KULTUR

Ny DR dokumentarserie om transkønnede

14-årige Frederik blev født som pige, men har levet som dreng, siden han var 10 år. Det er ikke let at skifte identitet i en lille provinsby, men hans mor, Marianne, er hans sikre støtte.
Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 2

”Jeg har et herrekompliceret forhold til min krop. For det meste accepterer jeg, at den er der, og jeg prøver at huske mig selv på, at den er midlertidig, og jeg en dag vil kunne vågne op og ikke have det dårligt med den.”

Ordene er Frederiks. Han bor i Ejstrupholm i Midtjylland og blev egentlig født som Frederikke, men fandt ret tidligt ud af, at han inden i er en dreng.

Denne sommer er Frederik fyldt 15 år, og han er den første, seerne lærer at kende, når DR1 over fire onsdage med start 24. august klokken 21.00 sender dokumentarserien ’Når 2 køn ikke er nok’. Hvert afsnit følger to transkønnende, og i det første møder seerne foruden Frederik også hans familie, skolekammerater og lærer.

Indlevelse, hjertevarme og humor

Bag serien står to erfarne DR-tilrettelæggere Lisbet Barrett og Vibeke Heide-Jørgensen, som tidligere har produceret anmelderroste dokumentarprogrammer.  som ‘Marta og Guldsaksen’ og ’Fængslet’. Fælles for deres programmer er, at de formår at komme helt tæt på de mennesker og miljøer, de skildrer, og at de gør det med både indlevelse, hjertevarme og humor. Det gælder også for serien ’Når 2 køn ikke er nok’.

Lisbet Barrett fortæller:

”Mange af os kender til at føle sig anderledes eller til ikke at passe ind. I de fire nye programmer handler det om kønsidentitet, men tanker, forvirring, usikkerhed og så videre kan sagtens overføres til alle mulige andre områder af det at være menneske. Jeg tror på, at de medvirkende i ’Når 2 køn ikke er nok’ kan inspirere mange andre end blot dem, der selv spekulerer over deres kønsidentitet.”

Forenklet opfattelse af transkønnede

Samtidig vil Lisbet Barrett og Vibeke Heide-Jørgensen gerne vise, at opfattelsen af transkønnede som nogen, der blot er født ind den forkerte krop, er alt for forenklet:

”Det er i dag muligt at vælge mellem 58 forskellige køn på amerikansk Facebook. Hvad vil det sige at være a-kønnet, intetkønnet eller nonbinær? En ny generation af transpersoner sender hele vores traditionelle opfattelse af køn til tælling. For hvem siger, at man enten er mand eller kvinde? Man kan sagtens være begge dele, ingen af delene, eller veksle mellem kønnene. Flydende køn, nonbinær eller genderqueer er bare nogle af de begreber, som vi støder på i junglen af nye begreber indenfor transpersonernes verden,” siger Vibeke Heide-Jørgensen.

Frederik og Josephine

Onsdag 24. august klokken 21.00

14-årige Frederik blev født som pige, men har levet som en dreng, siden han var 10 år. Det er ikke let at skifte identitet i en lille provinsby.

Hos Salon Isabel ankommer mænd i skjul for at få hjælp til at trylle deres indre kvinde frem. Vi møder Josephine, der til dagligt arbejder i Forsvaret som mand.

Frederik og Per

Onsdag 31. august klokken 21.00

Seerne møder igen Frederik fra Ejstrupholm. Han har aldrig følt sig tilpas i sin pigekrop. Siden han var 10 år, har han camoufleret sine former og levet som en dreng. Nu håber han på at få hospitalets accept til forandring.

Per er familiefar og lykkelig gift med Johanna. Men han er også Pernille med lange røde negle og korte kjoler. Johanna elsker begge sider af sin mand.

Per er familiefar og lykkeligt gift med Johanna. Men han er også Pernille med lange røde negle og korte kjoler. Johanna elsker begge sider af sin mand.
Foto: DR Fakta © Type 2

Raymonde og Per

Onsdag 7. september klokken 21.00

Skolelæreren og musikeren Raymonde ser ikke sig selv som kvinde og overvejer at få fjernet sine bryster.

Per mødte seerne også i sidste afsnit. Hans mor har aldrig set sin søn som Pernille. Nu skal de mødes for første gang.

Skolelæreren og musikeren Raymonde ser ikke sig selv som kvinde og overvejer at få fjernet sine bryster.
Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 2

Moeisha og Marie Luise

Onsdag 14. september klokken 21.00

Moeisha er muslim og født som dreng i Somalia, men hun er vokset op i Danmark og nu sprunget ud som transkvinde.

I København holder transvestitforeningen modeshow, og en af modellerne er Marie Luise, der bor med sin kæreste Sara i Midtjylland.