SAMFUND

Jeg vil gerne gøre noget godt for andre

Jesper Fredslund Andersen.

Den 47-årige Jesper Fredslund Andersen voksede op i Århus forstaden Viby med en mor, der var sygeplejerske, og hans onkel var aktiv i det legendariske Østjydsk Musikforsyning, kaldet ØM, som hans morbrors i øvrigt havde været med til at starte.

Det med at blande sundhed og kultur sammen har også smittet af på Jesper Fredslund Andersen, som er kulturel iværksætter. Og han har det allerbedst, når han er i gang med et eller andet projekt.

”Jeg sad som barn i baggrunden og kiggede med, når ØM’erne spillede revy i Brædstrup på Pejsegården. Allerede i folkeskolen spillede jeg også saxofon og senere også bas. Jeg var allerede dengang en rigtig iværksætter og sagde til de andre, som jeg spillede med, at vi skulle skrive en pressemeddelelse, og den sendte vi så ud til cafeer og andre steder. Det medførte, at vi kom ud og spille”, husker Jesper Fredslund Andersen.

Valgte musikervejen

Så barndomsdrømmen om at blive dyrlæge blev ikke til noget. Han blev i stedet skuespiller, scenograf og musiker og ikke mindst kulturel som sagt iværksætter.

”Jeg valgte som 19-årig musikvejen, som er en speciel vej, og det skal nærmest være et kald for en. Det er nemlig noget, man bruger meget tid og energi og nogle gange måtte jeg sige nej til at deltage i familiefødselsdage eller bryllupper, fordi jeg skal optræde om aftenen og ikke bare kunne få fri. Så det havde en pris, og i kulturbranchen er en usikker branche, og de fleste af os hører ikke til dem, der betaler topskat”, som Jesper Fredslund udtrykker det.

For ham gælder det også om at gøre andre glade.

”Det er netop det, som kultur kan. Og jeg kan godt lide at arbejde med mennesker og steder, hvor man ikke er vant til at lave kultur. Jeg vil nemlig gerne gøre noget godt for andre”, lyder det oprigtigt fra Jesper Fredslund Andersen, som står bag virksomheden Kultur Samler.

Manglede rollemodeller

Han kendte ikke som ung til andre bøsser og kendte derfor heller ikke til homo-miljøet i Århus med Pan i Jægergårdsgade.

”Jeg kendte i folkeskolen og gymnasiet ikke andre, der var bøsser. Jeg vidste, at Elton John og Freddie Mercury var det. Men det var også det. Jeg mindes at hørt i skolen, at man som ung kunne blive forelsket i en af samme køn, men at det var noget, om der ofte gik over. Så jeg troede, at det at være bøsse kun var noget, man var i en periode. Jeg sprang derfor først ud, da jeg var midt i 20’erne, da jeg mødte en fyr, og et år senere sprang jeg ud overfor min familie”, husker Jesper Fredslund Andersen.

Forskellige LGBT+ projekter

Han har i de seneste tre år været stærkt involveret i Århus Pride, som netop har mangfoldighed som formål, og det at man skal kunne være sig selv. Han er stadig tilknyttet Priden, men har nu valgt at koncentrere sig mere om sin virksomhed Kultur Samler, hvor han også arbejder med LGBT+ projekter.

”Jeg er ved at hjælpe journalisten og forfatteren Cathrine Errboe og Bent Jacobsen med at få genudgivet hans legendariske Bøssepladen fra 1975 og desuden en bog, som de sammen er ved at skrive om Bent Jacobsens liv. Dels er det nogle rigtig gode sange han har skrevet, og samtidig er de virkelig godt spillet. Han er for mig en af dem, der har været med til at kæmpe for de gode forhold, som vi LGBT+ personer har i dag”, understreger Jesper Fredslund Andersen.

Et andet projekt laver han sammen med skuespilleren Flemming Jensen, som har udgivet bogen ”Breve til Oliver” om hans transkønnede barnebarn.

”Jeg har kendt Flemming i mange år fra revy-sammenhænge, og vi tager nu sammen ud og fortæller om hans bog. For Flemming er det mest normale, at man selvfølgelig er den, man er. Før han skrev bogen om hans barnebarn, kendte han ikke noget til LGBT+ miljøet. Men han kendte godt til det at være anderledes. Som ung tog han nemlig til Grønland, hvor han ikke kendte noget til forholdene der”, forklarer Jesper Fredslund Andersen.

Meget af det kultur-arbejde han laver samler sig om ordene fællesskab og accept.

”Da jeg var ung, havde jeg ikke nogen rollemodeller som bøsse. Jeg vil derfor gerne selv være en rollemodel for andre”, lyder det fra Jesper Fredslund Andersen.

Se også: Gjorde barndomsdrømmen til virkelighed