Kandidater til kommunalvalget: Vi vil skabe forandring
Valgkampen er i gang. Out & About har spurgt fem LGBT+ kandidater, hvad der tænder deres politiske gnist, og hvorfor de stiller op til kommunalvalget den 18. November.
Kim Laursen (M), Michael Bjerg Hansen (O), Cecer Bjørk Mortensen (F), Sebastian Mylsted (Æ), Jonas Manthey Olsen ( A) har en ting til fælles.
De fem LGBT+’er stiller nemlig op til kommunalvalget den 18. november. Med balloner, bolsjer, flag og flyers står de på gader og stræder. Hist og pist krydser de klinger med ord i debatter. Men hvorfor stiller de op? Hvor kommer deres politiske gnist fra? Fem kandidater på tværs af landet og politiske skæl. Alle vil de gerne gøre en forskel og skabe forandring.

Kim Laursen
Parti: Moderaterne. Kommune: København.
Hvordan og hvornår opstod din politiske interesse?
”Min politiske interesse er blevet ”tændt” af to omgange. Første gang som syv- årig, hvor Barack Obama blev valgt som USA’s første sorte præsident. Og anden gang som ti- årig til folketingsvalget 2011, hvor Danmark får sin første kvindelige statsminister, Helle Thorning-Schmidt. Efter valget i 2011 begyndte jeg for alvor at stemple ind i politik.”
Hvad har fået dig til at stille op til kommunalvalget?
”Jeg ønsker at skabe forandring for københavnerne. Jeg har fulgt byen fra kedelig hovedstad til indflydelsesrig metropol. København er en fantastisk by, men hvis den skal forblive det, er det vigtigt, vi altid bestræber os på at blive bedre. Det gør den, hvis vi tør finde forandringer fra midten og skubbe København fremad – Og det mener jeg, at jeg kan gennem mit politiske standpunkt på midten.”
Hvad giver dig politisk energi?
”Når jeg kan se projekter og politiske beslutninger lykkes. Det er måske også derfor, jeg har valgt at stille op i lokalpolitik. Netop fordi det er her, man kan se når gadebelysningen er sat op eller den lokale skole har forbedret sig på forskellige parametre.”
Hvad betyder nærdemokrati for dig?
”For mig betyder nærdemokrati, at beslutninger træffes tæt på de mennesker, de påvirker. I Moderaterne ønsker vi, at københavnerne bliver hørt tidligt i beslutningsprocessen. Ikke først, når alt er besluttet. Nærdemokrati handler om dialog, tillid og reel indflydelse i hverdagen.”
Hvorfor skal folk interesse sig for kommunalpolitik. Hvorfor er det vigtigt at de stemmer?
”Jeg plejer altid sige, at politikerne på Christiansborg sætter rammen, men det er lokalpolitikerne, der maler maleriet. Kommunalpolitik handler om alt det, der former vores hverdag – skoler, plejehjem, byrum, boliger og den grønne omstilling. Demokratiet fungerer bedst, når flere engagerer sig. Din stemme er med til at bestemme, hvordan København skal udvikle sig – ikke bare for politikerne, men for os alle.”
Er der et eller nogle bestemte områder du vil have fokus på i forhold til LGBT+ politik?
”Jeg håber jeg kan bidrage til LGBTQ+ personer føler sig mere inkluderet, trygge og hjemme i København. Jeg har bl.a. foreslået at gøre Studiestræde til en LGBTQ+ venlig gade ligesom det kendes fra Bruxelles eller Amsterdam. Gøre regnbueplejehjemmet ’Slottet’ til lokalplejehjem så de får mere lokal selvbestemmelse, bl.a. gennem større inkludering af gode frivillige kræfter fra LGBTQ+ miljøet i bestyrelsen.”
Hvilken forskel håber du at have gjort om fire år, hvis du bliver valgt?
”Jeg håber at have skabt synlige resultater i København blandt andet på arkitektur-, bolig-, træ-, transport- og inklusionsområdet. Hvis jeg vælges, vil jeg gøre en ihærdig indsats for at Studiestræde er blevet til en LGBTQ+ venlig gade og regnbueplejehjemmet ’Slottet’ er blevet et lokalplejehjem.”


