Fremragende gengangeri på Odense Teater

Med stærke skuespillerpræstationer og visionær iscenesættelse, fanger en nyfortolkning af Henrik Ibsens Gengangerne publikum. Man bliver ramt og draget på Odense Teater.

I en årstid, hvor der reflekteres over døden, mindes og tændes lys. Og hvor der i nyere tid er begyndt at vrimle med monster, skeletter og uhyggelige væsner, her, der og allevegne. Ja, så passer Gengangerne, der lige nu spiller på Odense ITeater, egentlig meget godt ind. For heri er spøgelserne og genfæerne mange.

På Odense Teater træder vi ind i et rum fyldt med det usagte. De ting, der ligger og spøger i en, traumerne og løgnene. Det hele gemt bag lukkede døre og mere eller mindre skrøbelige væge. Og når der først åbnes op, bryder alt sammen.

Alting vælter, præcist som i Petruska Miehe-Renards fremragende scenografiske fortolkning. Døre ligges ned og fjernes, en efter en. Til sidst ligger alt hulter til bulder i ruiner, kun de følelsesmæssige forslåede og udbrændte personer er synligt tilbage, midt i nedsmeltningen.

En fortolkes balancegang

Nå man skal genfortolke et værk, kan de ske, at man gør det så radikalt, at det kun ender med at være skyggen, der er tilbage. Men i Liv Helms fortolkning af dette, Henrik Ibsens så klassiske drama, bevares det grundlæggende. Der er tydeligt respekt for forlægget. Hun mestre at beholde grundtonen og alligevel skabe sine egne, og føre historien på nye veje.

For eksempel er omdrejningspunktet i denne udgave Regina, husets stuepige, som mod sædvane trækkes helt frem, og det bliver langt hen af vejen, igennem hende vi oplever fortællingen.

Nogen vil helt klart føle sig støt af den meget flytten rundt på scenerne og replikkerne, men det er nu ikke gældende for denne anmelder. For man forstår hvorfor og det giver et friskt og meget moderne bud. Det er konsekvent. Selv den letter omskrevne slutning, accepteres, for præmissen er der for det.

Helt i mål kommer vi ikke. Fortællingen bliver en smule forhastet. Ikke at man bliver koblet af og at en helhed ikke skabes. Men mere, at der er elementer vi ikke rigtig kommer i dybden med. De filosofiske betragtninger får ikke for alvor lov til at fylde, og dermed folde sig ud. Det hele fortaber sig lidt i længden og iscenesættelsen forvirre også sig selv en smule undervejs. Det ændre dog ikke på at forestillingen rammer en. Det virker helstøbt på trods. Man bliver fanget af den direkte og hårdtslående fortælling. Jeg blev overbevist. Ikke mindst grundet skuespillernes stærke præstationer.

Det vi giver videre

Det er fortællingen om Enke Fru Alving , der kæmper for holde familien sammen og ikke mindst facaden. Det sker blandt ved at hun åbner et børnehjem i sin afdøde mand, kaptajn Alvings, navn. Pastor Mendes, hjælper hende med at håndtere alle de økonomiske forhold, samt generel livs rådgivning. Da sønnen kommer hjem fra udlandet, er der umildbart lykke at spore. Men han kæmper med indre dæmoner. Og med blandt andet dem i fuld flor, vælter læsset. Fortidens spøgelser vælter frem. Og man kan ikke længere dække over ting. Vi er med stuepigen som betragter det hele, men som selv bliver vivlet ind i alt det fortrængte. Trods store ønsker om fremtiden bliver hun holdt fast og kommer i glemme blandt gengangerne. Alt det overleverede.

Dragende skuespillerpræstationer

Ellaha Lack spiller stuepigen eminent. Med skrøbelighed og stor styrke. Vi bliver rørt af hendes spil og hun river os med på sin rejse. Der spilles med fasthed og kontrol.

Lasse Steen rammer vildskaben og rodløsheden hos sønnen Osvald, men aldrig så det bliver overdrevet, men med den konstante balance så vi hele tiden mærker rollens indre kampe og smerte. Uden tvivl med lige så stor kontrol som sin medspiller (Ellaha Lacks), men med en løssluppenhed, der giver den rette kontrast de to imellem. Man bliver betaget.

Malene Melsen som Fru Alving, Lars Simonsens som Pastor Manders og Peder Holm Johansen som Engstrand, giver os deres velkendte og fornemme karakterspil. Der er spænding konstant i deres nærværende spil.

Forestillingen er et samarbejde mellem Husets Teater og Odense Teater. Den har netop spillet i København og nu er turen kommet til Odense.

Det er en bebudet trilogi af Ibsens værker, der med ”Gengangere” er startet op på. De næste par sæsoner efterfølges der af ”Fruen fra Havet” og ”Når vi døde vågner”. En såkaldt spøgelsetrilogi. Alle med Liv Helms som fortolker. Det bliver spændende at se og følge, for sikke en start. Den første er endt særdeles veludført, velfungerende og velspillet, og som en meget velegnet tur i teatret i efterårsmørket. Vi er jo alle genganger. Fire solide selvlysende stjerner herfra.

Om forestillingen:

Tekst: Henrik Ibsen. Bearbejdelse og iscenesættelse: Liv Helm. Scenografi og kostumedesign: Petruska Miehe-Renard. Lyddesign: Erik Christoffersen. Lysdesign: Rosa Birkedal. Dramaturg: Sosha Teperowska. Instruktørassistent: Freja R. Nissen. Scenografassistent: Catrine Faurby. Co-produktion mellem Husets Teater og Odense Teater.

Medvirkende: Ellaha Lack, Lasse Steen, Malene Melsen, Lars Simonsen, Peder Holm Johansen.

Gengangere spiller på Odense Teater 23. oktober – 23. november 2024.

Yderligere information og billetsalg finder du på Ode