Homoseksuel i Polen

Det har været et mareridt, at leve som homoseksuel i Polen. Det bekymrer mig, at situationen ikke bliver bedre.

Af Robert Winther, uddannet læge

Nu har der været præsidentvalg i Polen. Det er endt med, at Andrzej Duda bliver siddende som præsident, og det parti, han repræsenterer fortsætter med at styre Polen. Det indebærer, at den nationalkonservative linje også fortsætter. Polen vil i nogle henseender blive styret anderledes end flertallet af EU-landene.

Demokratiske institutioner og tillempninger vil fortsat være sat på alvorlige prøver. Menneskeretslige aspekter vil fortsat få opmærksomhed fra både EU-partnere og organisationer. Konkret vil kvinders muligheder for at få abort ikke blive forbedret, og seksuelle mindretals levevilkår vil gå fra dårlige til værre.

Vi, som lever i lande med meget friere forhold, må ikke glemme de meget mindre frie livsbetingelser, som folk nu fortsat skal affinde sig med i Polen.

På den baggrund vil jeg anlægge mit personlige perspektiv på situationen: jeg kender fortiden, nutiden og kan ane den udvikling som kan ses i fremtiden. Jeg konstaterer, at det har været og er et mareridt, at leve som homoseksuel i Polen. Det bekymrer mig også, at situationen ikke ser ud til at blive bedre.

 

Teenageårene

Kan du forestille dig, læser, at du, siden teenageårene, bærer på en hemmelighed, som du ikke tør at komme ud med på grund af mulige konsekvenser som trusler og vold, stigmatisering eller afvisning af familien, og endda fyring fra arbejdet?

Kan du tænke dig, at du har det svært i skolen og er usædvanlig træt for din alder, idet din hjerne hele tiden er på overarbejde, for at du ikke træder forkert eller bliver afsløret?

Måske trækker du dig fra det sociale liv, isolerer dig og prøver så troværdigt som muligt at forklare omgivelserne, hvorfor du ikke har en kæreste. Du kæmper med ensomhed og tvivler på det realistiske i dine drømme om engang at komme til at leve i et parforhold.

Folk omkring dig bekymrer sig for dig, idet de ikke ved, hvorfor du er deprimeret, og de anmoder dig om at søge hjælp. Du smiler bare og siger at alt er i orden. For inderst inde oplever du, at der ingen hjælp er at hente, for din problemstilling er af dybdegående samfundsbetinget karakter.

Ovenstående beskrivelse kan lede tankerne hen på en person, som har lavet noget kriminelt af grov karakter, og som frygter at blive afsløret. Men nej og atter nej! Det er historien om min opvækst, om mig, der er tiltrukket af mennesker af samme køn, og som har det blide væsen, der stereotypisk forbindes med homoseksuelle.

I slutningen af teenagealderen, omkring år 2000, var jeg håbefuld, og troede at kampen om LGBT-rettigheder med tiden ville skabe mere åbenhed og tolerance. Men nu er jeg alvorligt bekymret for LGBT-personer i Polen, som stadig kæmper en kamp magen til den, jeg selv førte, især hvis de bor i de såkaldte LGBT-frie zoner, som nu over 100 kommuner, dækkende 30% af Polens overflade, har erklæret sig at være.

Jeg har fulgt processen, der førte frem til præsidentvalget. Det vil nok ikke overraske nogen, at jeg blev oprigtigt ked af det, da jeg erfarede, at Andrzej Duda, en person, for hvem menneskerettigheder og ligestilling betyder så lidt, havde vundet valget. Bekymringen er ganske reel, og problemstillingerne meget konkrete. For et par år siden talte jeg med en polsk mand, som arbejder som lærer på en folkeskole. Han sagde, at hvis man fandt ud af hans homoseksualitet på arbejdspladsen, ville han miste jobbet.

Selv om den polske arbejdsloven beskytter folk mod diskriminering, kunne det være næsten umuligt at bevise, at fyringen er sket pga. ens seksualitet og ikke andet. Vedkommende har for nogle måneder siden deaktiveret sine konti på sociale medier og datingsider. Dette ser jeg som hans reaktion på den tiltagende højreekstremisme, som skaber angst for at blive afsløret.