Michael Bjerg Hansen
Parti: Dansk Folkeparti. Kommune: Horsens.
Hvordan og hvornår opstod din politiske interesse?
”Min politiske interesse opstod i 2009, da en god ven opfordrede mig til at læse om Dansk Folkeparti og melde mig ind. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg delte partiets værdier på næsten alle områder. Det nationalkonservative, kærligheden til fædrelandet Danmark, og ønsket om at bevare vores kultur og sammenhængskraft. Jeg står bag vores faste udlændingepolitik, omsorgen for de ældre, EU-modstanden, retspolitikken og behovet for grænsekontrol.
Mit politiske forbillede er Pia Kjærsgaard – hun har gjort utrolig meget for Danmark og danskerne. Så har hun altid turdet sige tingene, som de er. Det beundrer jeg dybt”
Hvad har fået dig til at stille op til kommunalvalget?
”Jeg har altid været mest interesseret i det landspolitiske på Christiansborg. Men jeg ved også, at al erfaring starter et sted. Derfor stiller jeg op lokalt – for at lære, vokse og bidrage med min stemme i det nære demokrati.
Det er faktisk tredje gang, jeg er opstillet, og jeg gør det, fordi jeg virkelig tror på, at lokalpolitik betyder noget. Jeg er født og opvokset i et lille landsbymiljø, og jeg ved, hvor vigtigt det er, at alle – uanset om de bor i byen eller på landet – har lige muligheder og bliver hørt.”
Hvad giver dig politisk energi?
”Jeg får energi, når jeg mærker fællesskabet – når vi står sammen og kæmper for et bedre Danmark. Jeg plejer at sige, at DF-familien næsten føles som min anden familie.
Men jeg får også energi af debat – også med folk, jeg er uenig med. Jeg er nok typen, der helst vil have ret, men jeg vil også gerne kunne argumentere for, hvorfor jeg mener, som jeg gør. Det er i debatten, man bliver skarpere og står endnu stærkere i sine holdninger.”
Hvad betyder nærdemokrati for dig?
”For mig betyder nærdemokrati, at beslutninger skal træffes så tæt på borgerne som muligt. De bedste løsninger kommer ikke fra skriveborde langt væk, men fra mennesker, der kender virkeligheden lokalt.
Borgerne skal kunne mærke, at politikerne lytter – at der ikke bliver truffet beslutninger hen over hovedet på dem. Det handler om nærhed, tillid og respekt for fællesskabet.”
Hvorfor skal folk interessere sig for kommunalpolitik – og hvorfor er det vigtigt, at de stemmer?
”Fordi kommunalpolitik handler om alt det, der former vores hverdag – skolerne, ældreplejen, vejene og trygheden i lokalområdet. Ved at stemme giver man udtryk for sine holdninger, og er med til at påvirke samfundet i den retning, man ønsker sig.
Hvis man ikke stemmer, overlader man beslutningerne til andre. Så kan man ikke bagefter klage over, at tingene ikke går, som man ønsker.”
Er der et eller nogle bestemte områder, du vil have fokus på i forhold til LGBT+ politik?
”For mig er LGBT+ spørgsmål en privat sag. Jeg støtter fuldt ud, at alle skal behandles med respekt og have frihed til at leve, som de ønsker. Samtidig mener jeg, at kommunen skal holde sig neutral og ikke give økonomisk støtte til arrangementer som Pride – det bør finansieres af private midler, ikke skatteborgernes.
Jeg støtter heller ikke en borgmester, der nægter at vie par af samme køn – lige rettigheder gælder alle.
Jeg mener faktisk, at Dansk Folkeparti er et af de partier, der reelt beskytter LGBT- personer, fordi vi tør være kritiske over for islams fremmarch i Danmark. Det er et faktum, at en stor del af herboende muslimer ønsker sharia-lovgivning og mener, at homoseksualitet skal forbydes. Den udvikling er dybt bekymrende, og her er DF et af de få partier, der står fast på at forsvare frihed, ligestilling og retten til at leve, som man vil – uden frygt.
