SAMFUND

Homofobiske polske byer straffes af EU

EU-kommissionen har afvist tilskudsansøgninger fra seks polske byer, der alle har indført såkaldte LGBTQ-frie zoner.
© Can Stock Photo / viperagp

Seks polske byer, der alle har erklæret, at de ligger i LGBTQ-frie områder, får ingen EU-støtte.

EU-kommissionen har afvist tilskudsansøgninger fra seks polske byer, der alle har indført såkaldte LGBTQ-frie zoner. Byerne, der hovedsageligt ligger i den sydøstlige del af Polen havde søgt et støtteprogram for tvillingebyer, skriver Euro News.

En afgørelse, der har mødt hård kritik fra polsk side.

”Vi vil ikke tillade, at EU på den måde diskriminerer polske borgere og lokale polske myndigheder”, skriver den polske justitsminister på Facebook.

Men EU´s kommissær for ligestilling, Helena Dali står fast.

”EU´s værdier og grundlæggende rettigheder skal respekteres af alle medlemsstater og offentlige myndigheder”, skriver hun på Twitter.

Polens genvalgte præsident Andrzej Duda lovede forud for valget i sidste måned, at han ville fortsætte samme linje og ikke tillade par af samme køn at adoptere for at forsvare børn mod at blive udsat for LGBTQ-ideologien.

I Polen er hverken ægteskab af samme køn eller registrerede partnerskaber tilladt.

 

Læs også: Homoseksuel i Polen

Se også: Polens præsident erklærer krig mod ‘LGBT-ideologien’: Den er mere farlig end kommunismen