Når jeg skar i min hånd, kunne jeg mærke mig selv

Chris Aggerholm er 20 år, nonbinær og bor i København. Lige nu er Chris i gang med et sabbatår og arbejder som receptionist.

”For mig er det at være nonbinær, at jeg hverken føler mig som mand eller kvinde. Jeg kan ikke mærke en sammenhæng mellem mit indre og min krop – på en kønnet basis. Jeg har nogle dage, hvor jeg kan føle mig mere maskulin end andre. Men generelt vender jeg altid til grundbasen af hverken af have et forhold til at være en mand eller en kvinde”, fortæller Chris Aggerholm til journalisten Bjarne Henrik Lundis i podcasten Regnbueland.

Gik i panik

Det var i folkeskolen, at det gik op for Chris hverken at føle sig som dreng eller pige.

”Jeg husker en episode, hvor vores lærer sagde, at pigerne skulle gå over i den ene side af klasselokalet, og drengene i den anden side. Hun ville så læse nogle udsagn op, og så skulle vi gå ind i midten af lokalet, hvis vi var enige i udsagnet. Jeg stod midt i lokalet og var ved at gå lidt i panik, fordi jeg vidste, at læreren så ville råbe ad mig, hvis jeg gik over til drengene. Det føltes heller ikke helt rigtigt. Jeg havde heller ikke lyst til at gå over til pigerne, for det føles også lidt forkert. Til sidst gik der så meget panik i mig, at jeg flygtede fra lokalet. Jeg kunne simpelthen ikke være i det”, fortæller Chris Aggerholm.

Kendte ikke nogen ligesindede

Chris kendte ikke til ordet nonbinær, og hvad det betød.

”Jeg følte mig unormal, for jeg kunne ikke finde ud af, hvor og hvad jeg hørte til. Først da jeg var 13-14 år, jeg fandt ud af, at der var noget, der hed nonbinær. Det var en kæmpe lettelse, at der var et ord for det, jeg var. Og jeg vidste nu, at der var et navn for de følelser, jeg havde. Men jeg kendte dog ikke andre, der var nonbinære”, forklarer Chris Aggerholm.

Holdt sig for sig selv

Chris følte at alt var meget kønnet. At enten så var man dreng eller pige, og det kunne Chis slet ikke være i og begyndte derfor at isolere sig.

”Det var for at beskytte mig selv. Jeg begyndte at gå meget rundt alene og ikke sige så meget. Jeg gik i meget mørkt tøj og begyndte at læse meget og skrive digte. Det gjorde ikke noget godt for mig. Jeg begyndte nemlig at overanalysere mig selv. Jeg hadede mig selv og følte, at jeg var født i en forkert krop. Jeg havde ikke en indre accept af mig selv og troede ikke på, at folk ville acceptere mig”, forklarer Chris Aggerholm.

Kunne næsten ikke sige noget

Chis begyndte at få mange angstanfald.

”Jeg kunne næste ikke tale og fremlægge noget foran de andre i klassen. Mine forældre og min lærer begyndte at blive lidt bekymret for mig, men de konfronterede mig ikke med det. Ikke fordi, at de ikke bekymrede sig for mig, men fordi de troede, at det ville gå over igen”, forklarer Chris Aggerholm.

Begyndte at skære i sig selv

Da Chris var 13 år, begynder Chris at gøre skade på sig selv.

”Jeg skar mig selv i hånden. Det gav en sådan ro inden i mig. Det at gøre skade på sig selv er meget afhængighedsdannende. Man får et skud endorfiner. Det gav en følelse af ro, når alting ellers larmer. Jeg skar i mig selv på mine arme. Det var i perioder næsten dagligt, og i andre perioder mindre. Når jeg skar i mig selv, så kunne jeg mærke smerten, mærke mig selv. Og det var en smerte, jeg kunne kontrollere. Jeg følte at det var nemmere at gøre skade på en krop, som jeg ikke følte var min egen. Det var næsten som at straffe den for at være forkert. Det blev en kæmpe afhængighed, og det stod på indtil jeg var 19 år”, fortæller Chris Aggerholm.

Til psykolog

I starten lagde ingen mærke til det. Men som 15-årig kom Chris til psykolog og skulle skrive sine tanker ned.

”I de mørke tanker jeg havde skrevet om, havde jeg nævnt, at jeg havde gjort skade på mig selv. Det spurgte psykologen ind til, og samtidig sagde hun, at det var noget, som hun skulle fortælle til sine forældre. Hun gav mig valget, om jeg selv ville sige det, eller om hun skulle gøre det. Jeg kunne ikke, så hun gjorde det. Jeg kunne ikke se mine forældre og sige, at jeg havde gjort skade på mig selv. Men jeg overværede, da hun fortalte dem det. Mine forældre blev selvfølgelig rigtig kede af det”, forklarer Chris Aggerholm.

Ikke parat til at modtage hjælp

Selv om Chris talte flere gange med psykologen, hjalp det ikke.

”Jeg var nemlig ikke i stand til at tage imod hjælp. Jeg kunne ikke huske, hvordan jeg havde haft det godt. Så jeg syntes, at det var spild af tid, at de prøvede på at hjælpe mig. Jeg var meget sortseer dengang”, husker Chris Aggerholm.

Fik kæreste

Chris begyndte på efterskole og fik her en pigekæreste.

”Lige fra mine to søstre og jeg var små, har vores forældre spurgt, om der var nogle piger eller drenge, som vi kunne lide. De har altid været meget åbne, og altid gerne ville have, at vi blev lykkelige. Det har jeg altid været meget glad for, så jeg var ikke bange for at fortælle dem, at jeg havde fået en pigekæreste. Det var en ny følelse, nu var der nogen, der kunne lide mig. Min familie vidste ikke noget om min kønsidentitet”, fortæller Chris Aggerholm.

Accepteret som nonbinær

Chris startede på HF. En veninde i klassen spurgte om, hvilke pronominer Chris brugte.

”Jeg fortalte, at jeg bruger De/Dem. Det betød rigtigt meget for mig, og jeg følte, at her var der et sted, hvor jeg kunne være nonbinær. Og det gav mere mod”, fortæller Chris Aggerholm. Senere har Chris også fortalt sin familie om sin kønsidentitet.

”De har været meget forstående og accepteret det, selv om de selvfølgelig også lige skulle vænne sig til det”, forklarer Chris Aggerholm

Har et godt liv i dag og vil hjælpe andre

Chris stoppede med at gøre skade på sig selv som 19-årig og har det langt bedre i dag.

”Selvfølgelig kan det goldt godt svinge lidt, men jeg har en grundstemning af at jeg har det ok. Jeg ved, at hvis jeg får det dårligt, at så går det over igen efter et par dage. Da jeg var yngre, havde jeg perioder, hvor jeg havde det så dårligt, at jeg ikke havde lyst til at være her mere, og hvor jeg overvejede at tage mit eget liv, Sådan jeg har det ikke i dag. Der er sket en kæmpe ændring i mit liv. Jeg har det godt, har fået venner og er ikke ensom mere. Jeg vil gerne uddanne mig til socialrådgiver og være med til at hjælpe andre, så de ikke kommer ud for noget af det samme, som jeg har oplevet. Jeg ved hvor meget det tyder at blive forstået af andre LGBTQ+ personer”, fortæller Chris Aggerholm.

Se også: Det vigtigste er friheden til at kunne være sig selv