Men jeg mener også, at vi skal beskytte børn mod ideologisk påvirkning i skolen. De skal ikke indoktrineres i, at der findes mange køn – for det er forvirrende og unødvendigt. Som LGBT- person synes jeg, at den moderne kønsdebat er gået for vidt og risikerer at skabe mere splittelse end forståelse. Vi skal have respekt, men også sund fornuft.”
Hvilken forskel håber du at have gjort om fire år, hvis du bliver valgt?
”Jeg håber, at borgerne kan mærke, at der igen er kommet fokus på tryghed, dansk kultur og omsorg for de ældre. At kommunen er blevet bedre til at lytte til borgerne – og at pengene bruges fornuftigt og til gavn for fællesskabet.
Jeg vil gerne stå tilbage med en følelse af, at jeg har gjort en reel forskel for almindelige mennesker. Ikke for systemet, men for dem, der får Danmark til at hænge sammen hver eneste dag.”


Cecer Bjørk Mortensen
Parti: Socialistiske Folkeparti. Kommune: Kolding.
Hvordan og hvornår opstod din politiske interesse?
”Den startede egentlig allerede, da jeg sprang ud. Jeg boede på det tidspunkt i Aalborg, og jeg havde en del bekymringer om at springe ud. For mig var det en svær tid og en svær proces. Men med tiden mødte jeg andre fra homomiljøet i Aalborg. På det tidspunkt var jeg i gang med min sociologiuddannelse. Her brugte jeg en del tid på at studere queerteori såvel som andre samfundsrelevante emner såsom foreningsarbejde mv. Nogle af dem, jeg havde mødt i miljøet mente, at jeg havde en del relevant viden og en masse på hjertet, så de inviterede mig med tiden til at deltage i aktivistiske projekter og foreningsarbejde. Fra AURA til LGBT Nordjylland, Zola, Lev og Lad Leve og Tænketanken Tora. Jeg kommer ikke fra en baggrund, hvor partipolitik har fyldt meget eller været noget, jeg har engageret mig i. Men jeg har et ønske om at gøre verden lidt bedre for folk som mig selv. Så mit arbejde med og i forskellige organisationer udviklede sig gradvist til en større politisk interesse. Derfor sad jeg i en periode i forskellige udvalg og advisory boards – heriblandt som bysamfundsrepræsentant i Mangfoldighedsudvalget i Aalborg Kommune.”
Hvad har fået dig til at stille op til kommunalvalget?
”Jeg begyndte at få øjnene op for, hvor meget forskel en enkelt lokalpolitiker faktisk kan gøre for en hel by og en større gruppe mennesker. At man i et byråd kan have en relevant indflydelse, der rent faktisk betyder noget – at man kan bidrage til at gøre en forskel for nogen, så det kan ses og mærkes. Da jeg flyttede til Kolding, meldte jeg mig ind i SF. Jeg var nok mest af alt nysgerrig på, hvad en partiforening lavede. Jeg havde tænkt tanken, at jeg godt kunne tænke mig at få bedre muligheder for at gøre en forskel for mangfoldigheden, men hvis du havde spurgt mig for et par år siden (og det var der trods alt også nogle, der gjorde), om jeg ville stille op som byrådskandidat, havde jeg nok grinet af dem (og det tror jeg også, jeg gjorde). Men da jeg fik kendskab til SF som partiforening og muligheden bød sig, slog jeg alligevel til. Indtil videre har det været en fantastisk oplevelse at kunne tale de sager, der er vigtige for mig.”
Hvad giver dig politisk energi?
”Det giver mig politisk energi at gøre en forskel. For mig er det det, politik handler om. Det handler om mennesker. Nogle gange gør det en stor forskel, at nogen er villig til at kæmpe sin sag. Også selvom man måske ikke altid vinder den, men alene det, at føle sig husket, når man er vant til at blive glemt, kan gøre en kæmpe forskel. Jeg får i den grad politisk energi af at kæmpe de kampe.
Min drivkraft er og vil altid være, at ingen skal stå og føle sig uden for fællesskabet og samfundet. For det er der folk, der føler. Så da jeg valgte at stille op til kommunalvalg, var det primært med det ønske at kunne bidrage til selv mikroskopiske ryk i en retning af, at nogen i min kommune kunne føle sig lidt mindre overset eller lidt bedre repræsenteret. ”
Hvad betyder nærdemokrati for dig?
