SAMFUND

LGBT+ organisationer: Vi er afhængige af prioriteringer i byrådet

Er kommunalpolitik vigtig? Er det relevant i LGBT+ sammenhænge? Vi har spurgt tre LGBT+ organisationer, hvordan de arbejder med lokalpolitik i det daglige.

Den 18. november er der valg til landets kommuner og regionsråd. Du skal vælge, hvem, der skal i byrådet i netop din kommune. LGBT+ HUSET i Aarhus, LGBTQ+ Sønderborg og Odense Pride mærker alle påvirkningen af lokalpolitik i deres hverdag. Alle tre organisationer arbejder aktivt med det politiske og samarbejder med de lokale byråd og politikere.

”Vores samarbejde med kommunen, borgmestersekretariatet og byrådet begyndte tilbage i 2021 og har været i stor grad en positiv oplevelse gennem årene. Vi er i løbende dialog med borgmestersekretariatet, både om LGBTQ+ politik og drift af frivilligforening generelt. Selvom der altid er plads til forbedringer — med feedback, vi også har en oplevelse af at kunne dele — er vi generelt trygge i vores samarbejde med den nuværende kommunale konstituering”, fortæller Noah Lykke Knudsen, forperson for Odense Pride.

Noah Lykke Knudsen, forperson, Odense Pride. Foto: Pressebillede.

”Det er kommunens ansvar at understøtte og give opbakning til lokale frivilligforeninger. Men hvordan denne opbakning og understøttelse ser ud, kan varierer alt efter de siddende politikere. Derfor fylder kommunalpolitik meget for os som frivilligforening. Derudover er vi en politisk forening, der kæmper for rettigheder for særligt LGBTQ+ borgere i kommunen. Vi ser den gældende kommunalpolitik som havende direkte relevans for vores arbejde og resultatet af dette”, tilføjer han.

Afhængige af velvilje og prioriteringer i byrådet

Også hos LGBT+ HUSET i Aarhus fylder det politiske. Kommunalpolitikken er en væsentlig del af deres hverdag. De er i høj grad afhængige af velvilje og prioriteringer i byrådet. Huset driftstilskud kommer fra kommunen, og de politiske beslutninger har direkte betydning for deres mulighed for at skabe trygge og inkluderende rammer for LGBT+ borgere i Aarhus.

Janni Kikkenborg Rossel, Sekretariatsleder, LGBT+ HUSET. Foto: Pressefoto.

”Vi arbejder tæt sammen med kommunen og de lokale politikere på mange forskellige måder. Vi deltager blandt andet i en tværmagistratslig arbejdsgruppe med embedsfolk fra alle magistrater, hvor vi drøfter LGBT+ aspekter på tværs af kommunens områder. Eksempelvis profilplejehjem, Krop & Kærlighed-festivalen, tryghed i nattelivet, unges mistrivsel, stemmetræning og meget mere. I de sammenhænge rådgiver vi og opfordrer til konkret handling, når vi ser behov for forbedringer. Derudover samarbejder vi med Aarhus Kommune om undervisning og kompetenceudvikling af medarbejdere. Vores forperson har siddet i kommunens udvalg for ligestilling og mangfoldighed, og vi har en løbende dialog med relevante embedsfolk i det daglige. Vi har også jævnligt besøg af lokalpolitikere i HUSET, hvor vi deler de udfordringer og erfaringer, vi hører fra vores medlemmer og brugere”, fortæller sekretariatsleder Janni Kikkeborg Rossel.

Kandidater til kommunalvalget: Vi vil skabe forandring

Det kan du være opmærksom på, når du skal stemme lokalt

Der skal kæmpes for opmærksomheden

Også i Sønderborg følger LGBTQ+ Sønderborg nøje med i, hvordan kommunen arbejder med mangfoldighed, trivsel og lige muligheder for alle borgere. Under årets Pride arrangerede de for eksempel en politisk debat, hvor deltagerne kunne møde repræsentanter fra de forskellige partier og høre deres holdninger til LGBT+ spørgsmål. Det sker, fordi det er vigtigt for dem, at Sønderborg udvikler sig i en retning, hvor mangfoldighed og fællesskab prioriteres højt.

Niels Christian Beck. Forperson, LGBTQ+ Sønderborg.
Foto: Andreas Ingwersen

Derfor er det også vigtigt for dem at blive lyttet til. At blive hørt. En ting, der er i evig udvikling.

”Samarbejdet med byrådet og flere af politikerne har generelt været godt det seneste år. Vi oplever, at dialogen er blevet tættere, og at der er kommet større forståelse for vores arbejde og betydningen af et mangfoldigt byliv. Da vi i 2024 fik tildelt et lokale, oplevede vi, at mange politikere for alvor fik øjnene op for nødvendigheden af at understøtte LGBT+ miljøet i Sønderborg”, kommer det fra LGBTQ+ Sønderborg’s forperson, Niels Christian Aahøj Bech. Men de har og vil stadig skulle kæmpe for opmærksomheden. Det at blive inddraget.

