SAMFUND

Pan genopstår som queer pop-up fest

Hvad kan være mere “påske” end en genopstandelse? Søndag den 17. april genopstår “Pan Copenhagen” – Skandinaviens største regnbue natklub som pop up fest i den store bygning i Knabrostrædet i København.

Den kendte bygning i Knabrostrædet har en lang og stolt queer-historie. Men det er ved at være flere år siden, at der har været en queer fest i de historiske lokaler. Det vil Christian -Sebastian Lauritsen nu lave om på.
“Jeg har fået lov til at teste badevandstemperaturen med denne pop-up fest. Så håber jeg selvfølgelig bare på, at miljøet er klar til en ordentlig fest”, fortæller Christian- Sebastian til Out & About.
“Jeg vil gerne lave en fest, hvor der er plads til at hele miljøet kan mødes. Vores miljø er meget delt op. Det er naturligt, når ingen af stederne er super-store. Så kan man næsten kun rette ind efter én bestemt del af miljøet. Bygningen i Knabrostrædet kan netop rumme flere forskellige dele. Jeg går meget op i, at det ikke kun er en homo-fest”, uddyber han.

Mere end kun en homo-fest

Det er altså ikke “Pan Gay Club”, som det hed i gamle dage, der genopstår. Derimod er det en queer-fest.
“Jeg har hyret DJs og kunstnere, der afspejler vores miljø i dag. Der er mænd, kvinder, non-binære og folk med forskellige etniciteter”, forklarer Christian-Sebastian.
“Festen skal være et rum, hvor man har lov til at være præcis, som man selv har det bedst. Hvor man ikke skal være i tvivl om, at dét er okay”, fortsætter han.
Med Pan Resurrection er det første gang Christian- Sebastian får lov at prøve kræfter med en fest i lokalerne, der førhen husede Pan.
“Jeg håber, at det kan blive startskuddet til en lang række queer-fester, når Resurrection festen skydes i gang på søndag den 17. april.”, slutter Christian Sebastian.
Læs mere om Pan Resurrection her.