”For mig er nærdemokrati, at lokalpolitikere (og os, der prøver at blive det) netop selv er borgere. Nærdemokrati findes bedst i sin essens, når de beslutninger, politikere træffer, også påvirker dem selv. Det byliv, der indrettes, er det samme byliv, de selv skal begå sig i. De børnehaver, skoler, fritidstilbud, de har lavet budgetforhandlinger omkring, sender de også selv deres børn af sted til. De kører selv med den bus på den busrute, de selv har bidraget til at planlægge. Det er de små og de store forandringer, der kan mærkes og opleves i ens egen hverdag. Hvis jeg bliver valgt, vil jeg stadig først og fremmest være borger i den kommunale, jeg skal bidrage til at lave politik omkring.”
Hvorfor skal folk interesse sig for kommunalpolitik. Hvorfor er det vigtigt at de stemmer?
”Det er supervigtigt at stemme til kommunal- og regionsrådsvalget, fordi det netop har så direkte betydning for ens hverdag. Til regionsrådsvalget handler det jo blandt andet om, hvor hurtigt en ambulance kan få frem til din adresse. Til kommunalvalget handler det blandt andet, om hvor længe du skal vente på bussen. Om der overhovedet kører en bus i nærheden af din adresse. Eller om der er skoler til dine børn i dit område, om der er støtte til pride i din kommune og meget andet. De beslutninger, der træffes i en byrådssal, kan ofte mærkes meget direkte på den enkeltes borgers hverdag. Derfor er det så uhyre vigtigt at sætte sig ind i de opstillede kandidaters politikker, og at man sætter sit kryds. Det tager kun få minutter, men det har betydning de næste 4 år.”
Er der et eller nogle bestemte områder du vil have fokus på i forhold til LGBT+ politik?
”Det er ingen hemmelighed, at LGBT+ politik er en af mine mærkesager. Især har jeg en interesse i at styrke et queervenligt og LGBT+ relevant forenings- og kulturliv i Kolding Kommune. At vi arbejder på, at erhvervslivet og offentlige institutioner i højere grad skaber rummelige arbejdspladser og reducerer diskrimination i rekrutteringsprocesser. Den generelle trivsel blandt LGBT+ personer bør afdækkes med handlingsforslag – blandt andet med fokus på uddannelse og seksuel sundhed.”
Hvilken forskel håber du at have gjort om fire år, hvis du bliver valgt?
”Der er meget, jeg drømmer om at kunne have gjort, og fire år ville nok ikke være nok til at nå i mål med det hele. Men det indebærer blandt andet: LGBT+ handleplan. En undersøgelse og afdækning af LGBT+ personer i kommunen. Anonymiserede ansøgningsprocesser til offentlige stillinger. Flere ressourcer og bedre støtte til foreninger, der arbejder med mangfoldighed og social bæredygtighed. Flere toiletter i det offentlige rum med universelt design
Og så håber jeg lidt, at jeg kan vise, at politik ikke er forbeholdt en bestemt gruppe mennesker. Jeg håber, at nogen føler sig set og spejlet i den repræsentation, som jeg håber, jeg kan bidrage med.”


Sebastian Mylsted
Parti: Danmarksdemokraterne. Kommune: Gentofte.
Hvordan og hvornår opstod din politiske interesse?
’Jeg har været interesseret i samfundsforhold så længe jeg kan huske. Allerede fra en tidlig alder var jeg mere interesseret i TV-avisen og dokumentarer end i Børnetime.
Mine forældre har været gode til at understøtte og stimulere min nysgerrighed, så det har været en naturlig interesse fra barnsben’
Hvad har fået dig til at stille op til kommunalvalget?
”Jeg ønsker at præge samfundet i den retning jeg tror på er den rigtig. Her tænker jeg særligt på, at vi skal bevare et Danmark vi kan genkende – også om 50 år.
Vi skal værne om vores samfund og vores værdier, samt have øje for almindelige menneskers hverdag. Vi ser alt for mange skrækeksempler på hvor galt det kan gå, hvis man ikke gør det.”
Hvad giver dig politisk energi?
