Jeg har savnet nogen at spejle mig i

Kampen for bedre vilkår for LGBT’ere kæmpes i Danmark af en meget lille gruppe mennesker, og det går Abdel Aziz Mahmoud på, og han kommer med en stærk opfordring til det tavse og usynlige privilegerede flertal.

”Jeg synes, der er en tendens til, at de privilegerede – uanset hvad man taler om – glemmer at tage deres del.

Dem der kæmper LGBT+kampen i dag, er typisk dem, der i forvejen er midt i en kamp. Dem hvis forældre ikke gider dem, og som måske er blevet tvunget til at springe ud, før de ønskede det, fordi det er tydeligt, at de er anderledes. De tager kampen på vegne af dem, det gik godt: De næsten heteronormative LGBT+’ere, regnbuefamilierne, eller de der rigtig flotte unge homoer, der scorer hver weekend, og som bare har det fantastisk.”

Holder sig væk fra kamppladsen

”Man ser ikke mange af dem til debatarrangementerne, og de skriver ikke noget på Facebook, der støtter kampen, og de kan ikke finde på at lægge et billede på af deres kæreste. De bidrager ikke, for de er et dejligt sted, men glemmer, at der er andre, der har været der før dem, og at det er andre, der har gjort, at de har det så godt. De tror, det er nok, at de bare sagde det til deres forældre, og at de tog det godt. Men der er fandeme nogle generationer, der har grædt og blødt for, at vi kan have det sådan her. Jeg kan få tårer i øjne over det, og jeg kan blive en lille smule vred også”, siger Abdel, og får et eftertænksomt blik i øjet.

– Men hvis man ikke er den fødte aktivist, hvad kan man så gøre?
”Jeg taler jo ikke om dem, der har det svært. Jeg taler om dem, der hverken møder homofobi eller har skullet tage opgør med deres bagland. De behøver ikke skrive læserbreve, men de kan stå ved, hvem de er, ved lægge et billede op af deres kæreste, eller møde op til et foredrag. Det bliver nemmere og nemmere, at stille sig op, og tage del i kampen i det små. Jeg har savnet dem, og jeg har savnet at spejle mig i nogen, der ligner mig.”

– Der er dem der spørger, hvad vi skal med priden i Danmark…?
”LGBT’ere der nedgør deltagerne i de forskellige prides, og siger ting som ”Jeg kan ikke genkende mig selv i det.” Hallo for helvede! Det er en fest, og vi fejrer, men det er også en kamp for alt det, der stadig venter og du har fucking værsgo at gå med!” En let knytnæve i cafébordet understreger pointerne, indtil Abdel sænker stemmen, og uddyber:

”Det er ikke kun priden, jeg taler om, det er også de andre 364 dage om året. Det er dér, jeg savner dem. Jeg har hørt fra straight acting homoer så mange gange, at de af en eller anden grund er lidt trætte af glimmerbøsserne. Jeg synes, de skulle skamme sig. Mens man ser frivillige kræfter i miljøet bruge deres fritid på vores fælles kamp, så ser vi de her care less typer på Never Mind klokken lort, hvor de har deres veninder med. That’s it.

Jeg skal ikke shame eller brokke mig over, at folk fester og har det sjovt – for så ville jeg være virkelig hyklerisk, lad mig bare sige det sådan. Men det taler også ind i vores stærkt individualistiske kultur, hvor den enkeltes ego og fremdrift er blevet mere betydningsfuldt end kollektivets kamp for fællesskabets fremgang. Man er sig selv først og størst – kollektivet bliver i vores kultur midlet til at dyrke sig selv, frem for det modsatte.

Det gælder i alle livets svære spørgsmål. Vi har brug for den stærke, velfungerende majoritet til at stå ved siden af den kæmpende minoritet. Ellers kommer vi ingen vegne.”