Et år som homo i kaotiske Afghanistan

I Afghanistan er homoseksualitet forbudt og kan i værste fald medføre dødsstraf.

Alligevel valgte den homoseksuelle TV-journalist Philip Khokhar i 2013 at flytte til Kabul for at arbejde som korrespondent for DR og TV Avisen.

”Jeg var begyndt at dække Afghanistan for DR i 2009. DR havde ikke en korrespondent i Afghanistan, så jeg rejste frem og tilbage indtil 2013, hvor jeg flyttede til Kabul. Jeg havde boet det meste af mit voksne liv i København, og jeg var et sted i mit liv, hvor der skulle ske noget nyt,” fortæller 39-årige Philip Khokhar til Out & About.

Du kan ikke råbe det ud

Der er enorm forskel på livet som homo i Kabul og København.

”Det er sådan i Afghanistan, at du kan ikke bare gå ud på gaden og råbe det ud. Jeg har mødt nogle få afghanere, som er åbne, men det er typisk nogle, der kun bor i Kabul noget af tiden og ellers bor i USA eller Europa,” siger Philip Khokhar.

”Det er sgu farligt! For en stor del af befolkningen vil det være helt legitimt at banke folk – eller i værste fald slå dem ihjel – hvis de hører, at her er der en mand, som tænder på mænd – eller en kvinde, som tænder på kvinder.”

En single-destination

Ikke desto mindre bor der en hel del homoseksuelle udlændinge i Kabul. I diplomatiet og medieverdenen er det nemlig en typisk ’single-destination’, som børnefamilierne gør alt for at undgå udstationering til.

”Mens jeg boede i Kabul, var der blandt udlændingene et community for homoer, der mødtes til forskellige sammenkomster som for eksempel private fester og middage. Det var typisk folk, som arbejdede på ambassader, for NGO’ere eller som journalister,” fortæller Philip Khokhar.

”Til de arrangementer kunne der også komme afghanere. Men det var typisk ret veluddannede afghanere, måske endda med dobbelt statsborgerskab. Jeg tror ikke, at særlig mange almindelige afghanske homoer ville turde dukke op til sådan et arrangement.”

Sex mellem mænd

Pride-parader, homo-ægteskaber og åbne regnbuefamilier er helt umuligt at forestille sig i Afghanistan, siger Philip Khokhar:

”Jeg tror ikke på, du kommer til at se noget, der minder om homo-rettigheder i Afghanistan i de kommende årtier. Det, man kan håbe på, er, at den lidt mere uformelle accept af nogle ting i byerne kan blive mere udbredt.”

I dele af Afghanistan er det ganske normalt at se to mænd holde om hinanden og kærtegne hinanden.

”I Kabul ser man hele tiden mænd, der holder i hånden. Sådan er det jo også i mange arabiske lande. Men det betyder ikke, at de har sex med hinanden,” siger Philip Khokhar.

Selv om sex mellem mænd er forbudt, sker det naturligvis også i Afghanistan. Specielt den pashtunske del af befolkningen i det sydøstlige Afghanistan har en tradition for, at mænd kan have sex med mænd.

”Der er masser af mandesex i Afghanistan. Men folk opfatter det ikke nødvendigvis som at være homo. At unge mænd har sex med andre mænd, skyldes ikke altid, at de er tiltrukket af hinanden. Det handler ofte mere om, at man kan øve sig på hinanden – for pigerne er slet ikke til rådighed.”

Få muligheder for kvinder

Selv om piger og kvinder har fået det lidt friere i Afghanistan, siden Taliban mistede magten i 2001, er det stadig helt uacceptabelt, at en kvinde har sex før ægteskabet.

”Jeg har mødt kvinder i Afghanistan, hvor jeg helt klart overvejede, om de var tiltrukket af kvinder og måske endda lesbiske. Men jeg har aldrig haft samtalen med en afghansk kvinde om det. Jeg tror simpelthen ikke, at de ville turde sige det til en mand,” siger Philip Khokhar.

