Kan en homo være homofobisk?
Foto: Privat
Homohad har eksisteret lige så længe som ordet “homoseksuel” har været til. Der er altid nogen, der gerne vil skade homoer udelukkende fordi, at de er homoer. Og det har generelt været heteromænd, der har haft den ære. Men i min oplevelse er der ved at ske et skred. Dele af det homoseksuelle miljø, begynder at bruge en homonegativ retorik om andre homoer. Altså homoer, der ser negativt på andre homoers ret til at være sig selv. Homoers rettigheder er i fare.
Sidste år var det 40 år siden, at homoseksualitet blevet fjernet fra listen over psykiske sygdomme i Danmark. Det skete efter at nogle store kampe var kæmpet, og det skete grundet nogle modige mennesker. Det var en sejr der holdt gejsten oppe ved mange mennesker i mange år.
40 år er lang tid, og der er nu mange, der ikke kan huske historien, Mange er måske ved at glemme, at rettigheder ikke kom ud af magi eller uden kamp. Mennesker, der aldrig selv har kæmpet kan komme til at overse, at rettigheder konstant skal holdes i live. De kan også komme til at leve på en måde, hvor man begynder at devaluere de rettigheder ved at brokke sig over andre, der bruger rettighederne fuldt ud.
At bruge sine rettigheder
At bruge sine rettigheder fuldt ud kan være at gå i noget tøj, der er synligt på lang afstand. Det kan være at gå med make up og det kan være at have en frisure, der er regnbuefarvet. Det kan også være at tale på en bestemt måde eller at bevæge sig på en bestemt måde. Ordet flamboyant er ikke længere et ord, der kun kunne tages frem til fest. For mange er hverdagen blevet en fest, hvor de fejrer, at de kan leve så autentiske liv, som de ønsker.
I mange år var det ikke muligt at leve sit autentiske liv fuldt up som en håndledssvingende, farverig, fjerboabeklædt, underernæret, make up skinnende fierce QUEEN med en stemmeføring, der kunne få hunde i Sverige til at hyle grundet lyde, der lå så højt på skalaen, at de ikke kunne høres af mennesker, og med et S, der var så skarpt, at man kunne åbne flasken med poppers med det uden at røre ved den.
Det kan man i dag de fleste steder – også uden at blive overfaldet eller få tæsk for det. Så langt så godt.
Livet bag ligusterhækken
Nogle homoseksuelle greb den nye frihed og løb med den så synligt som de kunne. Andre nød rettigheden til at være sig selv ved at føre stille liv i forstæderne. Med et hus og have og en drøm om at kunne holde sølvbryllup og være vellidt af de mange heteroseksuelle naboer, som forstæderne er kendte for. Homoseksuelle er lige så varierede som alle andre grupperinger mennesker, og pludseligt kunne alle begynde at leve på den måde, der passede dem bedst.
Mange homoseksuelle nyder livet bag ligusterhækken. Med en Volvo i garagen og en tro kopi af alt det, som den heteroseksuelle verden har bygget op som værende idealet for et godt liv gennem mange generationer. Det er super skønt, at de har den mulighed.
Så man skulle tro, at alt var godt, når nu folk kunne få det, som de selv ville …
… men …
Desværre når regnbueflaget ikke helt op i Homohimlen. Jeg har gennem en årrække bemærket, at flere og flere ytrer sig negativt på de sociale medier. De er vrede over, at der er kommet noget, som hedder en Pride. Her kan de, der har lyst – helt frivilligt – vandre gennem København – og mange andre steder nu om dage – i tøj efter egen smag, og danse til musik og gøre sig så synlige så muligt. Alle undersøgelser viser, at synlighed er vejen frem mod accept.
For at mennesker skal tage stilling til noget, og begynde at ændre på tanker, er de først nødt til at opleve det. Priden sørgede for at alle hørte om og SÅ de homoseksuelle og så kunne forandring for alvor begynde mod lige rettigheder for alle.
Men nogle homoer var ikke glade. De virkede bange, og frygten gik på, at andre måtte tro om dem, at DE var sådan nogle flamboyante nogen som dem i Priden. Det kunne ikke accepteres, så de begyndte at skælde ud og de sociale medier var som skabt til det.
Homoernes egen skyld?
Det er gået så vidt som, at jeg for nylig har været i clinch med en bunke personer, der alle skriver de samme ting:
“Homoer er selv skyld i at de bliver overfaldet, når de ikke opfører sig “normalt” eller når de “skaber sig” på åben gade eller når de bevidst provokerer med deres “se mig, se mig” opførsel.”
Alt det, der blev blevet kæmpet for, er væk. Tilbage står der kommentarer magen til dem, som heteromænd bruger om homoseksuelle for at retfærdiggøre at overfalde dem verbalt og fysisk. Men nu kommer de ord fra homoer, som virker bange for at andre vil tro noget om dem. De lader til at frygte, at andre vil se ned på dem, fordi at de er homoseksuelle og det er dem i Priden også, så ergo er de ens.
Det er noget forbandet vrøvl. Det er ikke mere korrekt end at sige, at Breivik er Norsk, så alle nordmænd er som ham. Desværre vælger det segment af homoseksuelle at udbrede et budskab om, at det er acceptabelt at slå synlige bøsser ned. De kan jo bare lade være med at gå i det tøj, som de gør, og svinge med de håndled. At INSISTERE på at være et synligt menneske efter eget ønske.
Stop skammen
Mit budskab er, at at ALLE har retten til at være sig selv. Til at gå klædt som de ønsker. Til at have den frisure de vil. Til at tale som de har lyst til og til at bevæger sig på ethvert sted i Danmark. Holde ryggen rank og uden at skulle skamme sig eller gemme bag en mental ligusterhæk.
Ønsker du at gemme dig bag en hæk, så har du retten til det. Men lad være med at give voldsmænd ret i, at andre, der lever anderledes end dig, selv er skyld i at blive overfaldet fordi at de er homoseksuelle. Arbejd i stedet med at finde ud af, hvorfor du ikke er tryg ved at være dig selv. For er du tryg i din egen hud, så har du ikke travlt med de andres.
Bodin Madsen er uddannet sygeplejerske og klinisk sexolog. Han har desuden udgivet flere bøger – blandt andet selvhjælpsbogen “Fra hetero til homo”.
Læs mere om verdens største undersøgelse af seksuelle minoriteters trivsel her.
