SAMFUND

Har du set musikprogrammet til Copenhagen Pride?

Betty Bischlap kan opleves til det festlige åbningsshow på Copenhagen Pride Week .                                                                                Foto: Camilla Winter

Copenhagen Pride har haft vokseværk. Det ses tydeligt på det omfattende og mangfoldige musikprogram. Hele tyve gratis koncerter kan du opleve på Pride Square på Rådhuspladsen under årets Copenhagen Pride Week.

Programmet til årets Copenhagen Pride Week er sammensat med fokus på diversitet. Både hvad angår alder, etnicitet, genre og køn. Udover musikprogrammet kan du under Copenhagen Pride opleve et fem-dages menneskerettighedsprogram, filmvisninger, optrædener, Pride Art-udstilling, børneprogram og den altid populære Drag Night. I år kan du for første gang opleve det nye koncept PrideCon. Det er en mini-convention, hvor der er fokus på alt, der er nørdet og queer.

På scenen på Pride Square kan du blandt andet opleve rendyrket DIY-punk, når Lesbisk Pik går på scenen og spiller op til både dans og modstand. I år er der desuden hele to Youth Nights. Både den 16. og 17. august, hvor platformen gives til unge kunstnere som Julie Pavon, Barbro, NIMĀ, Spring & I, Ravi Kuma og Julie Pavon. Sidstnævnte kommer direkte fra en række velmodtagede festivaloptrædender henover sommeren.

Det festlige Pride Week Show åbner Copenhagen Pride week med et brag lørdag den 12. august. Her kan du blandt andet opleve den populære danske syngende drag Betty Bitschlap, the Reflections, FVN og Tandem.

Tirsdag indtager Bryan Rice Trio med Noah Skaalum Pride Square Stage. Det er første gang, at Noah skal stå på scenen igen efter hans kønskorrigerende operation i 2018

“Jeg er DØD nervøs, det rumler i maven, og jeg kommer helt sikkert til at tisse lidt i bukserne når vi går på scenen. Det er første gang, jeg skal synge offentligt, efter jeg skiftede køn, og det skræmmer mig faktisk lidt”, skriver den tidligere X-factor vinder Noah Skaalum i sit opslag på Instagram.

Volumeknappen skues på max til det store Pride Show lørdag den 19. efter paraden. På den store showscene kan du blandt andet opleve First Hate, som imponerede stort på årets Roskilde Festival. Bathsheba, årets danske Grand Prix vinder Reiley , Robin Skouteris og en showcase fra Queer Music Agency.

Hele det omfattende program til årets Pride Week finder du lige her.

Læs også: Foredrag om ”Kampen for den frie kærlighed”