Frækt burlesqueshow midt i Ishøj

Foto: Niels Kaae
Copenhagen Burlesque Festival trak fulde huse, men man fornemmer alligevel, at kunstformen har trange kår i Danmark
Vi er næsten som på Moulin Rouge i Paris, når vi står i Ishøj Bymidtes ”Kulturium”, en multisal, der til Burlesquefestivalen er indrettet med 4-personers borde og nok plads til omkring 300 gæster. Billetpriserne starter ved 425 kr for en plads omme bagved og op mod 1000 kr ved de forreste VIP-borde.
Adgang til Kulturium foregår gennem Ishøj Bycenter, der denne aften domineres af Bilkas enorme julepynt samt lokale borgere, der spiser på centrets restauranter.
Deltagelse i festivalen er kurateret, så Burlesque-talenter fra hele verden kan sende deres videoer og på den måde blive udvalgt. Det betyder dog ikke, at performerne får noget betalt, så de fleste skal selv klare fly og hotel for at stå på scenen.
Topnavnet er Calo – og det kan man godt forstå
Calo Cammiller er danser og burlesque-performer, og har også et piercing-tattoo studio i Barcelona med kæresten Max Toson. Oprindeligt er Calo vokset op i Belgien med sicilianske forældre. Out & About har fået et interview, og vi finder hurtigt ud af, at det er lettest og sjovest at tage på fransk.
Det er første gang Calo er topnavn på en burlesque-festivel, hvilket han naturligvis er meget stolt af. Calo og Max har valgt at slå rødder i Barcelona, hvor homomiljøet stadig er vibrerende. Mange andre steder er de store klubber forsvundet, og det synes Calo er trist.
Max er med i Ishøj og står for salg af Calos merchandise i forbindelse med festivalen. Han elsker at bo i Barcelona, synes at Sigtes er for turistet og kedelig, men kan til gengæld godt se sig selv som pensionist i Torremolinos.

Foto: Niels Kaae
Smider tøjet i sin fritid
En af de selvbetalende deltagere er Ruby Champagne fra Los Angeles. Ruby er født i Californien af en mexicansk mor og til daglig tilbudsberegner i byggebranchen. Ved siden af jobbet, og i hemmelighed for firmaets HR-afdeling, dyrker hun sin passion for burlesque. For at toppe lønnen op fra entrenørfirmaet har hun også en OnlyFans-profil, hvor hun kan tjene op til 3.000 USD ekstra om måneden.
Ruby tager salen med storm, når hun laver sin mexicanske bryst-twerking, lige så overraskende som Michael Jacksons moonwalk,
Vi møder også Miss Whiskey Twist fra Nottingham i England. Til daglig underviser hun på en danseskole, og hun har taget sin kollega Michelle med til København, hvor hun optræder med Meat Loaf hittet ”I’d Do Anything for Love (But I Won’t Do That)”, hvortil hun meget humoristisk mimer alt det slemme, som hun ikke vil gøre.
For mange varianter af burlesque?
Burlesque minder om transeshows, som vi kender dem fra bøssebarerne. Der danses og mimes til en kendt sang, der er humor og seksuelle undertoner – og det meste af tøjet ryger af undervejs. Hvad jeg så har lært er, at burleqsue, ligesom homomiljøet, nu også er opdelt i endeløse fraktioner.
Der findes således klassisk burlesque (kvinder strippe,r men beholder lidt tøj på), victoriansk burleque (mere tilknappet), moderne burlesque (som til festivalen i Ishøj), boylesque (mande-burlesque), gaylesque (bøsse-burlesque) og endda queerlesque.
Til Copenhagen Burlesque Festival var der således udelukkende kvindelige performere, bortset fra Calo. Det hænger måske sammen med, at burlesque-miljøet i Danmark er koncentreret omkring to danseskoler, som også tilbyder underholdning til polterabends.
Festivalen er netop afholdt for 2. gang og kan se over til sin storesøster i Sverige, som nu kører på 8. år. Der er håb for burlesque i Danmark – og vi hepper også på mere af det hele her fra Out & About.
Note: Out & About var inviteret af Copenhagen Burlesque Festival.
