Det kan du være opmærksom på, når du skal stemme lokalt
Den 18. november er der valg til både kommune og regioner. Men hvilke områder er de vigtigste, hvis din stemme skal gøre en konkret forskel for LGBT+ personer i din kommune og region. LGBT+ Danmark kommer med et bud.
Lige nu er der heftig gang i kampagner og debatter i kommunerne og regionerne derudad. Kandidater på tværs af partier og lister er i arbejdstøjet og trasker gader og stræder tynde. Den 18. november kan du være med til at bestemme, hvem der skal styre din kommune og region. Det er nærdemokrati i sin reneste form. Hos LGBT+ Danmark mener man, at det på mange måder det vigtigste valg for at sikre en tryg hverdag for LGBT+ personer. Det handler nemlig om børnehaven, folkeskolen, ældreplejen og idrætsforeningen. Alle de rum og institutioner, vi begår os i til dagligt. Det, der er tæt på i hverdagen.
”I Danmark har vi opnået mange politiske sejre når det gælder formelle rettigheder gennem lovgivning fra Christiansborg. Men trivsel, tryghed og ligestilling skal jo ske i hverdagen, der hvor man bor – og der skal kommunerne på banen. LGBT+ personer halter stadig bagefter på trivsel, og der kan kommunerne hjælpe med trygge, lokale fællesskaber, retfærdig behandling i den borgernære service og stabil støtte til trivselsfremmende initiativer”, beretter Uffe Paulsen, der er chef for politik og kommunikation ved LGBT+ Danmark.
Lokalpolitikere skal løfte deres del af ansvaret
”Indenfor alle de store områder som sundhed, den borgernære service, skoler og uddannelser er forståelse for LGBT+ personer vigtig”, lyder svaret når vi spørger om, hvad man som LGBT+ person bør fokuserer på.
”Sidste år kom den første nationale undersøgelse af LGBT+ unges trivsel fra VIVE. En undersøgelse som virkelig burde være et wake-up-call. Vi mener, man absolut skal bør bede sine lokalpolitikere være med til at løfte deres del af ansvaret. Vil de faktisk sætte penge bag de ofte pæne ord? Vil de støtte lokale fællesskaber for LGBT+ unge, som vi mener er den mest effektive måde at løfte trivslen nu og her. Derfor er det vigtigt at sætte sig ind i tingene og stemme.”
Stigning i arbejdet med lokalpolitik
LGBT+ Danmark marker sig og søger politisk indflydelse i landsdækkende politik. Men de er i høj grad også aktive lokalt.
”Vi arbejder i stigende grad med lokalpolitik i disse år! Det er lokalt, at de næste skridt fremad skal ske for bøsse, lesbiske, biseksuelle og transpersoner i Danmark. Det er det lange seje træk med at sætte møder og opbygning af lokale samarbejder mellem lokale grupper og borgere, vores forening og så politikere og embedsværk.”
LGBT+ Danmark har en politisk målsætning der hedder at alle kommuner skal have en LGBT+ politik- og handleplan med fokus på bland andet trivsel, sundhed, inklusion og tryghed for børn, voksne og ældre. Er vi kommet i mål?
”Foreløbigt er der blevet vedtaget LGBT+ politikker i Aarhus, København, Odense og senest Aalborg. Vi håber, at også andre end storby-kommunerne vil lade sig inspirere af foregangskommunerne. LGBT+ personer vokser op og bor i hele landet. Og sandsynligheden for at fastholde unge mennesker i lokalområdet, eller tiltrække dem igen efter uddannelse, er garanteret også større, hvis der i lokalmiljøerne er plads til mangfoldighed.”



Fire fokuspunkter får ekstra opmærksomhed
Hos LGBT+ Danmark er der i øjeblikket fire store fokuspunkter som man giver ekstra opmærksomhed pt i forhold kommunerne og regionerne.
Alle kommuner bør udvikle en LGBT+ politik med mål om at gøre de borgenære tilbud LGBT+ venlige. Alt fra vuggestue over skole, ungdomsskoler til plejetilbud er et kommunalt ansvar. En LGBT+ politik skal tilknyttes midler til bl.a. at opkvalificere fagpersoner i forvaltninger og institutioner. Det er en faglighed, der kræver viden og indsigt fremfor personlige holdninger eller anekdoter.
For at styrke trivsel og lige deltagelsesmuligheder for LGBT+ elever anbefaler LGBT+ Danmark, at fagpersoner på alle kommunale uddannelsesinstitutioner (folkeskoler, SFO’er, ungdomsskoler og specialundervisningstilbud) tilbydes målrettet faglig opkvalificering. En fælles faglig forståelse af, hvordan køn, identitet og normer påvirker unges deltagelse, styrker det forebyggende arbejde og bidrager til mere inkluderende læringsmiljøer og mindsker mistrivsel og frafald.
Alle kommuner bør støtte ungdomsfællesskaber særligt for LGBT+ unge – det anbefaler Trivselskommissionen også. Til forskel fra andre tiltag kan sociale lavtærskeltilbud gøre en forskel for unge her og nu. LGBT+ Danmark har konceptet AURA, der har kørt i ti år.
Skoler og gymnasier bør arbejde aktivt med mangfoldighed, for eksempel ved at indføre en mangfoldighedspolitik med konkrete tiltag for at forbedre forholdene.
Og netop disse fire fokuspunkter er oplagte områder at spørge din lokale kandidater ind til lyder det. Hvordan de på disse områder sikre at der er plads til LGBT+ er og at de kan føle sig trygge og inkluderet.
Stemmer du til valget tirsdag den 18. november ?

