KULTUR

Krop og kropsidealer til debat i ny udstilling

Vejle Kunstmuseum sætter fokus på kroppen og kropsidealer med udstillingen “KROP”. Her er det Tore Hallas værk And Going After the Flesh.

Kroppe er fascinerende og idealerne for dem variere og skifter konstant. Kunsten har været med på sidelinjen hele vejen. Vejle Kunstmuseum er med til at sætte gang i debatten om kropidealer med udstillingen “KROP”.

Kroppen er fascinerende. Både når den er påklædt, og når den ikke er. Mange har et had/kærlighedsforhold til deres egen, og en evig mening om andres. Kroppe skaber debat om kropsidealer, køn, seksualitet og ligestilling – en debat, der altid er levende, naturligvis også i kunsten. Vejle Kunstmuseums tager hele denne stillingtagen til kroppen op i deres nye permanente udstilling: KROP!

Der er 400 års kunst at spejle sin egen krop og kropsforståelse i, for der vises malerier, studier, print og skulpturer, fra 1600-tallet til i dag. Et af de mest gennemarbejdede motiver i kunsthistorien er menneskekroppen. Der er dog stor forskel på, hvordan de forskellige kunstnere går til opgaven, når det gælder om at skildre mennesket, – for hvilke ”regler” gælder?

Med støtte fra 15. juni fonden har Vejle Kunstmuseum erhvervet den unge kunstner Tore Hallas videoværk ‘And going after strange flesh’ og dette bliver en del af den nye udstilling.

Synd og homoseksualitet

Museumsinspektør Trine Grøne fortæller om det nyerhvervede værk:

“Det er Tore Hallas egen krop, der har været inspirationskilde til afgangsværket ‘And going after strange flesh’. Hallas arbejder i sit værk med den form for skam, han har oplevet i forhold til sin egen krop og seksualitet. Titlen på værket er en passage fra biblen, der beskriver byerne Sodoma og Gomorra, hvor mennesket ifølge visse kilder giver sig hen til synd og homoseksualitet. Byerne optræder også i to andre verdensreligioner, i de hellige skrifter i Toraen og Koranen. Tore Hallas tager afsæt i passagen i sin egen universelle undersøgelse af den form for skam, som er knyttet til mandlig homoseksualitet og tykhed i vores kultur. Hallas bruger myter og påstande fra Bibelen, og henviser til religiøse fortolkninger og historiske begivenheder, for at gøre opmærksom på diskrimination af mennesker, som ham selv.”

Der er også andre nye værker kommet til og sammen med billeder fra museets samling og arkiv, er det hele blevet sat sammen i den nye udstilling.

Tykke bøsser

Da Tore Hallas dimitterede vandt han Poul Erik Bech Fondens kunstpris for sit bidrag til Kunstakademiets afgangsudstilling 2019. Og ja, rigtig gættet, det er den føromtalte videoinstallation, der ifølge juryen taler i et vedkommende og fuldendt formsprog om den stigmatisering og skam, der er forbundet med bl.a. homoseksualitet og tykhed.

”Hallas benytter sig af et enkelt billedsprog, i stil med samtidige portrætdokumentarer og rejsefortællinger, til at granske forbindelserne mellem mandlig homoseksualitet, race og tykhed. I en heteronormativ kultur stigmatiseres både homoseksualitet og tykhed, og sidstnævnte er ligeledes stigmatiseret i mainstream homoseksuel kultur. Med Sodoma som religiøst ladet kulisse indleder Hallas sin søgen efter forståelse af netop disse former for udskamning.”

Sådan skrev afgangsudstillingens kuratorer Maria Berrios og Katarina Stenbeck i sin tid om Tore Hallas’ værk.

Tiderne skifter

Som samfund har vi klare forestillinger om, hvordan kroppen skal se ud og agere. Men hvor stammer disse kropsbilleder og idealer fra? I oldtidens Grækenland blev kroppen opfattet som et spejl for indre og ydre værdighed og stillet til skue for publikum og guderne. En æstetisk smuk og veltrimmet krop blev set som et symbol på en ren sjæl. Oldtidens kropsbilleder er frem til i dag blevet gengivet, overleveret og bearbejdet i religiøse motiver, reklamer, populærkultur, sociale medier og i kunsten.

Kroppen kan være et objekt for begær, såvel som en kampplads, når vi diskuterer normer, moral, køn, sex og ligestilling. Trods kroppen er det mest naturlige, vi har, vækker den alligevel angst, skam og fremmedgjorthed.

Udstillingen KROP viser hvordan billedkulturen historisk og aktuelt afspejler og udfordrer konventionerne om krop, køn og identitet. For kunsten kan med andre ord, via en undersøgende og nysgerrig tilgang, problematisere konventionelle forståelser af krop, køn, race, relationer og seksualitet, samt andre af livets store spørgsmål.

Måske du skal et smut forbi Vejle. Alle museer i Vejle har gratis adgang, året rundt.

Praktisk information

KROP – Ny permanent udstilling

Sted: Vejle Kunstmuseum, Flegborg 16-18, Vejle

Tid: Tirsdag – søndag kl. 11.00 – 17.00

Gratis adgang

Mere info om udstillingen finder du her.

Læs også: Kultdigtsamling af Richard Siken nu på dansk