Andre homoseksuelle, jeg kendte i Polen, turde ikke indgå samkønnede parforhold, da frygten for at blive mistænkt eller afsløret af omgivelserne var for stor. Selv om jeg ikke kan give konkrete data for at underbygge det, ved jeg, at manges karrierer og privatliv er blevet ødelagt grundet det hidtidige og nu altså også kommende polske styres politik.

 

Lov og Retfærdighed

Når polske politikere fra PiS (Lov og Retfærdighed), Polens regerende parti, bliver konfronteret i medierne, siger de, at alle kan leve, som de vil, men de må ikke sprede en ideologi, ikke fortælle om LGBT til børn og i skoler, ikke adoptere børn, og at ingen må hvad de kalder “provokere” med sin seksualitet. Rent praktisk er situationen imidlertid en anden. LGBT-personer, som ikke gør noget af ovenstående, bliver alligevel kraftigt diskrimineret i familierne, i skolerne og i arbejdslivet.

Mange har måttet forlade landet, fordi de har følt sig utrygge, idet der er blevet spyttet på dem på åben gade, og fordi man har råbt efter dem, eller sågar fysisk angrebet dem.

Selv når man går til lægen i Polen, kan man i værste tilfælde få afbrudt konsultationen med ord som “jeg behandler ikke afvigere’’.

Det vil kræve meget mod at klage i sådan en situation, da det vil forudsætte, at offeret fortæller, hvad han har været udsat for og dermed at han er homoseksuel.

Dette kan selvsagt være svært i et samfund, hvor man ikke kan regne med, at retssikkerheden er fuldt dækkende i disse situationer. Både grundloven og straffeloven undlader at nævne seksuel orientering eller kønsidentitet, som betyder, at vold mod LGBT-personer er ikke anset som hadkriminalitet, og ofre har ikke ret til beskyttelse.

Dette er nok også forklaringen på, hvorfor i 2016 kun 4% af dem, der oplevede vold eller chikane, anmeldte hvad de har været udsat for. Hvis der opstår vold i et parforhold af samme køn, vil offeret grundet ovenstående omstændigheder ligeledes opleve besvær med at søge den nødvendige hjælp.

 

Daniel Kuczaj

Forleden dag så jeg en video med Daniel Kuczaj, en berømt personlig fitness-træner, som er homoseksuel. Han var grædende og sagde, at han oplever chikane grundet sin homoseksualitet, og udtalte: “det er bedre at være en fordrukken pædofil, end gay“.

Dette erklærer han på baggrund af Andrzej Duda´s benådning af en mand, som i årene 2006-2011 havde forgrebet sig seksuelt på sin mindreårige datter. Manden holdt hende fast gentagne gange, slog hende i ansigtet, gramsede hende i skridtet, og tvang hende til at onanere på ham.

Ifølge nyhedsavisen “NaTemat” sagde han, at “det var ikke voldtægt”, og “det er et privat familieanliggende”. De gerninger blev han trods alt dømt for, og i forbindelse med benådningen fik han tilladelse til at ses med sin datter. Dette ser jeg som hårrejsende og helt uacceptabelt, og sagen har også mødt hård kritik i Polen.

 

Hetz mod LGBT-personer

Jeg betragter PiS-politikernes deciderede angreb og hetz mod LGBT-personer som ondskab. Jeg ved, at “ondskab” er et følelsesladet ord, men jeg kan ikke finde en logisk årsag til at hetze og få befolkningen til at diskriminere eller direkte angribe uskyldige mennesker.

Kristendommen har kærlighed til medmennesket som budskab, og set fra et nationalistisk perspektiv vil de få procent af befolkningen, som LBGT-personer udgør, næppe bevirke, at deres eksistens og evt. samliv kan påvirke landets fødselsrate.

Videnskaben fortæller, at ens seksualitet ikke er noget man selv vælger, og i vestlige lande har man bevist, at man som LBGT-person ikke udgør en trussel for samfundet og familiestrukturen. Derfor ser jeg simpelthen ikke nogen logisk grund til at forfølge mennesker på baggrund af noget, som de ikke selv er herre over.

 

Ligestillingsmarcher

I Polen har der i nogle af de større byer været fredelige “ligestillingsmarcher” hvert år, og hver eneste gang har der været mod-demonstrationer.  I sidstnævnte har der mest gået nogle macho-mænd, som har råbt skældsord, kastet flasker og eksplosive materialer ind blandt de marcherende, og sågar slået deltagere ned.

