Finurlig juletur på slottet

Et julepyntet Odense Teater inviterer til en ægte juleklassiker, der kan samle hele familien og sprede den klassiske julestemning.

 

Det er sørme, det sandt, december… ikke helt, men de så kendte sangstrofer, sætter alligevel gang i julehyggen og tankerne ryger med et i retningen af DR´s julekalender: Jul på slotte fra år 1986.

Odense Teaters bud på årets familiejuleudflugt er teaterudgaven af kalenderen, bearbejdet på ny. Det er der kommet en ganske munter og kæk udgave ud af. Her kan man virkelig hygge sig og nyde spillet.

Skuespillerne er veloplagte og deres karakterer står skarpe, i den karikeret spillestil, hvor der skruet op for de kække bemærkninger, men aldrig så det kammer over, eller bliver overspillet, men i den helt perfekte balance.  Det er et farverigt persongalleri vi bliver præsenteret for og alle levere i et herligt sammenspil. Det er friskt, finurligt og fornøjeligt.

Givende bearbejdelse og kulisser

Benjamin La Cours er ret hurtigt blevet en af landets førerne scenografer og endnu engang levere han på topniveau. Kostumerne er vidunderlige, festlige og givende, og lig de raffineret,  kulisser står de funklende skarpe og er en gave til forestillingen, samt spillet. Det hele understreger den friske, charmerende og varme ånd stykket er præget af.

Det underbygger altså Martin Miehe-Renards nybearbejdelse, ja, faktisk af sit eget værk. Han skrev selv julekalenderen i sin tid, der er let, forfriskende og med farcens virkemidler drysset elegant udover manuskriptet. Mange fine sjove detalje, løjer, scener og påfund. Sproget er har fået en lille “make-over” er er blevet moderniseret. Dog uden at det føles påklistret, og med respekt for det oprindelige.

Sangene er hyggelige grundet genkendelsen, men er ikke forestillingens stærkeste kort og giver ikke det store til historien.

Fortællingen er for børn, nok lige en anelse for kringlet og forestillingen lidt for lang, men de mange humoristiske optrin vejer op for dette, for det er nemt og lige til at forholde sig til og gør at de alligevel hænger ved. Man bliver revet med, more sig og man føler sig i virkelig godt selskab med hele det kongelige slæng på scenen.

Man er underholdt og man går smilende og glad fra forestillingen. Sluttelig vil jeg dog komme med  – et men. Bevares måske ikke det største men, men dog et af slagsen.

Da forestillingen var slut, alle havde fået hinanden, de sidste toner havde lydt og vi havde klappet af, forlod castet scenen, og her lød det fra drengen bag mig: Hvorfor for helvede går prinsen og prinsessen ud hver sin vej?

… ja, det kunne man måske lige have tænkt over.

Det rykker nu ikke meget ved denne anmelders opfattelse.  Jul på Slottet får fem julestjerner med deres egen vægt værd i guld.

Spilletider og billetter finder du her.

Læs også: En rejse i fantasien