SAMFUND

Ildsjæle hjælper unge LGBT’ere i Horsens

Palettens bestyrelse – Ildsjæle der vil gøre en forskel. Fra venstre: Lisbeth Ivenhoe Andersen – bestyrrelsesmedlem, Maja Majlund Laursen – sekretær, Martin Ahrnkiel – stifter og formand, Ditte Overgaard – kasserer, og Anders Friche – bestyrelsesmedlem.
Foto: Paletten

En gruppe unge frivillige ildsjæle står bag Paletten, en ny forening for unge LGBT’ere i Horsens og omegn, og de er netop nomineret til prisen som Årets Forening 2016. Prisen er 150.000 kr. som ville kunne gøre en kæmpe forskel i deres arbejde.

Martin Ahrnkiel har et brændende ønske om at vinde titlen som Årets Forening 2016. Siden han fik ideen til foreningen ”Paletten – forening for mangfoldighed”, for et års tid siden, har han siden marts drevet foreningen sammen med andre unge ildsjæle.
Paletten tilbyder rådgivning til unge LGBT’ere i Horsens og omegn, og er på kort tid blevet en stor succes.

Brænder for at hjælpe

”Udover en flot titel, som jeg ville være beæret over til vores forening, så har vi også muligheden for at vinde intet mindre end 150.000 kr. For den slags penge kan vi gøre en kæmpe forskel for unge LGBT-personer i Horsens og omegn. Vi kan lave flere arrangementer af bedre kvalitet, vi kan få et værested for de unge eller noget helt tredje. Det er svært at sige, hvad pengene skal gå til, da det stadig er helt nyt for mig at forholde mig til sådan en sum penge. Men der er ikke tvivl om, at vi vil bruge dem til at hjælpe de mennesker, som vi brænder så meget for at hjælpe.”

Palettens to frivillige rådgiver – Frederikke Skov Bjørk og Martin Ahrnkiel.
Foto: Paletten

Stort behov for rådgivning til unge

Paletten tilbyder rådgivning til unge LGBT’ere, som ofte ikke har andre at tale med om emnet. Rådgivningen har åbent hver anden fredag i ulige uger, og man mødes på forskellige lokaliteter i Horsens.

Men behovet er stort, og Martin Ahrnkiel fortæller, at han og Frederikke Skov Bjørk, som også sidder i rådgivningen, modtager mails og Facebook-henvendelser dagligt, og at folk henvender sig til dem i byen.

Presset økonomi

Medlemslisten tæller i øjeblikket omkring 100 medlemmer, men mange af dem der bruger rådgivningen er ikke medlemmer, hvilket er helt fint med Martin.

”På nuværende tidspunkt har vi LGBT rådgivningen, og laver nogle små events, som plejer at være rigtig hyggelige. Vi arbejder alle frivilligt og har på nuværende tidspunkt 200 kr. på vores konto, hvilket betyder, at vi altid tænker meget kreativ, fortæller Martin Ahrnkiel.

”Hvis vi vandt titlen som Årets Forening 2016 og de 150.000 kr. der følger med, kan vi for alvor opbygge Paletten, og rådgive alle de unge der har behov for det.”

”Vi er mange, der arbejder hårdt. Vi får hjælp fra grafikere, sponsorer, kreative mennesker, familie, venner, kommunen og så videre. Paletten er blevet vores alles fællesmission i Horsens – og den bliver større og større hele tiden, og vi er kun lige begyndt”, fortæller Martin entusiastisk.

Du kan finde dem på Facebook her.

Paletten lukker ned i Horsens