Politiet har normalt grebet ind og standset voldelige mod-demonstranter, men i forbindelse med den seneste march i Warszawa blev nogle af de fredelige LGBT- rettighedsforkæmpere tilmed arresteret.

 

Svært at skjule sin seksualitet

Det kan i disse moderne tider være sværere at skjule sin seksualitet, idet folk er oplyste og derfor nemt kan regne ud, at der med en vis sandsynlighed er LGBT personer i ens egen familie eller omgangskreds.

En opgørelse fra KPH (kampagnen mod homofobien) fra 2016 viser, at ca. 70% af LGBT-ungdom (under 25 år) plages af selvmordstanker, at 50% har depressive symptomer.

En ny opgørelse fra 2020 viser, at 84% af LGBT-unge har selvmordstanker. 45% har allerede prøvet at tage sit liv, men det er uvist, hvor mange har gennemført dette. Homofobi, had og fremmedfrygt dræber i stilhed, langt væk fra samfundets søgelys.

Omkring 70% af LGBT-personer har oplevet verbal eller fysisk vold. Ovennævnte tal er enorme, idet mindre end halvdelen rent faktisk er åbne om deres seksualitet over for omgangskredsen, og derfor er også antallet af mennesker som “ved om dem” begrænset.

 

Min egen ungdom

Jeg husker fra min egen ungdom, at da min familie i 2002 fik kendskab til, at jeg ikke var interesseret i det modsatte køn, slog de allesammen, undtagen min mor, hånden af mig. Begrundelsen var, at de kun ønskede at have “normale” folk i familien.

Manglende eller nedgørende information om homoseksuelle i medierne, i skolen og kirken hørte til dagligdagen. Jeg husker, at jeg som teenager fik at vide af min familie, at flertallet af homoseksuelle mænd har AIDS, og at man bliver homoseksuel af at have set for meget porno eller være blevet seksuelt misbrugt.

Situationen på dette område har ikke ændret sig markant.

 

Polens politiske udvikling

Til sidst vil jeg sige, at, selv om jeg er bekymret for Polens politiske udvikling, har jeg har et håb om, at situationen vil bedre sig. Befolkningen er uenige om emnet. Politikeren Rafal Trzaskowski, en EU-venlig mand, fik trods alt 49% stemmer i præsidentvalget.

Meget tyder også på, at EU vil indføre sanktioner mod den polske regerings politik. Dét, som trods alt gør det bedre i dag både for LGBT-personer, familiemedlemmer og andre, er adgang til internettet og dermed mere information. I store byer findes der LGBT-organisationer som yder rådgivning, og takket være medlemskabet af EU, kan nogle rejse ud af landet, ligesom jeg selv gjorde, tilbage i 2004, som 22-årig. Jeg er selvsagt meget glad for at bo i Danmark, og kunne ikke forestille mig nogensinde at flytte tilbage til Polen.

Efter min mening udgør samfundets holdning til LGBT-personer en god indikator på et lands menneskesyn generelt. Lande og samfund, hvor der er en positiv eller neutral holdning til LGBT-personer, udviser en højere grad af demokrati, med generelt større frihed for borgerne til at forme deres liv, som de ønsker.

Vi skal på denne baggrund huske at passe godt på de rettigheder, som er opnået her i Danmark. Forholdene i Polen skal minde os om, at menneskerettigheder og demokrati ikke er en selvfølge. Vi skal derfor værne om det system vi har, selv om der herhjemme også findes plads til forbedringer på LGBT-området.

Indvandrere fra Polen udgør en betydelig indvandrergruppe i Danmark, men flytning hertil slukker ikke nødvendigvis deres homofobiske holdninger.

Had, trusler og stigmatisering fortsætter også her i landet.

Kære læsere, I kan også bidrage til Polens kamp! Kender du nogen fra Polen, eller nogen som kender nogen fra Polen? Tal med dem, og spørg om LGBT-personer og deres alvorlige situation. Lad dem vide, at vi ikke kæmper om privilegier, som mange i Polen beskriver det, men ligestilling og basal beskyttelse fra staten mod hadefulde udtalelser af personer med magt, og mod fysisk og psykisk vold.

Du kan også støtte organisationer som kæmper for menneskerettigheder i Polen, som Kampagnen mod Homofobi (KPH).
(Man har desværre ikke nogen engelsk version af denne organisation).

 

Læs også: Historisk kondomreklame skaber røre