”Frustrationen over hvor hurtigt hensynet til den enkelte borger og den personlige frihed bliver glemt i “systemet”.
Dertil tanken om konsekvenserne, hvis ikke vi tager problemerne med ikke-vestlig migration alvorligt. Jeg ønsker ikke at leve i et samfund, hvor Islam har stor indflydelse, for det betyder ufrihed, undertrykkelse og forfølgelse – blandt andet af homoseksuelle.”
Hvad betyder nærdemokrati for dig?
”Nærdemokrati er vores mulighed for at have indflydelse på de helt nære ting. Det kan være spørgsmål som hvad der skal ske med en lokale skole, hvad en ny vej skal hedde eller om noget så lavpraktisk dom affaldssortering. Kort sagt dét, der berør vores hverdag og som vi har meget direkte indflydelse på.”
Hvorfor skal folk interesse sig for kommunalpolitik. Hvorfor er det vigtigt at de stemmer?
”Kommunerne forvalter en større andel af samfundsøkonomien end Folketinget. Selvom rammerne er sat af Christiansborg, så er ser ofte vide rammer for at påvirke hvordan de udmøntes. Dermed har kommunalpolitik stor indflydelse på den hverdag vi alle lever i.”
Er der et eller nogle bestemte områder du vil have fokus på i forhold til LGBT+ politik?
’Jeg vil fortsat bakke op om de tiltag vi gør for at fremme seksuel sundhed blandt unge – herunder også samarbejdet med Checkpoint.”
Hvilken forskel håber du at have gjort om fire år, hvis du bliver valgt?
”Jeg håber konkret at have gjort en positiv forskel for borgernes hverdag i form af mindre vejstøj, mindre besvær med affaldssortering og at have bidraget til at øge trygheden ved at nedbringe antallet af indbrud i private hjem i Gentofte Kommune, for det er mine mærkesager.
Mere abstrakt håber jeg også på, at have bidraget til at bevare et samfund vi kan genkende, for vi skal værne om dét, der har gjort Danmark til et verdens bedste samfund at leve i.”

Jonas Manthey Olsen. Pressefoto.
Jonas Manthey Olsen
Parti: Socialdemokratiet. Kommune: København.
Hvordan og hvornår opstod din politiske interesse?
”Jeg blev politisk aktiv allerede som fjorten- årig, da jeg meldte mig ind i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom.”
Hvad har fået dig til at stille op til kommunalvalget?
”Jeg vil gerne være med til at gøre København endnu bedre – især for børn og unge. Og så mener jeg også der er brug for at få flere LGBT+ personer repræsenteret på rådhuset.”
Hvad giver dig politisk energi?
”At kunne gøre en konkret forskel og få ting til at ske”.
Hvad betyder nærdemokrati for dig?
”At der er så kort som muligt mellem dem, der træffer beslutningerne og dem det handler om. Og at vi finder løsninger, der giver mening i virkeligheden.”
Hvorfor skal folk interesse sig for kommunalpolitik. Hvorfor er det vigtigt at de stemmer?
”Fordi det handler om vores hverdag og fordi muligheden for at gøre en forskel er virkelig stor. Jeg mener også det er vigtigt, at vi som LGBT+ personer deltager og får kandidater valgt, der repræsenterer os.”
Er der et eller nogle bestemte områder du vil have fokus på i forhold til LGBT+ politik?
”Mistrivselen blandt LGBT+ børn og unge er alt for høj og markant højere end for andre grupper. Det skal vi gøre mere ved. Det kræver både at vi skaber nogle skoler og institutioner, hvor man som ung føler sig tryg og har voksne at gå til.
Samtidig vil jeg arbejde for at København får en endnu mere konkret LGBT+ politik, hvor man sætter mere handling bag ordene. Både når det kommer til bekæmpelse af utryghed og hadforbrydelser. Og når det handler om at støtte LGBT+ foreninger og kulturtilbud.
Hvilken forskel håber du at have gjort om fire år, hvis du bliver valgt?
”Jeg håber at have bidraget til at vi stoppet den stigende mistrivsel blandt børn og unge. Ligesom jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at have været en tydelig stemme for LGBT+ miljøet.”



