskampagne rettet mod etniske minoriteter i Danmark, fremgår det blandt andet, at Sabaah og folketingsmedlemmet ønsker at starte en kampagne under hashtagget #INGENSKAMIMINKÆRLIGHED. En kampagne der skal synliggøre seksuel og kønsmæssig mangfoldighed blandt etniske minoriteter i Danmark.

“Jeg så gerne flere komme på banen og være gode rollemodeller. Jo mere fokus og snak vi sætter på at være en dobbeltminoritet, jo mere “normalt” bliver det. Og det dér, vi skal hen,” fortæller socialdemokraten og peger på, at hun hilser samtlige værktøjer, der kan være med til at nedbryde fordomme om nydanske LGBT-personer velkomment.

Og ligestillingsministeren var eftersigende “meget lydhør” over for forslagene. Især ideen om workshops om seksuel diversitet inden for islam tog ministeren positivt imod, ifølge Yildiz Akdogan, der selv er optimistisk omkring, at ideen bliver til virkelig ved forårets IDAHO Forum i København, hvor ministre og embedsmænd fra hele Europa og internationale institutioner og civilsamfundsorganisationer mødes for at styrke fokus på LGBTI-personers ligestilling og rettigheder.

“Vi har en stor opgave i at rykke ved den del af nydanskere, der egentlig mener, at homoseksualitet bør accepteres, for det er nemmere at rykke dem i første omgang, og en holdningsændring i miljøet er vigtig. Det var ministeren sådan set enig i,” siger Yildiz Akdogan, der dog understreger, at der er stadig meget arbejde forude i bekæmpelsen af homofobi og stigmatisering i minoritetsetniske miljøer.

Ifølge rapporten “Nydanske LGBT-personers levevilkår”, som Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling. udgav i oktober sidste år, holder flertallet af de nydanske homoseksuelle deres seksualitet skjult for familien, og for en fjerdedel er vold og frygt en del af hverdagen.