SAMFUND

Masken bliver røgfri

Fra den første oktober bliver Masken Bar røgfri. Fremover må gæster, der vil ryge ud på gaden under den parasol, som Masken stiller til rådighed.
Foto: Masken Bar

Masken Bar følger nu op på et stort ønske fra mange og bliver fra første oktober røgfri.

”Det er en beslutning, der har været lidt længe undervejs”, fortæller Maskens ejer Bo Sørensen.

”Udover, at det har været et stort ønske fra mange af vores gæster, ville mine tjenere og jeg også gerne tilgodese et bedre og sundere arbejdsmiljø for de ansatte. De kan fra den første oktober se frem til at arbejde i et helt røgfrit miljø på Masken”, tilføjer Bo Sørensen.

”Det har været en længere proces at finde frem til den bedste løsning. Her havde vi håbet på lidt hjælp fra regeringen. Men det ser ikke ud til, at de har planer om at ændre på rygereglerne på barerne.  Men vi er kommet frem til, at vi nu sætter en halvparasol op ude på gaden, til de gæster, der stadig gerne vil ryge”, uddyber Bo Sørensen, der siden 1996, har ejet Masken Bar i Studiestrædet.

Også Maskens daglige bestyrer, Mads Nasser er glad.

“Jeg og personalet jubler over, at vi nu kan komme ud over kanten, og ser frem til at kunne færdes, arbejde og hygge i et sundere miljø. Jeg ved også, at mange glæder sig over, at de nu kan gå direkte i seng, når de kommer hjem fra en nattevagt uden, hverken at hænge deres tøj ud på altanen eller i gå i bad for at vaske hår”.

“En af grundene til at det har taget så lang tid med denne beslutning er at vi har brugt en del tid på at afsøge mulighederne for, hvordan en ny rygepolitik bedst kunne implementeres. En af vores bekymringer gik på om rygning på gaden ville støje for meget. Derfor har vi da også en bøn til vores rygende gæster, om at de vil huske at tænke på vores naboer og vise hensyn, når de er ude og ryge”, tilføjer Mads Nasser.

Nye åbningstider

Samtidig med, at Masken bliver røgfri bliver der også skruet lidt på åbningstiderne.

Fremover vil man fra mandag-torsdag først åbne en timer senere, således, at Masken de dage først slår dørene op kl. 15. Fredag – søndag åbner man som altid kl. 14.

Det skyldes at gå i byen mønstret har ændret sig.

”Folk har fået en ændret holdning til alkohol og det at gå i byen. Gæsterne er blevet mere bevidste om, hvad og hvor meget de drikker”, forklarer Bo Sørensen.

Du kan læse mere om hvad der foregår på Masken på barens hjemmeside eller på Facebook.

Flot kærlighedserklæring til København