KULTUR

Antikke kropsidealer i moderne omfavnelse

Flot særudstilling med kroppen som omdrejningspunkt. Foto: Vejle Kunstmuseum

I en undersøgende ny udstilling, reflekterer antikke statuer og nyskabte værker over vores forhold til kroppen. Sammen med fortællinger om/fra en transkønnet, en stomi-opereret og en olympisk paraatlet.

Vejle Kunstmuseum har netop åbnet  særudstillingen Kropumulig Kroputrolig.

Man har taget fat i oldgamle græske skønhedsidealer og brugt dem som en rammesætning for nye vinkler på krop, køn og idealer.

Menneskets krop er fantastisk og helt utrolig. Til tider også lidt umulig. De fleste mennesker bestræber sig på at følge de fremherskende skønheds- og kropsidealer. De færreste tænker nok ikke over, at idealerne har rødder helt tilbage i den græske antik.

2500 års tidshop

Musset har indlånt afstøbninger af antikke skulpturer, fra nogle af landets bedste samlinger: Statens Museum for Kunst, Antikmuseet, Thorvaldsens Museum og Kunstmuseum Brandts.

Med et tidshop frem til i dag er fire kunstnere blevet inviteret til at gå i dialog med disse skulpturers idealer.

Udstillingen viser nye værker, skabt specielt til udstillingen, af Mia Mai Graabæk, Søren Thilo Funder og Sarah Trahan, samt en nyerhvervet værkserie af Lærke Posselt. Værkerne stiller på hver sin unikke måde spørgsmål til, hvordan vi forholder os til vores krop i dag, og hvordan kropskultur i samfundet påvirker vores måde at arbejde og leve på.

De gamle skulpturer udfordres og iscenesættes i en sanselig og legende scenografi, der inviterer til at gå på opdagelse, både i de fysiske rum og i ens egen krop og sjæl.

Antikke kropsidealer i moderne kunstnerisk omfavnelse.
Foto: Iben Marika Parum

Ægte fortællinger

I dialog med brugergrupper har Vejle Kunstmuseum indkredset tre temaer, der præger udstillingen: Blufærdighed, forandring og perfektion. Både de gamle og nye kunstværker bidrager til dialoger med temaerne som udgangspunkt. I udstillingen møder gæsterne også tre mennesker, der fortæller om deres egen krop: En ung transkønnet mand, en stomi-opereret kvinde og en olympisk paraatlet.

Folkene bag udstillingen ‘Kropumulig Kroputrolig’ beskriver den som en undersøgelse af den universelle menneskelige tilstand det er at leve i sin krop, på godt og ondt.

Lærke Posselt – Et af portrætterne fra værkserien Q*, som Vejle Kunstmuseum har erhvervet. 
Foto: Vejle Kunstmuseum 

Praktisk information:

Særudstilling: KROPUMULIG KROPUTROLIG

Vejle Kunstmuseum, Flegborg 16-18, Vejle

Udstillingsperiode: 10.02.24 – 15.12.24

GRATIS ADGANG

Digte til ungdommen