”I foreningens første år følte vi os ikke altid hørt, men det har ændret sig markant. I dag oplever vi, at flere politikere og forvaltninger lytter til vores input og inddrager os i relevante sammenhænge. Et godt eksempel er oprettelsen af den nye ungeklinik LIV, hvor unge kan få prævention, rådgivning og test anonymt – et initiativ vi har arbejdet for siden 2023. Dog må vi erkende, at opbakningen fortsat varierer, og ikke alle vægter vores arbejde lige højt.”

Skabelsen af byens LGBT+ politik

I Odense hos byens Pride har man for oplevet at blive involveret og blive taget seriøs. Også selvom at det tog sin tid og de selv måtte skubbe på. Det gælder ikke mindst i forhold til da der i sin tid skulle skabes en LGBT+ politik for byen:

”Vi har haft stort indblik i og påvirkning på LGBTQ+ politikken og handleplanen. Vi savner lidt på opfølgningen af planen, men det har vi en oplevelse af er på vej. Derudover skal det siges, at hele LGBTQ+ politikken netop opstod, fordi vi — Lambda, FSTB og Odense Pride — netop blev hørt af kommunen. Det er min opfattelse, at det tog mange år, hvor Lambda havde arbejdet for det, men da der først kom hul igennem, er vi blevet taget ind lige siden” forklarer Noah Lykke Knudsen.

”Som nævnt var det Lambda, FSTB og Odense Pride, der gik sammen om ønsket om en LGBTQ+ politik og handleplan. Vi sendte forslaget ind til kommunen og blev kaldt ind af borgmesteren og borgmestersekretariatet og har været med i hele processen om udviklingen. Her havde vi også kontakt med miljøet, hvor vi hørte om, hvad der fyldte for dem, så vi kunne bringe det med videre til kommunen. En del af den borgerlige kontakt har også været de årlige LGBTQ+ topmøder, som finder sted i sammenhæng med Priden i Odense — et event, vi også er både stolte over og taknemmelige for. ”

Der er brug for en fokuseret politik,

Det er ikke mange byer der har en selvstændig LGBT+ politik. Og det er primært de største der har. Men hvorfor er det overhovedet vigtigt at kommunen har en sådan?

”Det er et godt spørgsmål og ét, vi har hørt mange gange. Hvorfor skal LGBTQ+ borgere have en adskilt politik? Sagen er den, at LGBTQ+ borgere — ikke kun i Odense Kommune, men på tværs af landet — og de problematikker, der kan komme af at være LGBTQ+ i verden, længe har været skubbet til side eller glemt. Vi ser på statistik efter statistik, hvordan trivslen for LGBTQ+ borgere, særligt unge, er langt værre end for ikke-LGBTQ+ personer. Derfor har vi brug for en fokuseret politik, der direkte forholder sig til, hvordan vi kan forbedre kommunale indsatser til at sørge for, at også LGBTQ+ borgere får den tryghed og livsglæde ud af at bo i Odense Kommune, som andre borgere får”, lyder svaret fra Noah Lykke Knudsen.

Kommunale forskelle

Og der står forskel på kommunerne, ikke bare i forhold til om de har LGBT+ politik, men generelt, slår Niels Christian Aahøj Bech fast:

”Vi oplever en tydelig forskel mellem kommunerne. I større byer er der ofte flere ressourcer, og kommunerne yder typisk økonomisk støtte til events og initiativer. I Sønderborg er vi derimod i højere grad afhængige af sponsorater, frivillige kræfter og medlemsstøtte. Vi skaber selv de fleste arrangementer for at samle midler, da vi ikke modtager økonomisk støtte fra kommunen.”

Stor opbakning til LGBT+ vælgermøde

Stem GAY – fokus på kommunalvalg på Jailhouse CPH

Det skal du kigge efter når du skal stemme

Janni Kikkenborg Rossel fra LGBT+ HUSET føler generelt, at de bliver hørt og taget alvorligt af embedsværket. Men samtidig mærker de også tydeligt, at kommunens økonomi er presset. At det nogle gange begrænser, hvor langt man kan nå, også på områder, hvor behovet er stort og dokumenteret.

Tirsdag den 18. november er der valg. Her finder hun det vigtigt at man stemmer og kommer her til slut med sidst sit bud på, hvad man skal kigge efter inden man sætter sit kryds:

”Når man som LGBT+ person skal til valg, kan det være vigtigt at se på mere end de generelle formuleringer om ”mangfoldighed” i politikernes materialer. Mange partier nævner mangfoldighed i en bisætning, men det er værd at kigge efter, hvem der rent faktisk har konkrete initiativer, ambitioner eller tidligere handlinger på området. For eksempel:

Hvem prioriterer tryghed i nattelivet for minoriteter? Hvem arbejder for bedre trivsel blandt unge? Herunder LGBT+ unge, som er overrepræsenteret i mistrivselsstatistikker? Hvem støtter lokale fællesskaber og mødesteder som vores? Hvem taler om ligestilling og minoritetsrettigheder som en aktiv del af deres politik, ikke kun når Pride afholdes?

Kort sagt: Se efter politikerne og partierne, der forstår, at mangfoldighed kræver konkret handling og stabil prioritering i budgetterne, ikke kun værdier på papiret.”