Michael Nord – Vi skal ikke lade os stoppe af modstand

Michael Nord, 65 år, var med til at få ideen til den første Copenhagen Pride tilbage i 1996. Det blev holdt sammen med en endnu større begivhed nemlig Europride.
«Det passede sammen med, at København i 1996 skulle være Europas Kulturby. Med Europride var det første gang, at København kom på det inertnationale regnbuekort. Så stor begivenhed havde vi aldrig før været værter for”, fortæller Michael Nord til journalisten Bjarne Henrik Lundis i podcasten Regnbueland her i 30 året for den første store Copenhagen Pride og Europride blev afholdt.
Det kommer vi tilbage til. Men her først lidt om Michael Nords egen baggrund.
Min far døde tidligt
Han voksede op i Studiestræde – lige i nærheden af Københavns Vandværk, i dag Pumpehuset.
”Vi boede i den del af Studiestræde, der hører til Vesterbro. Vi var den eneste ejendomme med beboere. Resten var virksomheder og hoteller. Jeg havde en lykkelig barndom lige indtil jeg var 6 år. Så døde min far nemlig, og min mor var alene med mig”, fortæller Michael Nord, som flyttede hjemmefra i en alder af 18 år.
Ville leve op til normerne
Han havde en fornemmelse af, at han var til drenge. Men han syntes ikke, at det var en nem situation, som han befandt sig i.
”Jeg syntes, at det var svært. Jeg ville gerne passe ind i de gængse normer og ønskede, at min mor fik børnebørn og en svigerdatter, Jeg blev også forlovet med en pige, men vi havde aldrig sex. Vi var mere venner”, forklarer han.
Sagde først de var biseksuelle
Det var først i gymnasiet, da han mødte en anden fyr, som havde det ligesom ham selv, at de indrømmede overfor hinanden, at de var biseksuelle.
”Det var dengang nemmere og lidt mere ufarligt at sige, at man var biseksuel end bøsse. Senere indrømmede vi dog ovenfor hinanden, at vi begge var til mænd”, husker Michael Nord.
Sprang ud, da moderens spurgte ham direkte
Han var dog endnu ikke åben bøsse.
”Vi havde nemlig en person i vores familie, som forlod sin kone, og som også var bøsse. Min mor spurgte mig, om jeg også var bøsse, og det svarede jeg ja til”, fortæller Michael Nord, der på det tidspunkt var 19 år.
Basisgruppe blev afgørende
Han begyndte at gå ud i bøssemiljøet, og han kom via LBL, Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, med i en basisgruppe. Og det med basisgruppen blev helt afgørende for ham.
”Vi var 7 unge bøsser, som mødtes en gang om måneden, og vi har lige siden holdt kontakten med hinanden. Vi støttede hinanden med at gå i byen og kunne tale om det at være bøsse. Det var i høj grad med til, at jeg fandt min identitet”, understreger han.
Kom på ideen med stor pride
Senere blev han aktiv i Radio Rosa og LBL, og hans mor, der var bibliotekar og gået på pension, fik ham til at drive foreningens bogcafe.
Ifølge Michael Nord så havde LBL på dette tidspunkt store økonomiske problemer, men via hjælp fra Bøssehuset og andre dele af det bøsse- og lesbiske miljø, blandt andet barerne, så fik man lavet en organisation, der kom til at stå for den første store Copenhagen Pride og samtidig Europride i København.
”Jeg husker, at vi lavede en Pride Town på Israels Plads. Der var barer, butikker og restauranter, og vi havde dans og koncerter her. Vi fik støtte fra barerne og de øvrige virksomheder i det bøsse- og lesbiske miljø. Men vi havde problemer med at skaffe støtte fra andre virksomheder. Til sidst lykkedes det os at få Tuborg til at støtte arrangementet”, fortæller Michael Nord og tilføjer:
”Vi havde en stor parade med deltagelse af tusindvis af deltagere – den største store pride i København nogensinde. Jeg mærkede en fantastisk varme i mig, da jeg så hvor mange vi var og var virkelig stolt af det. Og jeg får helt gåsehud, når jeg taler om det nu. Og paraden viste alle sider af vores miljø.
Vi skal blive ved med at kæmpe
Det var fødslen af en pridebevægelse i København.
”Det var en pride, som var for hele miljøet. Vi kunne være stolte over sig selv og vise det til omverden. Jeg er meget stolt over, at det, vi skabte dengang, stadig eksisterer. Priden er det lim, der binder hele miljøet sammen.
Jeg er bange for, hvad der sker ved sommerens pridearrangementer rundt om i Europa og andre steder. Vi vil møde stor modstand. Men vi skal ikke lade os stoppe af det. Vi skal blive ved og komme op på barrikaderne, og især i en tid, hvor visse politiske kræfter synes, at det er ok at være imod os LGBT+ personer”, lyder det med alvor i stemmen fra Michael Nord.
Se også: Danske Bank og Copenhagen Pride genfinder fælles fodslag
Se også: Europride’96 i København (1996)
