Mormødrenes besøg på bøssebar var spild af tid

Udenforstående blev ikke en skid klogere af, at se Suzanne Bjerrehuus og Karen Thisteds udsendelse, hvor de besøgte en bøssebar. Den kostbare tv-tid kunne være brugt meget bedre.

Af Kaj Erik Andersen

Torsdag aften så jeg ”Mormors vilde ungdom” med Suzanne Bjerrehuus og Karen Thisted. Jeg har ikke tidligere set udsendelserne med ”mormødrene”, men omtalen på TV2´s hjemmeside fangede min interesse:

”Bedstemødrene er tilbage. Med en mobil-app kan bøsser scanne området for andre bøsser, der har lyst til sex. Thomas er homoseksuel og stolt af sin seksualitet. Han har inviteret Karen og Suzanne med i byen for at vise dem, hvordan man med sin smartphone kan jagte et uforpligtende knald. Har de homoseksuelle her fundet den ultimative systematisering af “fri” sex? Og hvilke fordomme og regler gælder der, når man er homoseksuel og på jagt?”

Efter at jeg havde set udsendelser, spurgte jeg mig selv, hvad var egentlig formålet?

Hvis formålet var, at vise hvordan bøsser går i byen i København, og scorer uforpligtende sex, så er jeg helt sikker på, at udenforstående ikke blev en skid klogere.

Suzanne Bjerrehuus og Karen Thisted fik deres nysgerrighed styret, men begivenhederne var i den grad styret af dem, og især af Suzanne Bjerrehuus, så hele forløbet var kunstigt. Og jeg er sikker på, at aftenen var forløbet helt anderledes, for de involverede bøsser, hvis de var gået i byen uden ”mormødrene”.

I øvrigt undrer det mig, at de ikke vil kaldes bøsser, men homoseksuelle, når vi nu har brugt årtier på, at gøre ordet bøsse accepteret.

Det handler ikke om, at jeg synes udsendelsen handlede for meget om, at fyrrerne kun var ude på at få noget uforpligtende sex. Dem der er lidt ældre, vil sikkert kunne huske, at jeg i en lang årrække ”huserede” på de Københavnske bøssebarer i alle mine ferier, og der handlede det, ud over at nyde stemning og besøge vennerne, også om at få så meget uforpligtende sex som muligt.

Jeg er altså ikke ude i et moralsk ærinde. Jeg har heller ikke noget imod, at omverdenen erfarer, at vi bøsser godt kan lide at gå på ”jagt”. Det handler om, at jeg synes, at udsendelsen med ”mormødrene” på bøssebar var spild af tid. Og jeg er sikker på, at udenforstående heller ikke fik noget som helst ud af udsendelsen.

Hvor ville det være livgivende, hvis TV2 havde brugt den sparsomme tv-tid, til at sende en relevant og oplysende udsendelse om bøssers liv. For min skyld gerne om livet på bøssebarerne. Der er temaer nok at tage af. F.eks. hvorfor heteroseksuelle bøller synes, at de har lov til at diskriminere og overfalde bøsser og hvorfor de ikke mener, at vi skal have lov til at gå i byen og have vores værtshuskultur i fred!

I det hele taget synes jeg, at der sendes alt for mange kalorietomme reality-agtige udsendelser på tv. Jeg synes, at vi skal forlange, at vi får meget mere real-life tv for vores licens kroner.