”Afghanistan er et mandesamfund, og kvinder har ikke mange muligheder. Det eneste sted, hvor man kunne forestille sig et liv for kvinder, der er tiltrukket af hinanden, er inden for hjemmets fire vægge.”

Masseorgier mellem soldater

Når mænd har sex med mænd i Afghanistan kan det være frivilligt, men ofte er det præget af ulige magtforhold eller decideret voldtægt.

”Jeg har hørt fra både danske og engelske soldater, der har afbrudt masseorgier blandt de afghanske soldater. Ofte bor udenlandske og afghanske soldater i de samme lejre, og de afghanske soldater er typisk ikke fra nærområdet; de kan være fløjet ind fra andre dele af landet og har derfor ikke adgang til deres kone, eller hvad de nu har af familie,” fortæller Philip Khokhar.

”Det har været et kæmpe dilemma for danske og engelske soldater, hvordan de skulle forholde sig til det – især når det seksuelle ikke var frivilligt. Men hvis man satte en stopper for det, ville man gå ind og rode ved nogle afghanske magtstrukturer.”

Et farligt job

Som homoseksuel udlænding i Afghanistan holdt Philip Khokhar meget lav profil.

”Jeg var hunderæd, og jeg datede ikke nogle afghanere. Det turde jeg simpelthen ikke. Hvad der kunne opstå af familiefejder og andre stridigheder, hvis det blev opdaget!”

En ting er, at enhver form for homo-liv skulle foregå meget diskret. Noget andet var den generelle fare ved at bo i et land hærget af krig og terror:

”Selvfølgelig gjorde jeg mig mange overvejelser omkring sikkerheden. Men min fordel er, at fordi min far er fra Pakistan, så blender jeg ind – i hvert fald, hvis jeg ikke har alt for farvestrålende eller vestlig tøj på,” siger Philip Khokhar.

”Jeg har ikke selv stået i en situation, hvor jeg tænkte, at nu er jeg i akut livsfare. For mig har det mest skræmmende været, at mennesker, jeg kendte, blev dræbt i terrorangreb.”

Ledig job i Kina

Efter et år som korrespondent i Kabul blev jobbet ledig som DR’s Asien-korrespondent med bopæl i Kina. Philip Khokhar valgte at søge, og han fik jobbet.

”Jeg havde lange overvejelser, om jeg skulle søge stillingen. For jeg synes faktisk, at det var spændende at være i Afghanistan, og jeg havde lyst til at følge den historie længere frem,” siger Philip Khokhar.

”Men jeg endte med at søge stillingen i Kina, og jeg fik den. Det løfte, jeg så gav mig selv, var at jeg ville forsøge at fastholde Afghanistan som en dagsorden. Derfor er jeg tilbage i Kabul i hvert fald en gang om året for at lave historier, og det er også derfor, jeg har skrevet bogen.”

Philip Khokhar henviser til bogen Tilbage til Kabul, som han udsendte 18. maj. Her kan du læse om mange af de oplevelser, Philip Khokhar fik i den tid, hvor han boede i Afghanistan.

En katastrofe for familien

Kina er heller ikke noget regnbueparadis, men forholdene er trods alt langt bedre end i Afghanistan.

”Beijing har et af verdens største homo-diskoteker, som hedder Destination. Her finder du flere tusind mænd og stort set ingen kvinder,” siger Philip Khokhar.

”Men Kina er et lidt svært sted for homoer: Det er lovligt – og accepteret til en vis grad i de store østkystbyer. Men grundlæggende er der ikke nogen familier i Kina, som har lyst til, at deres barn bliver homo. De fleste familier har kun et barn, og især hvis sønnen meddeler, at han er til mænd, så er det en katastrofe.”

– Også selv om han får børn?
”Det er der ikke tradition for i Kina. For mig er det faktisk en af de ting, som udefra er ret vildt at se på i Danmark: Næsten alle homoer, blandt dem jeg kender i Danmark, har nu fået børn.”